icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Ansvarsforsikring

Folketinget må løse problemet

Medarbejdere, der udsættes for vold på deres arbejde, skal ikke lide økonomisk tab, fordi de må sygemelde sig. Folketinget skal finde en løsning, mener både politikere, arbejdsgivere og de faglige organisationer

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 21-2013 /

Alle var enige. Politikere, faglige organisationer, arbejdsgivere og pårørendegrupper. Der skal findes en løsning, så medarbejdere, der udsættes for fysisk eller psykisk vold på deres arbejde af en beboer, skal have erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og svie og smerte.

Der var også enighed om, at løsningen skal komme fra Folketinget, som kan komme problemet til livs gennem lovgivning.

Derfor var det glædeligt, at Enhedslisten og Dansk Folkeparti gav hinanden håndslag på, at de ville gøre noget. Det skete, da de den 10. oktober deltog i en høring på Christiansborg om vold på arbejdspladsen.

Socialpædagogerne havde i samarbejde med FOA, FTF og advokatfirmaet Elmer & Partnere arrangeret høringen, som bar titlen: ‘Vold i arbejdet – offerets svære vej til erstatning’.

I dag er det sådan, at mange borgere i de kommunale og regionale sociale tilbud ikke har en ansvarsforsikring. Det betyder, at en medarbejder, der har været udsat for vold, kun kan få dækket tabt arbejdsfortjeneste, hvis vedkommende slæber den borger, der har udøvet volden, i retten

– Den voldelige adfærd er som regel ikke begrundet i ond vilje eller intentioner om at skade den ansatte, sagde Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, da han åbnede høringen.

Men medarbejderne skal selvfølgelige ikke have et økonomisk tab. Det problem skal løses. Derfor var alle aktører sat stævne til høringen.

– Problemet er af en sådan karakter, at der skal findes en løsning. Det skal der af hensyn til de ansatte. Men det skal der også i forhold til de borgere og brugere, som kan risikere en retssag, hvor der bliver fremsat krav om en stor erstatning, sagde Benny Andersen.

På mange private sociale tilbud har man løst problemet på den måde, at tilbuddet har tegnet en fælles ansvarsforsikring, som gælder for alle beboerne. Men den løsning kan kommuner og regioner ikke vælge, fordi kommunalfuldmagten forbyder dem at tegne en ansvarsforsikring, der begunstiger nogle borgere frem for andre.

Der bliver flere og flere

Det haster med at finde en løsning, var det gennemgående budskab på høringen, for vold på arbejdspladsen forekommer rigtig mange steder inden for social- og sundhedsområdet og i undervisningssektoren, fortalte Benny Andersen

Den seneste undersøgelse fra Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser, at mere end 37 pct. af socialpædagogerne har været udsat for vold inden for en periode på 12 måneder.

– Det er foruroligende tal. Vi skal konstant forebygge vold, men vi må ikke svigte de ansatte, som har været udsat for vold, og som både menneskeligt og økonomisk står i en svær situation, siger Benny Andersen.

Claus Tønnesen fra Forsikring og pension kunne nikke genkendende til tallene i voldsstatistikken:

– Vi oplever et stigende antal voldsepisoder, og de er mere alvorlige end tidligere.

Vejen vi skal vælge

Spørgsmålet er, hvilken vej, Folketinget vil gå, når de vælger en løsning. Skal det være forsikringsvejen, hvor kommuner og regioner forpligtes til at sikre, at medarbejderne ikke skal lide økonomiske tab, hvis de udsættes for vold eller trusler fra en beboer, som de er ansat til at drage omsorg for? Eller vil man gå andre veje?

Politisk konsulent Thomas Gruber fra LEV bragte nye nuancer ind i debatten ved at fortælle, at det i visse situationer kunne være dyrere for en udadreagerende person at tegne en forsikringspræmie end for resten af befolkningen. Desuden er der tilfælde, hvor forsikringsselskabet ganske enkelt har afslået at tegne en forsikring med den begrundelse, at personen er udadreagerende.

– Det er urimeligt, hvis handicappede skal betale en dyrere forsikring. Det er i strid med FN’s Handicapkonvention, som indeholder klare forbud mod forskelsbehandling.

Deltagerne i høringen var enige om, at der var brug for grundigt at få drøftet, hvilken model, der er den mest hensigtsmæssige, og de faglige organisationer, der var repræsenteret på høringen, kunne give folketingspolitikerne håndslag på, at de var klar til i enighed at samarbejde om en løsning af problemet.

Hvilken model, Folketinget vælger, vides ikke, men Benny Andersen repræsenterede flere faglige organisationer, da han gav sit bud på, hvordan problemet kunne løses.

– Kommuner og regioner skal forpligtes til at tegne en kollektiv forsikring. 


Læs også den faglige kommentar i dette nummer og artiklerne om ansvarsforsikring i Socialpædagogen nr. 22/2012

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø, Forbund og a-kasse