Styr på hverdagen
Shofiq var tynd og altid syg – nu trives han. Indsats i flygtningefamilie har handlet om struktur i hverdagen, fortæller socialpædagog Vibeke Lykke Nielsen
For bare et par måneder siden var Shofiqs arme og ben tændstiktynde. Den halvandet år gamle dreng var passiv, og han havde ingen kræfter. Han ville ikke spise. Han kastede maden op igen, og det var som om, livet langsomt sivede ud af ham. I dag har han runde kinder, og der er fuld fart på. Han pludrer løs på et uforståeligt babysprog bestående af lige dele malaysisk og dansk, og han sætter sine blyantstreger alle vegne, på vægge, borde, i sofaen og på gulvet.
Vi er i Stettestræde i Rønne. Shofiqs mor Masimah Karim fortæller om den dag i december 2012, hvor Shofiq ikke kunne trække vejret, og de akut måtte flyves med helikopter fra Bornhom til Rigshospitalet. Det er svært at snakke om:
– På Rigshospitalet lagde de ham i respirator. Han sov hele tiden, og der sad to sygeplejersker ved ham. De sagde, jeg skulle tale til ham og røre ved ham. Det var svært, for han kunne jo ikke høre mig, når han bare sov i den maskine. Men sygeplejerskerne sagde, at han godt kunne høre mig, og at det var vigtigt, jeg talte til ham, fordi han kendte min stemme, fortæller Masimah Karim.
– Muhammed og jeg græd meget på Rigshospitalet, fordi Shofiq kun kunne trække vejret ved hjælp af respiratoren. Efter en uge sagde lægen, at de ville tage slangen ud, men han kunne stadig ikke trække vejret, og de skyndte sig at sætte den i igen. Jeg blev meget bange. Da Shofiq blev rask, legede han ikke så meget mere. Jeg tænker meget på, hvordan det skal gå Shofiq. Jeg er meget bange for, at han bliver så syg igen, siger hans mor og kikker ud af vinduet ud på byens røde tegltage.
Koma og dialyse
Masimah Karim kom til Bornholm sammen med sin mand Muhammed Rafi Amin i 2008. Hun stammer fra et lille fiskersamfund i Cambodja og var analfabet, da hun kom til landet. I Danmark kom hun på sprogskole, og i dag sender hun sms’er på dansk. Shofiqs far, Muhammed Rafi Amin er i midten af fyrrerne og oprindeligt fra Burma. De har derfor hvert deres modersmål, men malaysisk som fællessprog.
Muhammed Rafi Amin er meget syg og kom hertil som FN-kvoteflygtning med særlige behov. Hans nyrer fungerer ikke, og den dag han landede på Bornholm holdt en ambulance klar i lufthavnen til at transportere ham direkte i dialyse på det lokale sygehus. Nu har Muhammed Rafi Amin fået en ny nyre på Rigshospitalet, og han kan arbejde nogle timer dagligt på et kommunalt beskæftigelsesprojekt, hvor han reparerer cykler.
Muhammed Rafi Amin holder af at fortælle om hans og Masimahs liv i Malaysia, før han blev syg. Han bestyrede en større restaurant, og de havde et godt liv, fortæller han. Da hans nyrer pludselig stod af, blev han indlagt på et hospital, og der lå han i koma i flere uger.
Siden har Muhammed Rafi Amin haft svært ved al teoretisk indlæring, han har svært ved at huske, og han er meget grådlabil.
Indberetninger
Det er slut med at tegne på væggen og Shofiq kravler op på sin mors skød. Hun finder Bamse og Kylling frem på sin nye smartphone – det er Shofiqs yndlingsprogram. Han putter sig i sin mors arme, og hun kan fortsætte sin beretning:
På Rigshospitalet fandt lægerne ud af, at Shofiqs lunger delvist var klappet sammen. Han havde gået med en lungebetændelse alt for længe. Da familien kom tilbage til Rønne, ville det ikke gå fremad med Shofiq. Han var hele tiden syg, måtte til lægen og blev indlagt på det lokale sygehus. Snart begyndte indberetningerne at strømme ind til kommunen. Fra sygehus, dagpleje, sundhedsplejerske og fysioterapeut. Da Bornholms Familiecenter gik ind i sagen, var situationen så alvorlig, at det var på tale at tvangsfjerne Shofiq.
Men først blev det besluttet at sætte en familievejleder på familien, og socialpædagog Vibeke Lykke Nielsen blev ansat ti timer om ugen:
– Da jeg kom første gang, blev jeg modtaget med åbne arme. Det var virkelig en familie, som havde hårdt brug for hjælp. Mange andre ville have opfattet min tilstedeværelse som utidig indblanding, men Muhammed tog rørt min hånd og takkede, fordi jeg ville hjælpe dem, husker Vibeke Lykke Nielsen. Hun fortsætter:
– Selv om Shofiq var halvandet år, kunne han ikke tygge sin mad. Så Masimah begyndte at blende den til mos, og det gik meget bedre. I starten var jeg hos familien ved mange af måltiderne, og jeg fandt også ud af, at de gav for let op. Holdningen var lidt den, at hvis Shofiq ikke vil spise, så skal han heller ikke. Siden har han fået konstateret astma, og nu, hvor han får medicin, spiser han fint.
– Noget af det første var også at få styr på alle deres læge- og hospitalsaftaler. Det her har handlet meget om integration. De manglede i høj grad en, som kunne tale deres sag i junglen af jobcenter, socialforvaltning, læger, hospitaler, sundhedsplejeske, dagpleje – der er rigtig mange mennesker, som de skal forholde sig til i det daglige. Både mor, far og Shofiq røg hele tiden på hospitalet, og hver gang var det nærmest livstruende. Nu kan jeg gå ind, få forklaret symptomerne til lægen, så der bliver stillet den rigtige diagnose, inden det går helt galt, siger Vibeke Lykke Nielsen.
Struktur og atter struktur
Familien manglede ganske enkelt struktur på deres hverdag. Når der kom brev med indkaldelse til undersøgelse hos lægen eller på hospitalet, røg det ned bag sofapuderne – og blev glemt.
– De har aldrig været vant til at strukturere deres liv. Det har ikke været vigtigt, om man kom en time før eller senere til en aftale. Det har ikke betydet noget, hvornår børn sover eller spiser. Når de har så mange aftaler, er de nød til at planlægge sig ud af det – og man sætter sig altså ikke til at amme sit barn en halv time, før man skal være hos lægen, siger Vibeke Lykke Nielsen.
Hun har blandt andet fået indført en kalender i hjemmet, hvor alle deres aftaler bliver skrevet ind.
– Men for at det skal virke, skal man jo kikke i den, siger hun. Lige nu fortæller jeg dem to dage i forvejen, når de har en aftale. Igen dagen før, og jeg ringer også samme dag. Ellers er det glemt. Jeg har også prøvet at indføre bestemte strukturer i forhold til en toårig. Tidspunkter, hvor han skal sove og spise, og jeg har forklaret, at man ikke sender et lille barn ud og lege i oktober måned i et par tynde bomuldsbukser. Ligesom man heller ikke efterlader dynen nede i barnevognen i december måned.
– Struktur er vigtigt, når man skal falde ind i det her samfund. Hospitaler og læger bliver sure, hvis man ikke kommer, og for Shofiqs vedkommende viser al forskning, at børn har brug for en vis portion søvn. Han skal kunne begå sig her i landet, og det kræver rytmer. Det danske samfund og det danske skolesystem kæver mere af ham, end hvis han voksede op i Burma, mener Vibeke Lykke Nielsen.
Ensomhed
Før familien fik en familievejleder, var Masimah Karim meget alene om at passe sit spædbarn. På grund af sprogproblemer har hun ikke gået til nogen form for fødselsforberedelse, og hun taler ikke burmesisk og har derfor ikke kunnet snakke med de andre burmesiske mødre på Bornholm om det at have et spædbarn. Da Shofiq var født, sendte de hende hjem fra sygehuset, inden amningen var gået i gang. Hun blev hurtigt indlagt igen og fik lært at passe et spædbarn.
– Shofiq er mit første barn. Hvis jeg havde været i Cambodja, ville min mor have hjulpet mig. Hun har født syv børn. Hvis jeg havde været der, ville vi sammen have passet ham. Jeg ringede til hende og spurgte, hvordan skal jeg passe ham? Hvordan skal jeg amme ham? Hun sagde, det er svært for mig, når du er så langt væk. Men jeg kan huske, hun sagde, at jeg skulle passe på dynen. At den ikke måtte ligge over hans hoved, og at jeg skulle stå op om natten og kikke efter.
Nogen måneder gammel begyndte Shofiq at trække vejret mærkeligt. Det lød som en gammel mand, fortæller Masimah Karim.
– Jeg ringede til min mor, og hun sagde, at det var normalt, at små børn fik høj feber. Jeg sagde til hende, at i Danmark var der gode hospitaler, og at kommunen hjælper. Hun ville gerne passe ham, men hvordan skulle hun det, når hun var så langt væk? Hver gang jeg snakker med hende, spørger hun, hvordan det går med hendes barnebarn.
Masimah Karim var hos lægen flere gange med Shofiq på grund af den mærkelige vejrtrækning. Lægen ordinerede dråber og albyler og sendte dem hjem igen.
– Til sidst sad jeg bare med ham her i sofaen. Jeg blev rigtig bange, da han ikke længere ville åbne øjnene, og der ligesom kom noget hvidt ud af dem. Jeg ringede til min mor. Så kom der en dansker og sagde, at nu skulle Shofiq til lægen. Vi kom ind til en anden læge, og han indlagde Shofiq på sygehuset, og vi blev så fløjet til Rigshospitalet, og Shofiq lagt i den der maskine, fortæller Masimah Karim.
Familiens sikkerhedsnet
Vibeke Lykke Nielsen bor også i Rønne, kun 500 meter fra familien. To gange har Masimah Karim stået uden for i mørket og bedt om hjælp. Den ene gang en nat i silende regn, hvor Muhammed Rafi Amin var meget syg. Anden gang havde Shofiq sat hånden på en varm kogeplade.
– Nu er jeg en del af deres hverdag. Jeg er deres sikkerhedsnet, og jeg er deres omvandrende leksikon. Hvis der er noget, jeg ikke ved, kan jeg i hvert fald finde ud af det. Jeg er blevet en del af familien, fortæller Vibeke Lykke Nielsen, som har fået titlen af både mor og bedstemor.
Hele tiden har der været en sundhedsplejerske tilknyttet, men på grund af kommunale besparelser er hun kun kommet i hjemmet sporadisk. Det har været svært for Masimah at vide, hvad hun skulle købe ind i supermarkedet til Shofiq. Når sundhedsplejersken kom, havde hun en burmesisk tolk med, men Masimah forstår ikke burmesisk. Derfor skulle Muhammed oversætte, hvad tolken sagde til parrets fælles sprog malaysisk. Det var ikke altid Muhammed huskede at få oversat det hele:
– Hun skrev også noget ned i en bog. Hvad jeg skulle give Shofiq at spise. Kylling, fisk og kød og majsgrød og risgrød. Men den gang kunne jeg ikke læse dansk. Det kan jeg lidt bedre i dag, fortæller Masimah Karim.
Vibeke Lykke Nielsen har haft Masimah Karim med i supermarkedet. De har været ude at plukke svampe. Masimah Karim ville så gerne lære at bage. Og de har snakket ernæring og tøj.
– Noget som er indlysende for os, er det ikke nødvendigvis, når man kommer fra en helt anden kultur. Der har været en masse, hun skulle lære i forhold til indkøb, og det har vi brugt lang tid på. Fordi der er et billede af en kage uden på posen, behøver det ikke nødvendigvis være mel, det kan også være rasp, fortæller Vibeke Lykke Nielsen.
Grænser
Forældrene har svært ved at sætte grænser over for deres barn fortæller hun.
– Jeg har arbejdet meget med, og gør det stadig, at man skal lytte til sine børn, men man skal også være voksen. Shofiq kan stadig finde på at kaste op, når han skal spise. Går den, så går den. Og der har jeg prøvet at lære dem, at de skal sige: Nej Shofiq, du skal spise. Og så spiser han også fint.
– Og mobiltelefonen... Shofiq har fået det indtryk, at han har en hævdvunden ret til mobiltelefonen. Ringer jeg til Masimah, kan jeg være sikker på, at Shofiq står på gulvet og skriger, fordi han vil have den. Især Muhammed har svært ved at sætte grænser. Jeg har prøvet at forklare ham, at de voksne har noget, som kun er for voksne, men han har meget svært ved at forstå det. Muhammed elsker sin søn ud over alle grænser, og han forstår ikke helt, at Shofiq har godt af at gennemleve nogen frustrationer. Så bliver han jo ked af det, og hans søn skal være glad. Han giver op som opdrager og udviser ikke rigtig nogen konsekvens over for sin søn, mener Vibeke Lykke Nielsen.
Den socialpædagogiske indsats har i høj grad bestået i at sige det samme igen og igen: Husk Shofiq skal have sin astmamedicin. Husk hans proteindrik – ikke kun lidt men hele flasken. Husk gamacherne, når det er koldt. Husk hans jernpiller.
– Muhammed er en meget troende muslim, men der er også meget animisme (religiøs overbevisning om at dyr og planter og objekter er besjælede, red.) i det. De har et helt andet forhold til medicin, end vi har. Jeg har tit hørt den med, at i vores hjemland ville vi bare lægge et blad på eller stryge med en mønt, hvor det gør ondt. De synes, al den vestlige medicin er frygtelig dyr – og det er den også.
Havde givet op
Da Vibeke Lykke Nielsen først kom i familien, fandt hun en meget opgivende Masimah Karim.
– Hun havde en syg mand, og nu havde hun også fået et sygt barn. Et eller andet sted tror jeg, at hun havde forventet at få et rask barn. Og det skal nok komme. Shofiq ligger nu inden for normalvægten, og hans sproglige udvikling er i fuld gang. Han er ikke aldersvarende, men han er kvik, og jeg er sikker på, at i det øjeblik han kommer i børnehave, vil han komme i gang, fordi han vil få flere sproglige input. Han er en dejlig unge og en rigtig lille charmetrold, lyder det fra en stolt ‘bedstemor’.
Næste projekt bliver, at Masimah Karim skal lære selv at bestille medicin hos lægen.
– Det kan hun ikke endnu. Sikkert fordi jeg bare har gjort det, men der har været så meget andet. Når hun snakker i telefon, bliver det sådan noget mumle mumle-noget, og det er ikke let at forstå. Slet ikke for en fremmed. Det er faktisk der, vi skal starte: at hun skal lære at snakke i telefon, siger Vibeke Lykke Nielsen.
Hendes tilstedeværelse har givet hele familien mere ro og en større tryghed.
– Det var godt, da Vibeke kom. Jeg kan spørge hende, hvordan jeg skal hjælpe Shofiq med at give ham mad og medicin og sove. I Danmark har jeg kun Shofiq og Muhammed. Jeg har ikke nogen familie. Jeg har ikke nogen mor. Derfor er det godt med Vibeke, siger Masimah Karim.