Faget fra bunden i Portugal
Socialpædagogikken er ung som disciplin i Portugal. Det giver nogle problemer med at positionere sig fagligt, men det giver også gode muligheder for at definere faget meget præcist. Og det er det portugisiske forbund APTSES i fuld gang med
Fra bunden. Sådan er socialpædagogikken i Portugal bygget op gennem de sidste godt 15 år. Ældre er faget ikke – og det giver både problemer i forhold til andre faggrupper og muligheder for at placere faget i offentligheden og i socialpolitikken.
Det fortæller Fátima Correia og Sílvia Azevedo, da de på en af de mange workshops på AIEJI-kongressen havde fokus på anerkendelsen af deres fag i hjemlandet. De kommer begge fra det portugisiske fagforbund for socialpædagoger, APTSES, men ingen af dem er ansat på fuld tid i forbundet – Fátima Correia er kasserer i landsledelsen, men arbejder til daglig som socialpædagog med udsatte børn på en folkeskole, mens Sílvia Azevedo ud over at være landsformand for forbundet også underviser på den socialpædagogiske uddannelse på Portucalense Universitetet i Porto – hvor hun selv startede på det første hold af socialpædagogikstuderende 1996.
Landsformanden er ramt af et slemt halsonde, så til start skitserer Fátima Correia de ‘opvækstvilkår’, socialpædagogikken har haft i Portugal:
Tidligere, i 1970’erne og 1980’erne, var det, der mindede om socialpædagogisk arbejde, udelukkende centreret om pasning og omsorg for børn med fysiske, mentale eller sociale adfærdsproblemer – det handlede kun om at holde opsyn og stå for at aktivere børnene. ‘Socialpædagogerne’ arbejdede ikke med udviklingsperspektivet og havde ingen som helst indflydelse på beslutninger omkring barnet.
I løbet af de følgende ti år voksede faget frem, med først en bacheloruddannelse og siden kandidatuddannelsen i 1996.
De første studerende fra den nuværende socialpædagogiske uddannelse blev udklækket i 2001, og dimittenderne dannede forskellige arbejds- og aktionsgrupper, der i sidste ende – i starten af 2008 – blev til dannelsen af APTSES.
Ændringer og pejlemærker
I løbet af de år skete store ændringer på arbejdsmarkedet og samfundets kompleksitet eksploderede. Der er igennem disse år sket et fortsat demokratisering af landet, og fagets fremvækst har været tæt knyttet til det portugisiske velfærdssamfunds udvikling, fortæller Fátima Correia.
– Og så opstod der et behov for social beskyttelse, da det traditionelle, religiøst baserede velgørenhedssystem brød helt sammen. Det sociale arbejde måtte have fokus på menneskelig selvbestemmelse og på en bredere solidaritet, siger Fátima Correia, der også pegede på vigtigheden af FN-konventionerne og omfattende ændringer i og synet på hele uddannelsessystemet som afgørende faktorer for udviklingen af det socialpædagogiske fag.
Igen fornemmer man, at konventioner og internationale processer har været og er vigtige pejlemærker og løftestænger for udviklingen af faget i Portugal. Fátima Correia nævner Bologna-processen som afgørende for udviklingen af den portugisiske uddannelse. Processen er et fælleseuropæisk initiativ, der startede i 1999 med det mål at hæve og sidestille standarderne på de videregående europæiske uddannelser.
– Først med Bolognaprocessens definition på det socialpædagogiske område fra 2005 blev der klarhed om vores uddannelse. Indtil da havde der været meget forvirring om uddannelsens status – og det havde stået i vejen for den professionelle anerkendelse af vores fag, fortæller Fátima Correia.
Fælles faglig identitet søges
Og det er altså et fag, der fortsat er ved at udvikle, professionalisere og finde sig selv, understreger hun:
– Siden dannelsen har vi udviklet etiske retningslinjer, og vi har udviklet samarbejdet med uddannelsen og myndighederne – og vi skal have defineret en fælles faglig identitet – det er afgørende for den faglige sammenhængskraft, understreger Fátima Correia.
Det er hårdt arbejde, når faget er så ungt. Der findes ingen national litteratur om faget – men det prøver APTSES at råde bod på. Dels har landsformand Sílvia Azevedo skrevet den første portugisiske bog om faget – det var den første bog, APTSES udgav, og den er ude i andet oplag nu. Og dels har forbundet netop sendt en antologi på gaden med bidrag fra både praktikere og undervisere i ind- og udland, ligesom det unge forbund allerede har holdt sin første internationale kongres.
– Målet er både at udvikle pædagogikken teoretisk og at have en bog, man kan bruge i hverdagen. Der er et hul, der skal fyldes for at gøre faget synligt og for at afgrænse det, siger Fátima Correia.
De to APTSES-repræsentanter viser en lille film, hvor en række socialpædagoger kort fortæller om deres arbejde. En arbejder med forældretræning, en er hjemme hos’er inden for sundhedsområdet, en arbejder med støtte til udsatte modtagere af RSI – den portugisiske udgave af kontanthjælp – og en arbejder med reintegration af ledige gennem individuelle forløb med bl.a. jobtræning.
Og de to APTSES-repræsentanter fortæller, at deres medlemmer arbejder for både organisationer, i særlige projekter, på skolerne og for de sociale myndigheder.
Tværfaglige kvaler
Men hvad er den største udfordring for APTSES og de portugisiske socialpædagoger, vil en af tilhørerne vide. Og nu har landsformand Sílvia Azevedo hvilet stemmen så meget, at hun tager ordet og uden tøven svarer:
– Det tværfaglige samarbejde! Vi er et ungt fag, og socialarbejderne (det, der i Danmark svarer til socialrådgiverne, red.) værger sig mod at arbejde sammen med os. De mener, at vores arbejde griber ind i deres arbejdsfelt, selvom det ikke er sådan i praksis. De har en meget længere historie og en langt mere stadfæstet position – både politisk og i offentligheden. Fx blev vores uddannelser først sidestillet i 2007. Men vi vil gerne samarbejde og har fx et udmærket samarbejde med psykologerne, siger Sílvia Azevedo.
Og hun og APTSES fortsætter arbejdet med at udvikle og definere den portugisiske socialpædagogik – og på workshoppen fremlægger APTSES-folkene en definition af socialpædagogik, sådan som de ser kernen i faget i forhold til deres position:
‘Socialpædagogik er for de portugisiske socialpædagoger mere end en simpel interventionsstrategi eller disciplin, eftersom det er den, der sætter socialpædagogen i stand til at handle pædagogisk, som giver socialpædagogen de vidensmodeller, metoder og teknikker, som sætter socialpædagogen i stand til at fremme udviklingsmulighederne hos alle mennesker og særligt de mest udsatte.’
Derfor har socialpædagogikkens inderste væsen stor betydning for dannelsen af den faglige identitet, lyder det fra APTSES.
Læs mere – på portugisisk – på www.aptses.pt