Ud af boksen
Selv om eleverne har været udsat for massive omsorgssvigt og lider af koncentrationsbesvær, er de faglige krav høje på Hjortholm Kostskole. Her er klasseundervisning, fuld fagrække, vejledende timetal og en forventning om en afgangsprøve til alle
Klasseværelset dirrede af forventning. Mon nogle ville få topkarakter? Og hvem? Der var lys i elevernes øjne, men læreren, Pia Pedersen, havde det skidt.
Hun vidste, hvad der ventede.
I 2007 fik Hjortholm Kostskole en ny skoleleder, Jimmy Adler Thomsen, der omorganiserede undervisningen af de stærkt omsorgssvigtede og socialt belastede børn på døgninstitutionens interne skole.
Før var Pia Pedersen og hendes dansk-kollegaer ofte tilfredse, hvis børnene begyndte at læse og skrive selv, men nu var overliggeren hævet. Målsætningen lød – og lyder – at alle børn skal gennemføre folkeskolens afgangsprøve, og al undervisning skal pege derhen. Således også karaktergivningen i ottende klasse, der bliver givet efter helt samme skala som den, der gælder for alle andre ottende klasses elever i Danmark.
Hvis den karakterskala skulle følges, var Pia Pedersen nødt til at give de fleste elever 0.
Og hvordan ville de mon reagere på det? Ville de smide det hele fra sig og give op?
Og kunne de forstå det, når Pia Pedersen ellers plejede at rose dem for at komme på banen og begynde at vise et fagligt engagement?
Pia Pedersen kunne ikke bære at levere budskabet.
– I får karaktererne i sidste time, sagde hun.
Sofaer i klassen
Pia Pedersen har været lærer i 20 år. Heraf de sidste 11 på Hjortholm Kostskole.
Da hun kom, foregik undervisningen meget anderledes end i dag.
Klasseværelserne lignede ikke almindelige klasseværelser, men var eksempelvis møbleret med spiseborde eller sofaer. Trygheden var i højsæde, så børnene gik på hold med de samme børn, de boede i hus med og det betød eksempelvis, at en 8-årig og en 15-årig kunne gå på hold sammen. Til gengæld var undervisningen individuelt tilrettelagt, så der var en plan for hver enkelt elev, og oftest sad de og arbejdede med hver sit stof. Tit i en boks eller med ansigtet ind mod væggen, så de bedre kunne holde koncentrationen. Og når lærerne vurderede, at børnene havde for svært ved at modtage undervisning, fik de i stedet lov til at lege eller spille playstation. Der var ingen timer i tunge fag som fysik, og skoleugen indeholdt kun 18-20 lektioner.
Vanskelige livsvilkår
I dag er der vendt op og ned på det hele, og bunsenbrænderne i fysik-lokalet er kun ét af de synlige tegn på forandring. Sofaerne er skiftet ud med helt almindelige skoleborde, der ofte står på række med front mod tavlen, og klasseværelserne ligner de fleste andre klasseværelser – bortset fra, at der kun er mellem fire og otte elever i klassen, og at der altid er mindst to lærere. Eleverne har lige så mange lektioner, som deres jævnaldrende i folkeskolen, de undervises i hele fagrækken og altså eksempelvis også i tysk og fysik. Og de går i klasser, der svarer til deres alder.
Men eleverne har i udgangspunktet lige så store vanskeligheder som de elever, der kom, da Pia Pedersen begyndte.
Jimmy Adler Thomsen fortæller:
– Målgruppen er børn med særlige behov, hvoraf mange af dem også er diagnosticeret med eksempelvis ADHD eller andre psykiatriske diagnoser. Normalt er jeg ikke meget for at generalisere, men generelt må jeg sige, at vores elever har været udsat for massive omsorgssvigt, eller som jeg foretrækker at sige det: At de har nogle meget vanskelige livsvilkår. Nogle har været udsat for seksuelt misbrug eller vold, og nogle har begået alvorlig kriminalitet som ildspåsættelse. Et fællestræk er, at børnene har svært ved at koncentrere sig og svært ved at begå sig i sociale sammenhænge. Og at de er her, fordi de ikke kan være andre steder.
|
Hjortholm Kostskole Hjortholm Kostskole ved Næstved har driftsoverenskomst med Gentofte Kommune. Kostskolen blev grundlagt i 1833 og er hjem og skole for børn med særlige behov. For øjeblikket er der omkring 30 elever. Skoledelen koster 921 kr. i døgnet pr. elev. Før omlægningen i 2007, der hævede ambitionsniveauet i skolen betragteligt, kostede skoledelen 680 kr. i døgnet pr. elev. Læs mere om skolen på www.hjortholmkostskole.dk |
Starter på minus 50
Tilbage ved karaktergivningen i ottende klasse gik skoledagen på hæld.
Pia Pedersen kunne ikke trække den længere, og så fik hun pludselig en idé.
På tavlen tegnede hun et barometer, der sluttede med topkarakteren 12, og begyndte med minus halvtreds.
– Her var I, da I kom her, forklarede hun og pegede på minus 50, og hvis I får karakteren 0, er I inde på normalområdet.
Bagefter åndede hun lettet op.
Eleverne købte argumentationen, for som hun siger i dag:
– De kan godt forstå, at når man eksempelvis har været helt fraværende fra skolen i flere år, ja, så er der noget at indhente. Og man kan godt være nået langt, selv om man får 0.
Høj faglighed
Pia Pedersen og Jimmy Adler Thomsen understreger begge, at en specialskole med så højt et ambitionsniveau, kræver høj faglighed hos de ansatte. En faglighed, der på Hjortholm Kostskole skal sikres gennem efteruddannelse, intern undervisning og supervision.
Fagligheden går dels på det fagfaglige, altså eksempelvis præcis hvordan, man bedst underviser i faget dansk, og der er linjefagsuddannede lærere i alle fag.
Pia Pedersen, der er dansklærer og læsevejleder, giver et konkret eksempel:
– Vi skal hele tiden være på faglig forkant og tilrettelægge undervisningen, så eleverne får den bedst mulige chance for at klare kravene med deres særlige forudsætninger. Et konkret eksempel er eksamenen i mundtlig dansk, hvor man kan vælge mellem to prøveformer: En, hvor eleverne trækker en ukendt tekst, og en, hvor eleverne kender teksten og på forhånd skriver en synopsis. Her plejer man at sige, at synopsis-prøven er bedst for de dygtigste elever, men vi har fundet ud af, at den også er bedst for vores elever, fordi de så i hvert fald forstår teksten.
Fagligheden går også på tilgangen til eleverne. Den skal være gennemsyret af anerkendelse og en tro på, at alle kan og vil lære.
Dansk med niende
Denne mandag formiddag har Pia Pedersen dansk med 9. klasse.
– Den roman, I skal læse, hedder ‘Et mærkeligt skib’, begynder hun og bliver afbrudt af en af de seks elever:
– Hvorfor fuck skal vi læse sådan en lorteroman?
– Det behøver vi slet ikke diskutere. I skal læse. Det skal alle andre i niende klasse, og det skal I også, svarer Pia Pedersen.
På Hjortholm Kostskole er der smartboards i alle klasser, og Pia Pedersen blæser opgaverne op, så alle kan se. Der står ‘førlæsning’ på programmet og eleverne skal blandt andet diskutere, hvad forsidebilledet fortæller, og hvad de kan forvente af bogen på baggrund af bagsideteksten.
– I skal arbejde parvis, indleder Pia Pedersen og ser så opmærksomt på en pige:
– Vil du gerne arbejde alene?
– Ja, svarer pigen.
– Kan du klare at være herinde?
– Ja.
– Det vil være fint, hvis du kan det.
Så rækker en dreng fingeren op.
– Jeg vil gerne gøre det selv, siger han.
Og så ender det til sidst med, at der kun bliver en enkelt tomandsgruppe. Resten arbejder på egen hånd.
De svære relationer
Bagefter forklarer Pia Pedersen, at hun hele tiden forsøger at få eleverne til at indgå i relationer, men at det langt fra altid lykkes. Hun skal finde en balancegang, så hun på den ene side tager hensyn til, hvad den enkelte elev er i stand til netop i dag – og på den anden side hele tiden sigter mod målet om så normal en skolegang som mulig. En skolegang, der skal gøre det muligt for barnet at fortsætte i det videre uddannelsesforløb. Som skoleleder Jimmy Adler Thomsen udtrykker det:
– På kort sigt kan det godt være, at det fx er bedre for at barnet at sidde i en boks for at koncentrere sig, men på langt sigt duer det ikke, for læring foregår i relationer. Derfor følger vi professor Inge Bryderups anbefalinger om, at en intern skole i så høj grad som muligt skal ligne den almindelige skole.
Vælg dine kampe
Helt almindeligt ser der nu ikke ud i 9. klasse.
Marco Jensen ligger ind over bordet med hovedet i armene, og det afføder ikke den mindste kommentar fra de to lærere.
Ina Rasmussen har droppet skolearbejdet og stirrer i stedet ud i luften, mens hun piller ved sit viskelæder.
– Har du læst? spørger Pia Pedersen.
– Åh, jeg gider ikke mand.
– Nej, men så må du prøve alligevel, siger Pia Pedersen, mens hun roligt går videre til næste elev og lader Ina Rasmussen være i fred.
Efter timen fortæller Pia Pedersen, at hun er helt bevidst om at presse – uden at presse for meget. Og at hun hele tiden må vælge sine kampe med omhu.
– Efter at vi er begyndt at stille større krav, er konfliktniveauet blevet noget højere, og det kan gøre det hårdere at være lærer. Men når vi så kommer til den store dag, hvor vi holder dimissionsfest, ja, så er det alle kampene værd. Jeg tror, vi alle sammen får en klump i halsen, når eleverne står der og ligner nogle pæne unge mennesker. Og er så stolte over deres afgangsbeviser.
– Og så ved vi, at nu har de i hvert fald flere muligheder i deres liv, end de havde for to år siden. At de er kommet et skridt nærmere at blive mønsterbrydere.
Alle navne på elever er ændret.