Socialpædagogik de luxe
Socialpædagoger fra hele verden stimlede sammen i Luxembourg til AIEJI’s 18. Verdenskongres – til fire dage med global inspiration og faglig udveksling
For fire år siden var det i København, og for de, der dengang deltog i AIEJI’s verdenskongres, er det måske ikke så svært at forestille sig den entusiasme, der opstår, når op mod 500 socialpædagoger fra den ganske verden er samlet i et auditorium i udkanten af Luxembourg by – hovedstaden i det lille storhertugdømme af samme navn.
Et land, der er knapt fem gange så stort som Bornholm og har et indbyggertal på knap en halv million.
En ond flyforsinkelse forhindrede Socialpædagogens udsendte i at øjenbevidne begivenhederne, men når års forberedelse fra arrangørerne over fire dage bliver til utallige møder på tværs af lande og arbejdsfelter, sker der noget. Der opstår en stemning, der bliver hængende, så længe kongressen står på, og efter sang- og danseopvisninger af børn og unge fra værtslandet, efter filmklip og officielle taler kunne AIEJI’s præsident, Socialpædagogernes formand Benny Andersen, puste til stemningen med sin åbningstale.
– Ingen kan alt. Alle kan noget. Sammen kan vi endnu mere. Det er denne kongres et bevis på: APEG har, som en organisation med blot 500 medlemmer og ved frivillig arbejdskraft, stablet denne kongres på benene. Det er fantastisk. Gør det umulige muligt. Forvent det utænkelige. Det er det stof, som socialpædagoger er gjort af. Det er, hvad jeg vil betegne som fundamentale egenskaber ved socialpædagoger og socialpædagogikken, og det er egenskaber, som vores kollegaer i APEG til fulde lever op til, sagde Benny Andersen og fik salen til at klappe af arrangørerne.
Benny Andersen genvalgt Socialpædagogernes formand er stadig præsident. På AIEJI-kongressen i Luxembourg blev Benny Andersen genvalgt for en ny fire års periode. ‘Det er en stor tillidserklæring, at jeg er blevet genvalgt til så væsentlig en post’, siger Benny Andersen. AIEJI består af medlemsorganisationer og individuelle medlemmer fra det meste af verden. Arbejdet i AIEJI handler om at styrke og udvikle faget og skabe en fælles faglig identitet på tværs af grænser. |
Under fortsat pres
Han fortsatte med at konstatere, at den finanskrise, der havde greb om verden ved kongressen i København, ikke har sluppet sit greb siden, men tværtimod strammet det.
– Det er en krise, som især har forværret livsmulighederne for udsatte og sårbare børn og unge. En krise, der har ramt livsvilkårene for mennesker med handicap hårdt. Millioner af unge er ramt af arbejdsløshed. Venner, vi er ved at tabe en generation. Men vi vil en anden vej, sagde Benny Andersen.
– Demokratiet og humanismen er socialpædagogikken og det sociale arbejdes grundlag – ideer, som understøtter rummeligheden. Det handler om myndiggørelse og om autonomi. Friheden – borgernes selvbestemmelse, deltagelse og inklusion i samfundets fællesskab – er socialpædagogikken og det socialpædagogiske arbejdes mål. Og menneskelighed – det menneskelige engagement – er det, som bærer vores faglige indsats oppe, sagde han og opfordrede til kollegialt sammenhold og samarbejde som modværn mod ‘kontrol, overvågning og privatisering af demokratiet’.
Sammen
Men det er ikke kun for fagets skyld: Faget er tæt bundet sammen med de mennesker, socialpædagoger arbejder med – og for:
– Vi er nødt til hele tiden at have et kritisk syn på os selv og de systemer, vi som socialpædagoger tjener. Hele tiden skal vi være reflekterende og kritiske over for vores egen rolle i samfundet og engagere os i den politiske debat. Selvom vi er under pres i vores daglige arbejde, må vi ikke bare tilpasse os, forfalde til rutiner i arbejdet eller krænke borgernes rettigheder. De skal høres som ligeværdige mennesker og behandles med respekt. For ved at vise borgerne respekt og medmenneskelighed, viser vi også os selv og vores profession respekt og medmenneskelighed, sagde Benny Andersen og opfordrede til, at socialpædagoger agerer som vagthunde for de mennesker, de arbejder med, og deres rettigheder.
Det er ikke ‘dem og os’ – det er ‘all together’, sagde han med henvisning til kongressens motto, der på fire sprog gentager sætningen om sammenhold og fællesskab. Og så fik han forsamlingen til i kor at sige: Ja, vi har verdens bedste arbejde.
Til slut kunne arrangørernes formand, APEG’s Marc Pletsch, skyde kongressen endeligt i gang under national bevågenhed fra både medier og regering. Fire dage i vente med alskens tilbud og muligheder.
Velkommen til socialpædagogik de luxe.