Nu føler jeg, at jeg har fået nogle kollegaer
Efter et vellykket forsøg tilbyder Skanderborg og Silkeborg kommuner permanent gruppesupervision til familieplejere. De to familieplejekonsulenter, der står bag projektet, har udviklet deres egen metode – målrettet netop familieplejere
Det er ligesom at få benzin på bilen. Sådan opsummerer familieplejer Ole Lohff-Johansen værdien af gruppesupervision for familieplejere.
Socialpædagogen møder ham og to andre familieplejere efter en af de sessioner, der finder sted tre timer hver sjette uge, og alle er enige om, at værdien er stor:
Betina Nørh-Jensen siger:
– Ellers kan man godt føle sig meget alene som familieplejer. Når man har tavshedspligt, er der meget, man ikke kan snakke med naboer og venner og veninder om. Her kan vi tale fortroligt med hinanden, og det giver en samhørighed. Vi kan også få nogle ideer til måder at tackle situationer anderledes, når man er kørt fast. Det betyder meget for mig, for nu føler jeg, at jeg har fået nogle kollegaer.
Netop spørgsmålet om tavshedspligt var vigtigt at få afklaret, da Skanderborg og Silkeborg Kommune for godt et år siden startede et pilotprojekt med gruppesupervision af familieplejere. Kommunernes jurister gav grønt lys til, at familieplejernes tavshedspligt opfattes på samme måde som når to ansatte i kommunen udveksler oplysninger om et barn, og det gør det muligt for familieplejerne at dele erfaringer og blive inspireret af hinanden.
Familieplejekonsulent og socialrådgiver Lene Kirkegaard (Skanderborg Kommune) forklarer:
– Formålet er at opkvalificere familieplejerne fagligt og personligt og på den måde leve op til intentionerne i Barnets Reform fra 2011, der både lægger op til øget brug af familiepleje og opkvalificering af familieplejerne.
Undskyld, det kan jeg bare ikke
Hun står sammen med familieplejekonsulent og socialpædagog Christian Ingerslev Overvad (Silkeborg Kommune) bag projektet, som nu er blevet permanent. Christian Ingerslev Overvad har taget en to-årig supervisionsuddannelse fra Albatros og Lene Kirkegaard har også efteruddannet sig inden for supervision, men de fandt hurtigt ud af, at de ikke direkte kunne overføre metoderne fra fx supervision i en personalegruppe til supervision af familieplejere.
– I starten tror jeg, vi begge to havde et helt klart billede af, hvordan gruppesupervision skal være – at der fx skal være reflekterende teams, og at man skal tage udgangspunkt i dét, supervisanterne har på hjerte. Men det gik bare slet ikke, fortæller Christian Ingerslev Overvad og mindes ordene fra en af de familieplejere, der i projektets start blev bedt om at sidde i en halvcirkel og frit dele tanker og følelser.
– Undskyld, men det her kan jeg bare ikke, sagde han.
Lene Kirkegaard supplerer:
– Pilotprojektet viste os, at familieplejerne godt kan lide, når der er en ramme for, hvad det er, de skal. I stedet for at vi spørger: Hvad har du så med i dag?
Faglige oplæg
Derfor har Christian Ingerslev Overvad og Lene Kirkegaard udviklet en form, der i højere grad minder om undervisning. De indleder altid med et fagligt og dagsordenssat oplæg, der fx kan handle om mentalisering – altså arbejdet med at sætte sig i en andens sted og have ‘den andens sind på sinde’ samtidig med, at man også har opmærksomheden rettet mod sine egne reaktioner. Bagefter stiller familieplejekonsulenterne spørgsmål, der med udgangspunkt i det faglige tema inviterer familieplejerne til at tage deres egne problematikker op og sparre med hinanden. Når det faglige input handler om mentalisering kan det eksempelvis ske ved at spørge, hvilke tanker og refleksioner oplægget giver dem i forhold til at se bag deres eget plejebarns adfærd. Og så bruger familieplejekonsulenterne de samme teknikker som under supervision, fortæller Christian Ingerslev Overvad:
– Vi giver følgeskab ind i det, familieplejerne er optaget af. Selv om vi lægger en plan på forhånd, skal vi kunne stå i det, der kommer.
Som eksempler på, hvilke konkrete problemstillinger familieplejerne typisk tager op, nævner han:
– Jeg kan ikke få mit plejebarn til at stå op om morgenen og gå i skole – hvad gør jeg?
– Når mit plejebarn kommer hjem fra weekend hos sine biologiske forældre, er det som at få et andet barn hjem end det, der forlod huset i fredags. Jeg har brug for hjælp til at forstå, hvordan jeg skal forholde mig?
– Jeg vil gerne høre andres erfaringer i forhold til, hvad de gør, når biologiske forældre er på samvær i plejefamiliens hjem. Hvem bestemmer hvad i de situationer – mig eller de biologiske forældre?
– Jeg oplever, at mine biologiske børn tager afstand fra vores plejebørn – hvordan kan jeg ændre på det?
Ingen kaffeslabberrads
De tre familieplejere er glade for styringen.
Betina Nørh-Jensen siger:
– Det er godt, at vi får stillet nogle spørgsmål, for ellers kan det nemt blive lidt for meget kaffeslabberads.
Ja, supplerer Inge-Merete Meldgaard:
– På den måde kommer vi direkte ind til benet og styrer lige hen imod det, vi kan få noget ud af at tale om.
Ole Lohff-Johansen hæfter sig også ved, at de to supervisorer sikrer en vis dybde:
– Emnerne bliver fulgt til dørs. Vi går ikke videre, før et emne er uddebateret.
Gruppesupervisionen i Silkeborg og Skanderborg Kommuner er kun ét af flere tilbud, der samlet skal hæve kvaliteten i familieplejen, og der er fx også individuel supervision og tilbud om at deltage i netværk og temadage. Christian Ingerslev Overvad understreger:
– Det er meget vigtigt, at gruppesupervision bliver et supplement. Det må ikke blive et sparekneb, der kan erstatte individuel supervision, for de to tilbud kan noget helt forskelligt.
Hvis du vil vide mere om metoden til at give gruppesupervision til familieplejere, står Christian Ingerslev Overvad og Lene Kirkegaard gerne til rådighed: ChristianIngerslev.Overvad@silkeborg.dk, tlf. 3046 3715 eller lene.kirkegaard@skanderborg.dk, tlf. 5155 7529.
|
Sådan forløber en typisk gruppesupervision Lene Kirkegaard og Christian Ingerslev Overvad har udviklet en fast dagsorden for gruppesupervision af familieplejere, der dog altid kan ændres i den konkrete situation.
|