Offensiv handlestrategi
I Kreds Østjylland handlede den centrale diskussion på generalforsamlingen om, hvordan kredsen får sat socialpædagogikken på den socialpolitiske dagsorden i kommunerne og regionen
Der var en god stemning og livlig debat, da Kreds Østjylland holdt generalforsamling. Det mest centrale emne for diskussionen var præsentationen af kredsens offensive handlestrategi, der er en strategi for, hvordan kredsen kan være med til at sætte en socialpædagogisk dagsorden.
– Vi har tilladt os at være ambitiøse, siger kredsformand Verne Pedersen.
– Med det værktøj under armen vil vi invitere os selv på besøg i kommunerne og regionen for at komme i dialog med de ansvarlige politikere om, hvordan vi i fællesskab kan udstikke nogle rammer for, hvordan vi som socialpædagoger kan være med til at præge udviklingen af velfærdssamfundet i de kommende år. Desuden vil vi bruge handlestrategien til at sætte gang i debatten med medlemmerne ude på arbejdspladserne i samarbejde med de tillidsvalgte og lederne, fordi vi tror på, at vi har en fælles opgave og en fælles interesse i at løfte og videreudvikle den socialpædagogiske faglighed i fremtiden, siger hun.
Kredsformanden understreger, at kredsens initiativ med at udvikle en offensiv handlestrategi ligger fint i forlængelse af forbundets store satsning med projektet Socialpædagogerne i Fremtiden.
På generalforsamlingen roste kredsformanden medlemmerne for deres store daglige indsats ude på arbejdspladserne. Men hun påpegede også, at medlemmernes engagement for at få hverdagen til at hænge sammen på trods af store besparelser og turbulent omstruktureringer har en pris.
– Vi kan konstatere, at der også er en bagside af medaljen – og det er den alarmerende stigning, der har været i sygefraværet blandt socialpædagoger. Det er ikke i oden. Og det vil vi gøre noget ved. Derfor vil vi prioriterer indsatsen for et bedre arbejdsmiljø ude på vores arbejdspladser højt i den kommende periode, siger Verne Pedersen.
Årets pris gik til Bostøtten
For tredje gang uddelte Kreds Østjylland sin pris, der bliver givet til en eller flere personer, som har gjort noget særligt for at profilere og sætte fokus på organisationen, det socialpædagogiske arbejdsområde, faget og ikke mindst på de mennesker, medlemmerne arbejder med til dagligt.
Prisen gik til nuværende og tidligere ledere og medarbejdere på Bostøtten for ADHD og andre udviklingsforstyrrelser i Aarhus Kommune, som har oplevet en voldsom forværring af deres arbejdsvilkår i de seneste to år.
– De fik prisen for deres mod til at sige fra og fortælle omverden, hvad det betyder for borgerne, når deres livsvilkår bliver forringet. De har haft mod til at fortælle om betydningen af deres indsats på en faglig kompetent og seriøs måde i en tæt dialog med borgmesteren, rådmanden og de øvrige politikere på socialområdet, siger Verne Pedersen.
Prisoverrækkelsen var langt fra det eneste lyspunkt på generalforsamlingen, hvor deltagerne bl.a. også glædede sig over den nye pædagoguddannelse med øget specialisering – og over, at organisationsprocenten er høj i Østjylland. Her er ni ud af ti socialpædagoger med i Socialpædagogerne.
I alt deltog 126 stemmeberettigede i generalforsamlingen, hvor der både var kampvalg til kredsbestyrelsen og kongresdelegationen.
Læs om valg til tillidsposter mv. på www.sl.dk/østjylland