Statistik med mange ubekendte
Danmarks Statistik skelner ikke mellem børn, der er anbragt på grund af sociale problemer og børn, der er anbragt på grund af handicap – og det farver billedet af, hvordan den samlede gruppe af anbragte børn klarer sig
Der er ingen tvivl om, at tidligere anbragte uddannelsesmæssigt klarer sig dårligere end andre – men der er usikkerhed om, i hvor høj grad det skyldes handicap.
Danmarks Statistik skelner nemlig ikke mellem børn, der er anbragt på grund af et handicap som eksempelvis udviklingshæmning, og børn, der er anbragt, fordi deres far eller mor har vanskeligheder som eksempelvis stofmisbrug.
Og Danmarks Statistik skelner derfor heller ikke mellem børn, der fra fødslen har potentialet til at tage en folkeskoleuddannelse og børn, der selv med den bedste træning aldrig kan lære at sige deres eget navn.
Specialkonsulent i Danmarks Statistik, cand.polit. Birgitte Brøndum, forklarer:
– Statistikken bliver ført efter, hvem der får tildelt støtte efter bestemte paragraffer i Serviceloven – og det er de samme paragraffer, der bruges, når et barn eksempelvis anbringes på grund af et fysisk handicap og på grund af sociale årsager.
Umuligt at trække tal ud
I mange andre situationer kan man få trukket nye tal ud af Danmarks Statistiks enorme database, hvis blot man er villig til at betale en programmør og en statistiker for ulejligheden. Men når det gælder anbragte med og uden handicap, kan det ikke lade sig gøre – selv ikke med den største pose penge.
Hvis det skulle kunne lade sig gøre, skulle kommunerne nemlig først registrere handicappet på det enkelte cpr.nr. Det er stat og kommuner i gang med at gøre i et stort projekt om national dokumentation på handicapområdet, men projektet omfatter kun voksne.
Mette Lausten, der er seniorforsker på SFI og projektleder for SFI’s forløbsundersøgelse om anbragte børn, siger:
– Hvor gerne jeg end ville, kan jeg på nuværende tidspunkt ikke skelne mellem gruppen af anbragte børn med og uden handicap. Og det mudrer selvfølgelig billedet af, hvordan de anbragte uden handicap klarer sig.
Anbragte uden handicap klarer sig bedre
Ingen ved, hvor stor en andel af alle anbragte, der har et handicap – men SFI’s tidligere undersøgelse af 11-årige anbragte viser ud fra anbringelsesstedernes besvarelser, at hver tredje anbragte 11-årige enten har et handicap eller en langvarig sygdom. Knap hver tiende (9 pct.) er udviklingshæmmet. Når det gælder de 15-årige er andelen af handicappede lavere – 21 pct. har mindst én diagnose på et handicap eller en langvarig sygdom, viser en SFI-undersøgelse, der udkom i foråret.
Undersøgelsen af de 11-årige i ‘Anbragte børns sundhed og skolegang,’ viser også, at der er endog meget stor forskel på, hvordan anbragte med og uden handicap klarer sig i skolen. Eksempelvis er det kun 17 pct. af de anbragte 11-årige med en diagnose, der går i en almindelig folkeskole eller privatskole mod 84 pct. af de børn, der ikke har diagnoser og udelukkende er anbragt på grund af forældrenes problemer.
I præsentationen af undersøgelsen konkluderer SFI: ‘Som helhed klarer de anbragte børn sig fagligt og socialt dårligere i skolen. Det er imidlertid især børn med diagnoser og adfærdsproblemer, som har svært ved at klare sig i skolesystemet’.
Statistikken er vigtig
I SFI-undersøgelsen af de anbragte 15-årige er anbragte med og uden handicap behandlet under ét, men i fremtiden håber Mette Lausten, at hun får mulighed for at skelne:
– Sat på spidsen burde alle de børn, der udelukkende er anbragt på grund af sociale problemer, få så meget hjælp og støtte, at de i sidste ende kan klare sig selv. Og hvis vi får et mere klart billede af, hvordan de klarer sig i dag, ved vi også, hvor mange, der har brug for en særlig indsats.
Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, ser også gerne en mere præcis statistik:
– Det kan da være relevant at få pillet tallene for handicappede og ikke-handicappede ud, så vi får så præcist et billede som muligt. Også fordi, der skal noget forskelligt til at hæve uddannelsesniveauet for børn henholdsvis med og uden handicap.
SFI-rapporten ‘Anbragte børns sundhed og skolegang’ fra 2008 kan hentes via www.kortlink.dk/byg2
SFI-rapporten om de 15-årige ‘Anbragte 15-åriges hverdagsliv og udfordringer’ fra 2013 kan hentes via www.kortlink.dk/cgba
Årsager til anbringelser Ankestyrelsen fører statistik over hvilke årsager, der er udslagsgivende for, at et barn anbringes. Der kan godt være flere årsager. Nedenstående viser hyppigheden af anbringelser, hvor et handicap eller andre helbredsforhold er udslagsgivende årsag. |
|||||
Fysisk funktionsnedsættelse | Udviklingsforstyrrelser (autisme, ADHD m.v.) | Udviklingshæmmede | Sindslidelse | Sundhedsforhold/ helbred i øvrigt | |
I pct. af alle afgørelser |
2,7 |
11,5 |
4,1 |
2,8 |
14,1 |
Kilde: Ankestyrelsens anbringelsesstatistik, tabel ANBR2, 2011 – læs mere på www.kortlink.dk/byh6. Bemærk, at statistikken ikke siger noget om det samlede antal anbragte børn med handicap, da et barn godt kan være handicappet uden, at det angives som årsagen til anbringelsen. Eksempelvis hvis et barn anbringes på grund af forældrenes misbrug og samtidig selv har en fysisk funktionsnedsættelse.