Venskabet giver lige det lille ekstra
Sociale restauranter, der sammentænker beskæftigelse af handicappede, psykisk syge og andre udsatte grupper med fokus på gode råvarer breder sig i det ellers kriseramte Italien
Vi har verdens bedste job, gentog AIEJI-præsident Benny Andersen i sin åbningstale. Jo, men inden for den kategori er der måske nogle, der alligevel er bedre end andre. Tag nu bare Emiliano Proietto. Han har brugt nogle måneder på at rejse rundt og lave en restaurantguide – sådan en socialpædagogisk Michelin-guide til restauranter i Italien. Smagt på maden, talt med de ansatte og lavet sine omtaler.
Men ok, det skal være ham vel undt. Med afsæt i nogle venners restaurant – La trattoria de Gli Amici i Trastevere-kvarteret i Rom, hvor han selv har arbejdet i en årrække – har han udviklet en model for sociale restauranter: Restauranter, der tager et socialt ansvar og samtidig arbejder for bedre fødevarekvalitet.
Nu er konceptet ved at brede sig til hele Italien. Det betyder masser af arbejdspladser til udsatte og handicappede, og det betyder nye retter på menukortet. Og det kræver da en guide, ikk’?
Men hvorfor restauranterne? Jo, forklarer Emiliano Proietto på en af AIEJI-kongressen mange workshops, ganske enkelt fordi restaurationsbranchen er en central branche i Italien. Den er stor, den er tilgængelig og brugt af alle lag i samfundet, og så har den historisk set haft en ‘familiestruktur’, man kan bygge videre på.
Baggrunden for hans projekt er dyster: Som i mange andre lande er udsatte og handicappede i Italien hårdt presset – ja, nærmest presset ud af arbejdsmarkedet:
– I Italien har det altid været svært for disse grupper at komme ind på arbejdsmarkedet, det må vi erkende. Men nu har den økonomiske og sociale krise smækket døren til arbejdsmarkedet helt i for udsatte og handicappede. For disse grupper er et job blevet en uopnåelig drøm, fortæller Emiliano Proietto.
De tørre tal siger, at de udsatte gruppers beskæftigelse på tre år fra 2009 til 2012 faldt med 34 pct. – og i forvejen var beskæftigelsesgraden kun 18 pct. Tallene er dog usikre og der mangler især præcis viden om de psykisk syges beskæftigelse.
– Man kan jo godt have den tilgang, at job til de udsatte er luksus, men den meget lille arbejdsmarkedstilknytning er, som jeg ser det, et symptom på en generel dårlig inklusion, siger Emiliano Proietto.
Mangedoblende effekt
Tilbage i slutningen af 1970’erne lukkede man de store psykiatriske hospitaler i Italien, og de store ændringer, der fulgte, har været båret af ‘drømmen om det inkluderende samfund’, fortæller Emiliano Proietto. Og en lang række sociale organisationer har i årevis arbejdet med jobmuligheder.
– Men trods ihærdige indsatser med jobtræning osv., fortsatte jobmulighederne med at være små, og så var vi nogle, der fik den ide at koncentrere indsatsen om restaurationsbranchen, siger Emiliano Proietto.
Ideen var at bruge den familiestruktur, der præger branchen, som murbrækker: Man er vant til at tage sig af hinanden og give plads til familiens handicappede eller psykisk syge i branchen – der er en rummelighed og et antal jobfunktioner, der kunne give plads til mennesker med forskellige forudsætninger.
Hans eget arbejde i La trattoria de Gli Amici havde gjort ham nysgerrig på, hvilke mekanismer der gjorde, at det fungerede, så han rejste rundt og besøgte restauranter, der havde fået det til at fungere:
– Det var steder med ansatte, der var fysisk handicappede, havde Downs Syndrom, var psykisk syge eller var fra udsatte grupper som fx unge, enlige mødre. Jeg lyttede til deres historier – om hverdagen, tankerne bag og om, hvordan projekterne har udviklet sig. Mange steder integrerer man mad og kunst lavet af de ansatte – og det gik op for mig, at det havde en stor virkning på lokalsamfundet, beretter Emiliano Proietto.
Og hvorfor nu det? Handler det ikke om at få biksen til at løbe rundt?
– Produktivitet og konkurrence er selvfølgelig elementer, der er i spil – men er ikke afgørende for de menneskelige relationer. Og det var der, det gik op mig, at der var en ekstra ingrediens på de steder, hvor inklusionen fungerede: Venskab. Det havde en forbløffende stor effekt på arbejdet og kvaliteten. Venskabet mangedoblede dem, konstaterer Emiliano Proietto med et smil.
– Den entusiasme, de udsatte bærer ind i projekterne, smitter af: De føler sig anerkendt, det giver stor loyalitet, som både kan mærkes af kollegerne og kunderne.
Flere ingredienser
Dermed ikke sagt, at det bare er sådan lige at indføre – ikke hvis det skal være holdbare løsninger, understreger han:
– Det kræver selvfølgelig en uddannelse af de forskellige handicapgrupper på restaurationsskolerne – målet er, at alle ender med at have en uddannelse inden for området. Og parallelt skal der også ske en uddannelse af de ansatte på restauranterne, så de ved, hvordan de skal håndtere de nye kolleger. Og i Rom er det lykkedes: her har mange handicappede og psykisk syge fundet job på restauranterne, fortæller Emiliano Proietto
Men ud over det sociale og inkluderende aspekt har projektet også fokus på kvaliteten af den mad, der serveres på de sociale restauranter. Der lægges vægt på lokale råvarer, på bæredygtighed og sundhed.
– Men det er ikke et stramt koncept. Alle restauranterne er forskellige i deres udtryk og stil – de grundlæggende værdier er bare de samme. Nogle har professionelle kokke og handicappede, der arbejder side om side – nogle har en anden arbejdsdeling. Men der skal være en kontaktperson, som følger udviklingen. Nogle steder er det en socialpædagog, andre steder er det frivillige fra en social velgørenhedsorganisation., fortæller Emiliano Proietto.
Der er også forskel på den måde, økonomien er skruet sammen omkring de enkelte projekter: Nogle steder er det offentligt støttet, andre steder er det velgørenhedsorganisationer eller fonde, der står bag. Og de udsatte og handicappede har nogle steder en helt almindelige ansættelseskontrakt, mens de andre steder er i praktik eller andre former for ordninger med en eller anden form for løntilskud.
En ny handicapkultur
Emiliano Proietto er optimist, når det gælder videreudviklingen af projektet:
– Dels er det en model, der kan kopieres til andre felter. Dels kan jeg konkludere, at selv under en dyb krise som denne er det her arbejde muligt, siger han.
På workshoppen viser Emiliano Proietto en lille film om La trattoria de Gli Amici, der bl.a. deltager i en stor fødevaremesse. Stolthed og glæde lyser ud af de medvirkende i filmen og går igen i nogle af de citater, Emiliano Proietto læser op.
– Mit job giver mig en uafhængighed af familien – en sand følelse af frihed, siger en.
– Jeg er også noget værd, siger en anden.
Og en kok understøtter Emiliano Proiettos optimisme med sit udsagn:
– Jeg besluttede mig for at vælge at give mit job en solidarisk dimension.
Det er det, projektet handler om for den enkelte, siger Emiliano Proietto – men det handler også om noget mere:
– Vi forsøger at skabe en samling af best practice-eksempler på social inklusion. Det er en del af et større projekt – det er en måde at konfrontere en udvikling og et ømtåleligt dilemma: At hverdagen og arbejdsmiljøet bliver mere og mere menneskefjernt og mindre og mindre baseret på den enkeltes bidrag. Vi sætter de menneskelige relationer ind som det bærende – og det afføder en følelse af værdighed og, ja, venskab. Dybest set handler det om at skabe en ny handicapkultur, som kan være berigende for alle, siger Emiliano Proietto.
Så lige nu arbejder han på at få lavet den der guide til de sociale restauranter – med madanmeldelser, fortællinger om stederne og deres indsats for at inkludere og skabe værdig lighed. Og som en af de medvirkende i filmen med genert stolthed sagde:
– Altså, det her er jo ikke noget, alle kan, vel?
Læs mere om La trattoria de Gli Amici via www.kortlink.dk/cag6
Overskriften på denne artkel er ændret.