icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Generalforsamling Bornholm

Hårdt pres på Bornholm

Kreds Bornholm mærker de mange forandringer og skrappe sparekrav på de socialpædagogiske arbejdspladser

  • Af Jens Nielsen
  • 21-2013 /

Når man er en lille kreds som Bornholm, der kun har én kommune at manøvrere i, kommer det på generalforsamlingerne ofte til at handle om konkrete arbejdspladser – og om konkrete nedskæringer. Således på årets generalforsamling, hvor der også blev talt om organisering, forbundsstrategien Socialpædagogerne i fremtiden og OK-kampagne, men hvor det i høj grad handlede om de truende sparekrav, der hænger over en af øens store socialpædagogiske arbejdspladser, Rønne Botilbud, der står til at skulle skære 1 mio. kr.

Det vil fx betyde, at de 32 beboere må undvære en nattevagt, selv om nogle af dem netop er visiteret til stedet under forudsætning af, at de ville kunne få døgnbehandling. Og det vil betyde et definitivt farvel til ferie for borgerne på stedet – med mindre de af egen lomme kan betale for den assistance, de har brug for.

125 mio. kr. er der i alt lagt op til at blive skåret ned på 2014-budgettet, og det kommer til at gøre ondt, fortæller den genvalgte kredsformand Michael Tysk-Andersen – og det kommer til at koste lønkroner.

– For vores område vil det fx betyde færre stillinger på Rønne Botilbud, og der vil sikkert være stillinger, der bliver besat med uuddannede, forudser Michael Tysk-Andersen.

Og han er bekymret over udviklingen i regionskommunen, der tyvstartede kommunalreformen ved allerede i 2003 at omlægge hele sin struktur og gøre fx de socialpædagogiske arbejdspladser til en del af en virksomhedsopbygning, der skulle ‘handle’ med hinanden efter BUM-modellen. Men fra at have 130 kommunale virksomheder i 2003, er der nu skåret drastisk i antallet, og Michael Tysk-Andersen forudser, at øens fire botilbud i 2014 bliver slået sammen til én virksomhed. Og sådan som TR- og MED-systemet er bygget op, bliver det dramatisk for kredsens medlemmer, advarer han:

– Det betyder, at vi så kun har én TR på botilbuddene, og det vil betyde pres på mellemlederne på arbejdspladserne, siger Michael Tysk-Andersen.

– De fordele, virksomhedsopbygningen har haft, er ved at forsvinde, konstaterer han.

Nøje øje med besparelser

Kredsen kan mærke, at den lange forandringsproces og de nedskæringer, Bornholms socialpædagogiske arbejdspladser har været igennem, gør ondt:

– Vi fornemmer, at der er flere samarbejdsproblemer – flere ting, der går i hårdknude pga. af et stigende arbejdspres, og det var jo altså tydeligt på generalforsamlingen, at det fyldte. Og det er klart, at vi holder øje med, hvordan de varslede besparelser bliver udmøntet. Sidste år ville kommunen fx spare på personalemøderne – der sagde vi klart nej, og det blev trukket tilbage. Og vi skal være parate, hvis man vil erstatte socialpædagoger med personale uden uddannelse eller med fx PGU’er. Personligt glæder jeg mig til at se begrundelsen for en sådan opsigelse – den vil blive svær at gøre holdbar, vurderer Michael Tysk-Andersen.

Han håber, at de nye sociale tilsyn kan komme til at spille en aktiv rolle i forhold til nedskæringer, som fx dem, der står til at ramme Rønne Botilbud.

– Tilsynene skulle gerne blive en løftestang i forhold til besparelser, som fx at fjerne nattevagten for beboere, der visiteret til døgnbehandling. Nu får kommunen da i hvert fald en, der kigger den over skulderen. 


Læs om bl.a. valg til tillidsposter på www.sl.dk/bornholm

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling, Kredse, Forbund og a-kasse