icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Generalforsamling Midt- og Vestjylland

Faglighed på dagordenen

Som fagforening er det vores opgave at gå ind i arbejdet med at finde løsninger på de udfordringer, der i dag er på velfærdsområdet, hvor vi som socialpædagoger er centralt placeret, siger kredsformanden

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 21-2013 /

Det var en velbesøgt generalforsamling hos Socialpædagogerne i kreds Midt- og Vestjylland, som kredsformand Peter Sandkvist kunne byde velkommen. 86 stemmeberettigede var mødt frem, og de var især optaget af at diskutere, hvordan man kan arbejde med de faglige mål, som er beskrevet i Socialpædagogernes strategipapir ‘Socialpædagogerne i Fremtiden’.

– Vi arbejder som nogle af velfærdssamfundets kernetropper. Det er vi både glade for og stolte af. Vores fag er vigtig for, at samfundet kan fungere og hænge sammen som en helhed, sagde Peter Sandkvist i sin mundtlige beretning.

– Socialpædagoger er med til at støtte udsatte mennesker til at fungere bedst muligt i fællesskaber. Der er ingen tvivl om, at vores samfund har brug for fagligt dygtige socialpædagoger, og vi vil som faglig organisation arbejde for, at det socialpædagogiske arbejde, som vi udfører, kan fortsætte, udvikles og udbygges til gavn for de mennesker, vi arbejder med, og til gavn for samfundet.

– På det socialpædagogiske område kan vi se, at kommunerne og regionerne arbejder flittigt på at finde ud af, hvordan arbejdet kan løses anderledes og billigere. Det vil sige, hvordan kan der findes besparelser på det særlige sociale område, sagde han.

– Der er sparet voldsomt på områderne for voksen-handicappede og udsatte børn og unge. Der er samlet set en besparelse på 4,8 pct. på udsatte børn og unge og 0,6 pct. på området for voksne handicappede.

Det er alvorlige tal, og alle socialpædagoger har kunnet mærke besparelserne, fortalte formanden.

– Fx er der blevet færre medarbejdere til at løse de samme opgaver, og der er færre ledere. Samlet set betyder det, at der er opgaver, som borgerne ikke længere kan få løst, og det forøgede arbejdspres på medarbejderne kan gå ud over arbejdsmiljøet, sagde Peter Sandkvist.

– Som fagforening er det vores opgave at gå ind i arbejdet med at finde løsninger på de udfordringer, der i dag er på velfærdsområdet, hvor vi som socialpædagoger er centralt placeret.

Faglighed optager socialpædagoger

Herefter tog generalforsamlingen fat på at diskutere de fire pejlemærker i strategipapiret ‘Socialpædagogerne i Fremtiden’, som Socialpædagogerne har besluttet skal være de faglige mål frem mod 2015. Deltagerne blev delt op i grupper og kunne selv vælge hvilke af de fire pejlemærker, de ønskede at debattere.

Størst interesse var der for at diskutere ‘et menneskeligt netværk’ og ‘fagligt stærke miljøer’. Derimod var kun få interesseret i at tale om ‘fleksibilitet og tryghed’ og slet ingen talte om pejlemærket ‘nationale mål og høj kvalitet’.

– Debatten viste, at socialpædagoger er meget optaget af, hvordan de i deres arbejde kan udfolde deres faglighed, og hvordan vi kan skabe plads til det socialpædagogiske arbejde, siger Peter Sandkvist.

Resultatet af gruppearbejdet vil efterfølgende blive bearbejdet, og generalforsamlingen vedtog, at ‘Socialpædagogerne i Fremtiden’ skal være en del af kredsens fremtidige arbejde. 


Læs om bl.a. valg til tillidsposter på www.sl.dk/midtogvestjylland

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Generalforsamling, Kredse, Forbund og a-kasse