I Socialpædagogen nr. 9/2013 kan man læse en notits, hvoraf det fremgår, at Odense Kommune, som en del af frikommuneforsøget, har søgt og under visse forudsætninger fået mulighed for at flytte handicappede fra længerevarende botilbud og ældre fra en plejebolig, hvis deres situation ændrer sig. Dette vel at mærke uden borgerens samtykke.
Jeg synes, at det er meget betænkeligt, når man tager grundlæggende rettigheder, som det at kunne beholde sin egen bolig, fra bestemte befolkningsgrupper. Desværre fremgår det ikke af notitsen, hvad der ligger i udtrykket ‘visse forudsætninger’, og jeg har forståelse for, at en person kan udvikle sig uhensigtsmæssigt i forhold til sin boligsituation, måske endda være til frygt og fare for medborgere.
Jeg kan dog godt frygte, at denne mulighed for at flytte borgere fra deres hjem, og endda mod deres vilje, også kan bruges til at effektivisere de kommunale tilbud, således at man i højere grad kan samle borgere med ensartede vanskeligheder i samme botilbud og så kalde det specialisering.
En sådan udvikling vil være dybt tragisk. Den vil træde borgernes rettigheder under fode og højst sandsynligt være i modstrid med FN’s handicapkonvention.
Under alle omstændigheder bør et af den lokale kommunekasse uafhængigt organ skulle godkende hvert eneste tilfælde, hvor denne mulighed bruges. Men det er altså en utiltalende tendens.