Overskud i det terapeutiske værksted
ATP Schieren er arbejdsplads for 42 psykisk syge, der ellers ikke har mange chancer på arbejdsmarkedet. Arbejdet og det miljø, der er omkring arbejdslivet, er den terapi, stedet tilbyder – og det er både menneskeligt og økonomisk en god forretning
På vejen til Schieren, der ligger stort set midt i Luxembourg, passerer vi storhertugens slot. En ordentlig kasse af en borg, der på bedste middelalder-manér er placeret på en lille klippeknold i de allersydligste udløbere af Ardennerbjergene. Imposant – og formodentlig hulens dyr at varme op, når Socialpædagogens udsendte at tænke med et lille snert af misundelse.
Der er til gengæld ikke noget imposant over ATP Schierens bygning lige uden for den lidt større by Ettelbruck. En anonym lageragtig bygning ved jernbanen, der dog hurtigt viser sig at indeholde al den varme, man kan ønske sig. Et terapeutisk værksted – sådan præsenterer stedet sig – som er arbejdsplads for 42 mennesker med en eller anden form for psykisk sygdom
Deltagerne. Det insisterer lederen af Schieren, Jörg Wimpfheimer, på at kalde de borgere, der arbejder i et af de tre værksteder, der er på stedet: køkkenet, møbelværkstedet og pakke- og montagehallen.
– Det er mennesker, der har eller har haft en psykisk sygdom, fortrinsvis psykoser, men der er også deltagere med bordeline, bipolare lidelser og senhjerneskadede. Et par deltagere er dømt til behandling – men vi har også et par deltagere, der ikke har nogen diagnose. Nogle er fortsat indlagt, mens de arbejder her, andre bor i beskyttede boliger og bofællesskaber – andre bor hjemme, mens nogle bor med deres egen familie, fortæller Jörg Wimpfheimer.
Men selvom der er tale om meget sårbare mennesker, insisterer han på, at der ikke er tale om et beskyttet værksted.
– Vi har som udgangspunkt, at det er en arbejdsplads, og arbejdslivet her er den terapi, vi kan tilbyde. Øvelsen er så at holde den svære balance mellem at have tilfredse kunder, tjene penge og hjælpe deltagerne, siger Jörg Wimpfheimer.
Arbejde som terapi
Stedet har kun seks ansatte – deriblandt én socialpædagog og tre faglige ledere af de tre værksteder. Alle andre funktioner står deltagerne for.
Det er de tre værkstedsledere, der har ansvaret for at tilrettelægge arbejdet på værkstederne:
– Det er dem, der har de faglige kompetencer til det – jeg griber kun ind, hvis jeg mærker, at der er ved at bliver for meget for deltagerne, fortæller Jörg Wimpfheimer.
Han er selv psykolog og har ansvaret for at visitere de psykisk syge, der gerne vil arbejde på Schierener Atelier, som stedet hedder på luxembourgsk. Han interviewer dem og laver en udredning, der ser på deres medicinering, og taler med psykiateren igen.
– Helt ærligt, så bliver vi indimellem presset af de psykiatriske afdelinger, som vil have os til at tage patienter fra dem, som ikke er klar til det, eller som ikke er motiveret til det. Men det, vi kan tilbyde her, er arbejde som terapi, og hvis ikke man er klar til at tage imod det, er man ilde stedt. Den enkelte psykisk syge skal ikke ind her, fordi han eller hun skal ud fra et andet sted, fastslår han – og fortæller, at man heller ikke kan tilbyde arbejde til borgere med et misbrugsproblem, ganske enkelt fordi man ikke på stedet er rustet til at håndtere de problemer, der følger med det.
En anden psykisk syg udviklingshæmmet deltager kunne ikke finde sig til rette på værkstedet, fortæller Jörg Wimpfheimer, og her oplevede han, at det var meget svært, at finde et andet sted, deltageren kunne være.
– Det tilbud for udviklingshæmmede, han kom fra, ville ikke have ham tilbage pga. hans sygdom, og det tog flere måneder, før han fandt ‘sit’ sted. Det siger noget om, hvor svært, vores deltagere kan have det, siger han.
|
ATP ATP står for Association d’aide par le Travail therapeutique pour Personnes Psychotiques – dvs. hjælpeorganisationen for terapeutisk arbejde med mennesker med psykiske sygdomme. ATP Schieren, der har eksisteret siden udgangen af 2000, er en af fire ATP-arbejdspladser rundt om i Luxembourg. På de tre andre steder, der hver har 50 deltagere, er der bl.a. mulighed for at arbejde på et landbrug med frugtavl og et hestestutteri, der også tilbyder hesteterapi. Der er metal- og elektronikværksteder, et kurvemageri, et lysværksted, ligesom man kan arbejde med silketryk og i et kunstværksted. Organisationen blev oprettet i 1989 af ansatte på datidens store psykiatriske hospital, som var frustrerede over de manglende udviklings- og fremtidsmuligheder for patienterne. I årene efter blev mange sengepladser nedlagt, og ATP havde derfor i første omgang fokus på udvikling af nye boformer, men siden fulgte den arbejdsmarkedsrettede indsats med de fire arbejdspladser forskellige steder i Luxembourg. ATP har driftsoverenskomst med landets sundhedsministerium. Læs mere på www.atp.lu |
Empatisk ledelse
Selv bruger Jörg Wimpfheimer langt det meste af sin tid på administrative opgaver – ca. 80 pct. anslår han. Og han er med egne ord ‘benhård’ om sin rolle, selvom det kan være svært:
– Jeg er ikke deres terapeut, ikke deres far og ikke deres ven. For mig er de ansvarlige mennesker, og vores opgave er at skabe grundlaget for deres arbejdsfremtid. Jeg har ikke ansvaret for hele deres liv – og det kan være meget hårdt og frustrerende, siger han og fortæller om en voldsramt kvinde, som det var svært at komme til at hjælpe inden for de rammer, han og stedet har for deres indsats.
– Vi er en virksomhed, vi skal tjene penge – det er rammerne. Men jeg tror da på, at min faglige indsigt føjer en empatisk tilgang til ledelsen af stedet og den linje, vi kører over for den enkelte – så nej, det kunne ikke bare være en økonom, der sad i min stol, siger Jörg Wimpfheimer, da en af de besøgende spørger til det fornuftige i at have en psykolog i et så administrativt tungt job.
– Jeg kan ikke være terapeut for alle deltagerne, men jeg prøver selvfølgelig at finde løsninger, hvis en af deltagerne har problemer – med hjælp udefra, hvis det er det, der skal til. Men den her tilgang – arbejdet som terapi – virker rigtig godt for mange, siger han og fortæller om en mand, der har fundet ro og stabilitet i sit liv efter 35 år som hjemløs, talløse indlæggelser og et par fængselsophold.
Når de er syge, er de syge
På ATP Schieren – og på alle ATP-arbejdspladserne – kan deltagerne prøve sig frem og skifte værksted, hvis det er det, der skal til for at finde sin plads og det, man er bedst til. Ro og stabilitet i livet vejer tungt i indsatsen over for deltagerne – og det lykkedes godt, vurderer Jörg Wimpfheimer:
– I de 13 år, stedet her har eksisteret, har vi sendt én person på pension, og det er kun et par stykker, der har fået tilbagefald og ikke har kunnet arbejde her mere. Og ja, fordi vi ikke er et døgntilbud, så er det også sket, at vi har mistet kontakten til nogle i junglen derude, siger han og nikker over mod vinduet
Men hvordan håndterer man så den skrøbelighed, der må præge deltagerne – hvad hvis de er syge eller har tunge dage?
– Når de er syge, så er de syge. Men der er altså sådan en kæmpe loyalitet og angst for ikke at slå til, så det er oftest os, der må sende dem hjem, når de møder syge op, siger Jörg Wimpfheimer og fortæller om en af deltagerne – en lille, dårligt spisende kvinde.
– Vi var i forvejen bekymrede for hende, og hun begyndte at skrante mere og mere og spiste mindre og mindre. Alligevel kom hun på arbejde. Jeg trak hende til side og snakkede med hende om, hvordan hun havde det – og først der – og nærmest i en bisætning – nævnte hun, at hun var faldet. Det viste sig, at hun havde fået trykket et par ribben – det gør jo afsindigt ondt, og alligevel var hun mødt op i flere dage, efter det var sket.
Mad mod fordomme
Så går turen rundt i de tre værksteder.
I storkøkkenet er frokosten ved at være klar. Her arbejder der 20 deltagere i 4-6 timer om dagen, og midt i den hektiske stemning styrer kokken Jan Dorniak slaget, mens socialpædagog Michèle Maquil laver mad sammen med deltagerne.
Der bliver lavet mad til en folkeskole i nabobyen og to lokale virksomheder, ligesom køkkenet også agerer vikar og leverer til daginstitutioner, hvis stedets egen kok er syg eller på ferie. Endelig fungerer stedet også som et lille folkekøkken, hvor lokale og folk, der arbejder i nabolaget, kan falde ind og spise frokost.
I alt bliver det til 160-180 kuverter om dagen, og cateringvirksomheden betyder en indtjening på ca. 30.000 euro – eller 225.000 kr. – om måneden.
– Vi tager også andre ordrer, og fx er vi fast leverandør til receptionerne på rådhuset, men vi har selvfølgelig begrænset kapacitet. Vi kan ikke bare belaste deltagerne eller hente nye folk ind, så vi siger ret ofte nej til store, uoverkommelige ordrer, fortæller Jörg Wimpfheimer.
Men cateringvirksomheden er en vigtig del af den gode integration i lokalmiljøet, siger han:
– Det, at vi leverer til rådhuset, at ATP’s kurvemager-værksted laver de julekurve, byens børn får hvert år, og det, at der hver dag kommer 15-20 mennesker udefra og spiser her, det er alt sammen med til at nedbryde fordomme om de mennesker, der arbejder her. Vi laver selvfølgelig også kampagner, sociale markeder osv., men jeg tror, at den bedste kampagne, vi kan lave, er vores arbejde her og de varer, vi leverer, siger Jörg Wimpfheimer.
Ventetid på stole
Efter prøvesmagning af sushi og andet godt går turen videre til møbelværkstedet, hvor der dufter af træ, lak og polster. Her arbejder kun fem deltagere. Sammen med værkstedslederen forvandler de gamle stole til nye gennem sirligt håndarbejde.
Mange af stolene er den klassiske model med flettet sæde, og det er også ofte fletværket, der går i stykker og får folk til at kassere stolene.
Men på værkstedet fletter man nye sæder fra bunden, skiller stolene helt ad, sliber træet ned og lakerer det op igen, så de kan samles og fremstå som nye. Det er et arbejde, der involverer alle på værkstedet, og det kan tage op til to dage for en enkelt spisestuestol.
Også andre siddemøbler kan få en tur, sofaer og stole ombetrækkes, og der arbejdes med hestehår og andre traditionelle materialer – med et overbevisende resultat.
– Der er ikke mange firmaer i Luxembourg, der arbejder på den her måde. Det kræver tålmodighed, og der er lang ventetid. Vi har mange kunder – folk, der kommer med egne gamle møbler, og folk, der kommer med stole, de finder på genbrugspladsen. Og der går altså nemt nogle måneder, før vi kan levere, fortæller Jörg Wimpfheimer.
Det maskinerne ikke kan
Det sidste værksted er montage- og pakkehallen, hvor 17 deltagere løser en lang række meget forskellige opgaver.
– Det er typisk opgaver, man ikke kan lave på maskiner, siger Jörg Wimpfheimer og understreger, at selvom det måske ligner lidt et samlebåndsarbejde, og selvom der er nogle faste, tilbagevendende opgaver, så er det også et meget varieret job.
Lige nu er seks-syv deltagere i gang med at ‘samle’ stålgrydesvampe, som tilsyneladende er et særligt luxembourgsk produkt. De forvandler de aflange poser af flettet, flad og tynd ståltråd til de endelige svampe.
Af de andre opgaver kan nævnes samling af lukkemekanismen til vinduer på campingvogne, udstansning og samling af forskellige former for emballage til fx et lokalt bryggeris kampagne for nye øltyper og arbejde med forskellige pjecer og materialer til EU-Kommissionen, der er blandt de faste kunder.
– Kommissionen havde fx fået lavet en tryksag, hvor der var en fejl – side 30 manglede, den var blank. Men i stedet for at kassere alle eksemplarer kunne vi meget billigere og mere bæredygtigt tilbyde at klistre siden ind. På den måde lever vi også af andres fejl, siger Jörg Wimpfheimer.
Konkurrence fra Belgien
Men hvad med konkurrencen, vil en af de besøgende vide. Er der ikke problemer i at tilbyde de forskellige ydelser og produkter på konkurrenceforvridende vilkår?
– Det er faktisk ikke et problem lokalt – der er ikke andre på markedet, og vi kører altså heller ikke med dumpingpriser. Vi har et godt produkt med god kvalitet, så vi tager markedspriserne, fastslår Jörg Wimpfheimer.
Men jo, der har været og er fortsat konkurrence, som de mærker i Schieren.
– For nogle år siden opdagede vi, at der var konkurrence på nogle områder mellem forskellige sociale projekter i Luxembourg – og der var jo mildest talt ikke hensigtsmæssigt. Derfor gik 11 sociale og velgørende organisationer sammen i paraplyorganisationen Sozial Affair, der koordinerer indsatserne og sørger for, at vi ikke kommer til at ødelægge noget for hinanden, fortæller Jörg Wimpfheimer.
Så nu er det konkurrencen fra en anden og lidt uventet kant, Schieren-værkstedet og de andre lignende tiltag i Luxembourg mærker.
– Det er lidt absurd, men den største konkurrence kommer fra fængslerne i Belgien, der kun skal betale meget lave lønninger for det arbejde, fangerne udfører. Men vi stoler på, at kvaliteten af vores arbejde er så meget bedre, at det holder på kunderne, siger Jörg Wimpfheimer.
Op ad bakke
Rent økonomisk er der forskel på, hvor meget deltagerne får ud af arbejdet på ATP Schieren. Nogle tjener ikke mere, end de ville kunne få i pension, fortæller Jörg Wimpfheimer.
– Efter et år kan vi, hvis de vil, og det er gået godt, tilbyde dem fastansættelse. Men vi gør det kun, hvis det er det, der kan give dem et stabilt liv og mening. Vi skal aldrig gøre det for at ‘pakke dem væk’, siger Jörg Wimpfheimer – og tilføjer:
– Og jeg har altså et meget ambivalent forhold til det at give en fastansættelse eller en langtidskontrakt til en 22-årig.
Ifølge landets lovgivning skal alle virksomheder have ansat handicappede og udsatte – alt efter virksomhedens størrelse. Gør de det, får de nogle fordele – gør de det ikke, koster det ekstra i selskabsskat.
Men trods lovgivningen er de reelle muligheder på det almindelige arbejdsmarked nærmest ikke eksisterende:
– I de snart to år, jeg har været leder her, har kun et par stykker fundet et arbejde uden for ATP. Situationen er meget kritisk for vores deltagere. Dels er krisen med til at presse dem, dels kæmper de fortsat med den stigmatisering, der klæber til psykisk syge og handicappede, konstaterer han.
– Flere af vores deltagere har fx sagt nej tak til det særlige bus- og togkort, der ellers kunne spare dem mange penge. Kortet er et særligt grønt kort, og de vil ikke kunne ‘genkendes’ som handicappede ved at have det kort, fortæller Jörg Wimpfheimer.
Og at uvidenheden om de her mennesker er stor, gik for alvor op for ham, da en læge, der skulle komme på besøg med en gruppe kolleger, nervøst spurgte, om ‘ikke det var farligt at færdes på stedet’?
– Så det er virkelig op ad bakke, konstaterer Jörg Wimpfheimer.
Jobcoaching
Men ATP har alligevel taget kampen op og har med EU-støtte lavet en jobcoach-tjeneste, der skal hjælpe de psykisk syge med at finde et ordinært job – og hjælpe virksomhederne med at kunne håndtere den nye medarbejder.
Indsatsen er rettet mod både ATP-deltagere og andre psykisk syge og sigter på at matche den enkeltes ressourcer og kompetencer med virksomhedernes behov.
– Det kan hjælpe dem til at finde et job, men også et praktikforløb, der kan virke afklarende både for den jobsøgende og virksomheden. Og coachen følger den enkelte deltagers forløb og støtter virksomhederne.
– Men vi har desværre også haft nogle kedelige erfaringer med deltagere, som er kommet i job, men som er blevet sat til at feje ovre i et hjørne, og som har oplevet ensomhed. Her må jobcoachen så gribe ind og forsøge at afhjælpe det – eller afbryde forløbet, hvis det ikke kan ændres. Det er så vigtigt at undgå flere nederlag for de her mennesker, fastslår Jörg Wimpfheimer.
Men jobcoach-ordningens fremtid er uvis. EU-bevillingen løber kun året ud.
– Vi ved ikke, om den eksisterer næste år. Behovet er der. Det ved Beskæftigelsesministeriet og Sundhedsministeriet også godt. Alle ved det. Men der er ingen penge.
Ingen nedskæringer – endnu
Det samme gælder som sådan også hele ATP. Ikke at der er udsigt til lukning, men nogen udvidelse af aktiviteterne er der heller ikke lagt op til.
ATP er en nonprofit-organisation, og driftsaftalen med Sundhedsministeriet betyder, at overskuddet modregnes – eller tilbagebetales, som Jörg Wimpfheimer kalder det. For ATP Schieren betød det sidste år, at man måtte sende 780.000 kr. retur.
– Så når vi nu vil have renoveret vores kantine her, så må jeg ned i Lions Club og smile og trykke hænder, konstaterer Jörg Wimpfheimer.
Stedet har ellers lavet en femårsplan for udviklingen af tilbuddet, men Sundhedsministeriet sagde nej til at øge bevillingerne.
– De sagde, at vi ikke kunne få flere penge, men at vi var heldige, for de ville heller ikke skære ned. Så ingen nedskæringer – endnu. Det betyder, at vi fortsat må søge om penge andre steder fra, hvis vi vil udvide butikken, men sådan er det: En stor del af mit arbejde er at ansøge, ansøge og atter ansøge, siger Jörg Wimpfheimer.
Han tilføjer, at han som frivillig i en NGO, der arbejder med HIV- og AIDS-ramte i Guinea i Vestafrika på en rejse få dage forinden dog også har fået et nyt perspektiv på ønsket om en renovering af kantinen. Men også, at det selvfølgelig ikke ændrer ved hans opfattelse af den indsats, der skal til for at støtte psykisk syge.
– Det kan gøres på mange andre måder, og vores måde at arbejde på er bare én af dem. Men at skære ned på den her form for arbejde ville være helt skørt, når det er så indlysende, at en løsning som denne både er menneskeligt langt bedre og økonomisk langt billigere end ustabile indsatser med genindlæggelser, siger Jörg Wimpfheimer.
Læs mere om Sozial Affair på www.sozialaffair.lu og om jobcoachordningen på www.jobcoaching.lu