Vi fisker efter de ufortalte fortællinger
Projekt Efterværn i Randers har siden 2009 arbejdet for at få tidligere anbragte unge ud af risikozonen for at blive udsatte. Ved hjælp af narrativ praksis har projektet insisteret på, at vejen frem er menneskelig udvikling, selvbestemmelse og individuelle livsbaner. Projektet har skabt gode resultater
Engang var 21-årige Sannie Wistoft med egne ord en meget udadreagerende teenager. Gang på gang tørnede hun sammen med plejeforældrene, som hun boede hos i næsten 15 år. De ønskede for hende, at hun skulle bryde med den negative sociale arv, hun havde med i bagagen, og blive en mønsterbryder. Forventningerne føltes mest af alt som en tung byrde, hun ikke formåede at leve op til.
Da hun som 18-årig blev puffet ud af reden, var hun ked af sit liv, og selvtilliden var helt i bund. Sådan var situationen, da hun for tre år siden kom med i Projekt Efterværn, hvor hun i den forløbne tid har haft ugentlige samtaler med sin kontaktperson, Frank Dam Yde, socialkonsulent og projektkoordinator. I begyndelsen en eller to gange om ugen, og siden når det brændte på.
– Jeg har både fået støtte til praktiske ting, fx i valget af uddannelse og skole, og i at finde mine styrker frem. Jeg er blevet bakket op i at træffe mine egne valg, og jeg er blevet bedt om at reflektere. Jeg har lært mig selv at kende, er blevet afklaret omkring mine værdier, og jeg er blevet en meget rolig person. Nu synes jeg, at jeg har et godt liv, siger Sannie Wistoft, som er næsten færdiguddannet social- og sundhedshjælper. På sigt vil hun gerne videreuddanne sig inden for det psykiatriske felt, men først vil hun gerne ud at arbejde et års tid.
I alt 23 tidligere anbragte unge har været med i Projekt Efterværn, der er afsluttet i august i år. Hensigten er nu, at metoderne fra narrativ praksis, som projektet har været baseret på, skal implementeres i Randers Kommunes Ungebase. Erfaringerne er værd at bygge videre på, for deltagerne klarer sig generelt bedre end målgruppen inden for en bred vifte af områder. Fx er to tredjedele gået i gang med en uddannelse eller er kommet i job, og de holder ved. 84 pct. har stabile boligforhold, projektet har virket præventivt på kriminalitet, langt de fleste har opnået stabile relationer, og samtlige deltagere oplever, at projektet har styrket deres selvværd.
Eksperter i eget liv
Frank Dam Yde forklarer, at en af de bærende ideer i projektet har været at lade de unge selv være eksperter i deres liv.
– Der er en tendens til mere og mere topstyring i de unges liv. Politikerne vil gerne have dem til at skynde sig igennem uddannelserne, så de hurtigst muligt kan komme ud at virke i et job. Der bliver strammet ind og effektiviseret ud fra økonomiske betragtninger af, hvad der betaler sig bedst. I Projekt Efterværn er vi gået imod denne tendens. Vi har insisteret på at fokusere på, hvad der er vigtigt for unge selv, for projektets vigtigste målsætning har været at hjælpe dem med at tage styringen i eget liv og blive selvstændige personer, som er i stand til at leve uden støtte, forklarer Frank Dam Yde.
Han ser samtale og samvær som den vigtigste katalysator for udviklingen frem mod en selvstændig tilværelse for den enkelte.
– Når de unge ved, hvad de vil, og hvorfor det er vigtigt for dem, finder de selv handlekraften til at tage de næste skridt. Det har jeg set gang på gang. Den vigtigste opgave for mig som kontaktperson er derfor at arbejde med identiteten. Det har således ikke været min opgave at fortælle de unge, at de ikke skal ryge hash, holde sig fra at stifte gæld eller sælge en bil, der ikke er råd til. I narrativ praksis betragter man mennesket som et intentionelt væsen, som agerer på en bestemt måde ud fra gode hensigter. Det er vigtigt at have respekt for dette. Jeg stiller spørgsmål, og i processen sker der ofte det, at den unge bliver klar over, hvorfor hun handler, som hun gør, og derigennem finder ud af, hvad der er vigtigt for hende, og hvad hun gerne vil opnå. Denne udvikling med de unge er vi gået helhjertet ind i, siger Frank Dam Yde.
Med på sidelinjen
Tidligere anbragte løber ofte ind i massive problemer i overgangen fra ung til voksen. Barndommen igennem har de været vant til, at der er blevet truffet store beslutninger hen over hovedet på dem. Netop derfor har Projekt Efterværn insisteret på, at de tilknyttede kontaktpersoner ikke har gjort noget for de unge, men med dem. Efter et år, hvor en ung fx ikke har ønsket hjælp til økonomien, er tre telefoner blevet lukket, den unge er smidt ud af sin lejlighed, depositum er tabt mv. Kontaktpersonen ser til uden fordømmelse, og ‘hvad sagde jeg’-holdning.
– Under processen har vi en fortløbende samtale med den unge, og så længe den situation, de står i, afspejler deres ønsker, er vi som fagpersoner tilfredse. Med tiden når den unge selv frem til at ønske at have styr på økonomien, hvorefter hun i samarbejde med kontaktpersonen får lagt en strategi, fortæller Frank Dam Yde.
Han står gerne ved siden af den unge, når hun ringer til en kreditor for at aftale en afbetalingsmodel, hvis det ønskes – men han ringer ikke selv.
|
Projekt Efterværn Projekt Efterværn er et efterværnstilbud for tidligere anbragte unge mellem 17 et halvt og 23 år, bosat i Randers Kommune. De unge, der har været med i Projekt Efterværn, kommer alle direkte fra anbringelse hos plejefamilie, institution eller anbringelse på eget værelse. Målgruppe: Den primære målgruppe for projektet er anbragte 17 et halvt-årige, hvis anbringelse planlægges til ophør ved det fyldte 18. år. Ved anbringelsens ophør skal de unge være bosat i Randers Kommune. Formål: At udvikle, afprøve og forankre en effektiv, helhedsorienteret og selvstændiggørende efterværnsindsats for tidligere anbragte unge i aldersgruppen 17 et halvt til 23 år, bosat i Randers Kommune. Projektet er afsluttet pr. 15. august 2013. Projekt Efterværn er del af et større initiativ – ‘Lige muligheder – støtte til udsatte børn og unge’ finansieret af Socialministeriet. Ti ud af i alt 39 projekter omhandler efterværn til tidligere anbragte i alderen 17-23 år. |
Lærer at reflektere
Et vigtigt element i narrativ praksis er eksternalisering, hvilket vil sige, at man ikke betragter mennesket som problemet, men problemet som problemet. Deri ligger en accept af, at det er menneskeligt at fejle, og det bliver muligt at italesætte vanskeligheder på en ikke-fordømmende måde.
– En sikker vej er at lave en masse fejl, for så taler vi om, hvordan den unge ønsker, at tingene skal være. De flytter sig, selv om det ikke har været vores fokus, og de bliver rigtig gode til at reflektere. I narrativ praksis fisker vi efter de ufortalte foretrukne fortællinger, der bærer fremad og giver valgmuligheder, fortæller Frank Dam Yde.
– Vi kan godt tale om alt det, som de unge ikke vil, men vi vil hellere tale med dem om, hvad de vil, og hvor de ønsker at komme hen. Negative historier kan blive en identitet. Siger den unge, ‘Jeg er så dum’ eller ‘Jeg kan ingenting’, er det min opgave at sætte spørgsmålstegn ved den konklusion. Fx ‘Er der tidspunkter, hvor du ikke er dum?’. På den måde åbner man for en anden selvopfattelse, siger han.
Bruger sig selv
I samtalerne med de unge har Frank Dam Yde gjort flittigt brug af sine egne livserfaringer. I narrativ praksis anses det som væsentligt, at den professionelle stiller sig til rådighed på denne måde og bruger eget sprog og historier til at vise muligheder.
– I projektet har vi ikke skelnet mellem personlig, professionel, privat. Jeg tror, at mange socialarbejdere gemmer sig bag titler, og det har vi villet undgå. Jo mere jeg er mig selv, jo mere menneskelig bliver jeg. Jeg deler gerne min livserfaring. ‘Det er altså bare min holdning’, har jeg ofte sagt for at signalere, at den måde, jeg har tacklet et problem eller en bestemt situation på, er en mulighed, som de i sidste ende selv vælger, om de vil bruge. Når jeg er mig selv, kan de unge også være sig selv, forklarer Frank Dam Yde.
I alt fire medarbejdere har været tilknyttet Projekt Efterværn, der kontinuerligt har haft to ansatte ad gangen. Frank Dam Yde er den, der har været med i længst tid, nemlig tre et halvt år. Han har udviklet konceptet sammen med en tidligere kollega. Alle fire er efteruddannede i narrativ samtaleterapi.
De unge har haft en personlig kontaktperson tilknyttet gennem hele forløbet. Kontaktpersonen har udover de terapeutisk orienterede samtaler også taget sig af den koordinerende indsats i forhold til fx bolig, uddannelse/beskæftigelse og netværk samt været en støtte i forbindelse med praktiske ting i hverdagen. Hvert halve år har den unge og kontaktpersonen mødtes til en status over, hvordan det går. Den unge har evalueret og reflekteret over egen situation og fremtidsønsker i samarbejde med kontaktpersonen.
Korps af frivillige
En fast ingrediens i projektet har været de månedlige fællesarrangementer, hvor de unge har mødt andre i samme situation, som de har kunnet spejle sig i, udveksle erfaringer med og skabe nye relationer til. Arrangementerne har styrket de unges sociale kompetencer, samtidig med at de har givet kontaktpersonerne et værdifuldt indblik i, hvordan de unge agerer i et fællesskab. Der har bl.a. været ture til Djurs Sommerland og et bowlingcenter samt weekendture.
Syv frivillige kom næsten helt fra starten med i projekt Efterværn. De har været med til alle fællesarrangementerne.
– De frivillige har ikke haft ansvar for de praktiske opgaver. Det har vi bevidst fravalgt. De har været et supplement til os professionelle, og de har egentlig ‘bare’ skullet komme med deres nærvær og gode humør og have lyst til at være sammen med de unge. I nogle tilfælde har det klikket mellem en ung og en frivillig, som er gået ind i en slags mentorrolle. Denne lille bagtanke har der været i inddragelsen af de frivillige, men vi har ikke presset på for at få noget til at udvikle sig. Det har skullet komme naturligt, siger Frank Dam Yde.
Han tilføjer, at de frivillige kan noget, som professionelle ikke kan. Nemlig at være sammen med de unge af ren lyst, og uden at få penge for deres indsats, hvilket spiller en rolle for unge tidligere anbragte. Ifølge undersøgelser kan professionelles pseudo-kærlighed opleves som et stort paradoks for anbragte børn og unge.
Tag over hovedet
For 23-årige Linda Fisker Krone, som har været med i projektet i tre år, fik en af de frivillige på et tidspunkt stor betydning for hendes liv.
Forhistorien er den, at hun efter at have arbejdet i otte måneder på en svinefarm i Nordjylland, hvor hun arbejdede i en fast turnus med 12 dage i træk efterfulgt af to dages fri, var løbet så meget sur i det hårde slid, at hun efter mange overvejelser sagde jobbet op. Hun flyttede ind hos en veninde, men det gik rent ud sagt ‘ad helvede til’, og hun måtte se sig om efter et andet sted at bo.
Men fordi hun ikke havde en fast adresse, kunne hun ikke få kontanthjælp. Økonomien lå i ruiner. Ubetalte regninger hobede sig op, og den bil, hun havde anskaffet sig og var så glad for, havde hun reelt ikke råd til. Et råb om hjælp i det frivillige netværk – om tag over hovedet og en fast adresse i en kortere periode – bar frugt. I to måneder boede hun hos en af de frivillige. En anden af de frivillige hjalp hende i øvrigt med at sælge bilen, og i dag har hun med hjælp fra Projekt Efterværn fået fuldstændig styr på økonomien.
– Da jeg startede i Projekt Efterværn, var jeg psykisk langt nede. Jeg var genert, og til det første møde med Frank sagde jeg ikke et ord. Jeg har altid indordnet mig. Mine forældre er psykisk syge, og hjemme hos dem har jeg altid været den voksne. Jeg har været i familiepleje og på døgninstitution, men som 18-årig stod jeg ret alene i verden.
– For mig har samtalerne med Frank været af utrolig stor betydning, og ikke mindst i den periode jeg arbejdede i Nordjylland, var vores ugentlige telefonsamtaler det, der holdt mig oppe. Jeg har bl.a. lært, at jeg ikke skal finde mig i alt – at det er ok at sætte grænser, fortæller Linda Fisker Krone.
Hun fremhæver, at hun takket være deltagelsen i fællesarrangementerne har fået meget nemmere ved at omgås andre mennesker. Nu læser hun HF-enkeltfag i Randers, hvor hun bor i egen lejlighed. På længere sigt vil hun gerne uddanne sig til biolog.