Vi er fandeme ikke lykkedes med det
Gruppesupervisionen blev en meget alvorlig sag, da seks familieplejere mødtes med to familieplejekonsulenter. For den ene familieplejer frygter for sit ægteskab: Hustruen magter ikke længere plejesønnen, og selv har han svært ved at give slip på drengen
Okay, i dag bliver så helt anderledes end planlagt. Sådan tænker familieplejekonsulent Christian Ingerslev Overvad, da de første minutter er gået af gruppesupervisionen for familieplejere.
– Jeg er fyldt helt op til halsen, siger familieplejer Bent Hansen, men jeg ved ikke, om vi skal tale om det nu eller senere.
– Du er fyldt op til halsen, svarer Christian Ingerslev Overvad spørgende.
– Ja, jeg er fyldt op til halsen, for vi er et sted, hvor vi er nødt til at sige stop, hvis vi ikke får bund i det her. Vi har faktisk fået lidt af en pæl hamret ned mellem min kone og mig.
Seks familieplejere fra Skanderborg og Silkeborg Kommuner er en fredag formiddag samlet i et familiehus i Skanderborg sammen med familieplejekonsulenterne Christian Ingerslev Overvad og Lene Kirkegaard. Der er kaffe i kopperne, og gruppen sidder på stole i en rundkreds. Kun med et gulvtæppe imellem sig. Lene Kirkegaard har skrevet dagens tema med rødt på tavlen: Hvad er det, der gør, at I siger ja til at være familieplejere? Det er meningen, at familieplejerne skal tale om, hvordan deres familie så ud før og efter plejebarnet – og hvordan verden så ud for plejebarnet før og efter optagelsen i plejefamilien.
Men nu ved Christian Ingerslev Overvad og Lene Kirkegaard, at noget ganske alvorligt brænder på for Bent Hansen.
– Okay, siger Christian Ingerslev Overvad roligt, vi får kigget på det, du kommer med, som en del af det, vi skal tale om. Og når du går herfra, har du ikke nogen løsning, men du har noget at gå videre med. Og jeg har ansvaret for at få det puttet ind i dagens program, er det okay, spørger han.
Bent Hansen nikker.
– Er der andre, der har noget, I gerne vil tale om, inden, vi begynder på temaet, spørger Christian Ingerslev Overvad.
Ja, Kirsten Poulsen vil høre, hvad hun skal gøre nu, efter at hendes plejedatter, der ville være sød og vaske bil, kom til at lave en ordentlig ridse i forruden.
– Vores egen forsikring dækker ikke, fordi hun er en del af vores husstand. Så er der noget, vi kan gøre?
Christian Ingerslev Overvad kigger rundt i kredsen og spørger, om andre har erfaringer med noget lignende. Og så fortæller Bent Hansen nøgternt om den dag, plejesønnen Nick stjal hans bil og kørte galt, så familien fik en mekanikerregning på 8.000 kr.
– Det gik kommunen ind og dækkede, oplyser han.
Christian Ingerslev Overvad lover at undersøge, om de kan arrangere en temadag om forsikringsspørgsmål, og så tager Lene Kirkegaard hul på dagens tema.
Hun forklarer, at de i dag skal forholde sig til tre forskellige huse: Hus 1, er der, hvor plejebarnet kommer fra: Den biologiske familie. Hus 2 er plejefamilien, før plejebarnet kom. Altså dengang der kun var plejeforældrene og eventuelt plejeforældrenes biologiske børn. Og hus 3 er plejefamilien, som den ser ud nu: Altså kombinationen af plejebarnet og plejeforældrene/plejeforældrenes biologiske børn. I alle tre huse var/er der nogle bestemte normer og roller.
Lene Kirkegaard kigger på Bent Hansen:
– Nu skal vi i gang med at tale om, hvordan der ser ud i jeres huse. Og Bent, du siger, at du er fyldt op til halsen, så jeg synes, du skal starte.
Det vil Bent Hansen gerne, og med støtte i spørgsmål fra Christian Ingerslev Overvad fortæller han om dengang, familien kun bestod af ham, hustruen Anne og katten Napoleon. Deres tre sammenbragte børn var flyttet hjemmefra, og Bent var træt af de mange sagsbunker i sit arbejde som socialrådgiver. Han syntes ikke, han kunne gøre en reel forskel for de familier, han arbejdede med.
– Og derfor lå det mig på sinde at arbejde mere intenst med nogle af de unge. Anne er sygeplejerske, og vi har mange af de samme værdier: Der skal være en mening i vores liv. Kort fortalt: Vi gider ikke small talk. Vi ville gøre en forskel. Og vi ville gerne gøre det sammen.
– Og I tænkte, at I ikke var helt færdige med det at være forældre?
Ja, nikker Bent Hansen og gentager:
– Og vi ville også godt gøre det sammen.
I dag er Bent og Anne Hansen plejefamilie for 17-årige Nick.
– Okay, siger Christian Ingerslev Overvad, kan du fortælle en historie, hvor det er dig, Anne og Nick, og I har det rigtig rart sammen… Bent Hansen tænker sig lidt om.
– Ja. Måltiderne. Det fællesskab vi har ved måltiderne… Bent Hansen løsner op i kroppen, og det kommenterer Christian Ingerslev Overvad:– Hvis jeg kigger på din mimik, så sker der noget nu…
– Ja… Søndag morgen når vi bare sidder sammen og har god tid… Uden at tale så meget. Det er rigtig dejligt. Og det nyder Nick… Det kan jeg se på ham.
Christian Ingerslev Overvad nikker.
– Og når du så taler om pælen, der går ned, hvad er det så for en pæl, der går ned?
– Det er Nick. Han er flasket op med kriminalitet. Hans storebror er som en far for ham, og han og et par kammersjukker har hevet ham med i kriminalitet fra han var helt lille. Nick har stjålet penge fra os, og Anne og jeg har snakket om det indbyrdes: Hvor meget kan vi stole på ham? Og vi kan bare slet ikke stole på ham. For et par uger siden gennembankede han en anden, da han var i byen.
– Og hvad gør det så ved dig og Anne?
– Hun er så angst. Hun spørger: Hvad kan der så ikke ske herhjemme?
– Kommer Anne så og siger: Det her vil jeg ikke mere. Jeg vil ikke være angst mere…
Bent Hansen nikker. Det er det, der er problemet. Anne magter ikke længere at have Nick boende. Og på det sidste er det blevet endnu værre, fordi Nicks storebror er blevet anklaget for voldtægt. Og nu er Anne blevet nervøs for, om Nick også kan finde på at begå et overgreb. Hun tør ikke længere lade ham være alene med naboens datter, når hun passer hende. Heller ikke de fem minutter, det tager at gå ned i vaskekælderen og hente en kurv op.
– Og jeg synes bare, det er så forkert. Det er jo ikke Nick, der har gjort noget. Vi er blevet plejeforældre for at bryde den sociale arv, og når Anne indirekte siger til Nick, at fordi hans storebror måske har begået en voldtægt, så vil Nick også begå et overgreb, ja, så er det jo alt andet end at bryde den sociale arv.
– Er du ikke klar til at stoppe, spørger Lene Kirkegaard.
– Nej, for min mission er for så vidt ikke slut. Som socialrådgiver har jeg arbejdet med unge, hvor det var meget værre, men det var uden for huset… Jeg er i tvivl. Jeg vil gerne beholde Nick. Jeg er nok ikke så medtaget som Anne er.
– Vil du gå med ham hele vejen? Vil du blive hos ham, spørger Christian Ingerslev Overvad.
– Nej, jeg vil ikke gå med ham hele vejen. Jeg vil ikke gå med til kriminaliteten. Men forleden sad vi i et møde med sagsbehandleren, og da blev Anne så vred på mig, fordi jeg sagde, at det kunne være interessant at give et år mere… At det kunne være interessant at se, hvad der sker, hvis vi giver ham et større ansvar.
Nu er det Lene Kirkegaard, der spørger:
– Hvad siger Anne, når du siger, at det kunne være interessant at give et år mere?
– Hun føler, at jeg svigter hende. Hun har svært ved at acceptere, at jeg har den mening, og hun har svært ved at forstå, at jeg samtidig respekterer hende og hendes følelser.
Nu kigger Christian Ingerslev Overvad rundt på de andre familieplejere i kredsen.
– Jeg vil gerne høre jer, om I kan genkende det, at I i parforholdet står forskelligt. Og vil noget forskelligt.
Pia Poulsen nikker.
– Ja, jeg kender det fra min eksmand. Jeg var mere optimistisk end han. Men det er jo ikke det rigtige eksempel at komme med, for det gik jo ikke så godt…
– Jo, siger Bent Hansen, for det er jo den situation, jeg ikke vil ende i.
– Min eksmand analyserede og sagde: ‘Nu har børnene været hos os i så og så mange år, nu må de da have lært det…’ Og så var jeg mere rummelig… Troede på en chance til. Men når jeg tænker tilbage, kan jeg tydeligt se, at jeg skulle være stoppet længe før.
– Når du kigger tilbage, skulle du være stoppet længe før, siger Christian Ingerslev Overvad spørgende.
– Ja. Altså med ham, ikke med plejebørnene. Det værste ved skilsmissen var næsten, hvis jeg skulle stoppe med plejebørnene.
Lene Kirkegaard opdager, at Bent Hansen bliver meget berørt af situationen.
– Hvad er det, der sker med dig, spørger hun.
Bent Hansen har lidt svært ved at få ordene frem.
– I forhold til Anne er det sådan at… At jeg bare ikke er klar til at pakke min kuffert og gå fra Anne… Hun er alt for… alt for værdifuld for mig.
Christian Ingerslev Overvad spørger:
– Vil det være okay for dig at gå hjem og sige, at okay, nu slutter denne her opgave før tid?
Bent Hansen trækker lidt på det.
– Jeg ville bare ønske, at hun i det mindste ville høre på mig. Og hendes fortælling er, at jeg ikke hører på hende. Men hvis vi ikke hører hinanden… Så… Så går vi fra hinanden. Og den pris er jeg ikke klar til at betale. Og samtidig er jeg bare så ked af, at de værdier, jeg har, dem har Anne alligevel ikke. Ikke når det kommer til stykket. Ikke når problemerne kommer inden for huset. Og det er jeg også vred over.
Christian Ingerslev Overvad bruger teorien om de tre huse til at samle op og skabe struktur i Bent Hansens historie.
Først peger han på hus 2 – dengang det bare var Bent og Anne og katten Napoleon.
– Her havde vi Bent og Anne. Du giver udtryk for, at I elskede og elsker hinanden. I ville hinanden, og I ville det samme.
Så peger han på hus 1.
– Og så kom Nick. Og Nick har alt det her med fra hus 1. Nick har en storebror, der elsker at slås, og den storebror elsker altså ikke Bent og Anne. Og lige nu er han ved at lykkes med sit projekt. Han er ved at splitte jer ad.
Christian Ingerslev Overvad ser direkte på Bent Hansen.
– Og min tolkning er, at når du høre Pias historie, så tænker du: Nej, den pris vil jeg ikke betale. Du tænker: Nej, det er ikke det, jeg vil.
Bent Hansen nikker, og en af de andre plejeforældre byder ind:
– Umiddelbart lyder det også som om, at sådan en fyr som Nick kan være en rigtig sød fyr, men der bliver trukket i ham på sådan en måde, at uanset om du havde ti gange så mange kræfter og ti gange så meget kærlighed, så kunne du ikke løse opgaven.
Bent Hansen nikker igen:
– Jeg kæmper også med mig selv for at sige: Vi har sat alt ind på det… Vi har gjort alt, hvad vi kunne. Vi har været professionelle.
Så knækker hans stemme over:
– Og så er vi ikke lykkedes med det. Vi er fandeme ikke lykkedes med det.
Et øjeblik er der stille.
Lene Kirkegaard fornemmer, at Bent Hansen er ved at kaste alt over bord. Hun tænker, at det nu er vigtigt at hjælpe ham til at anerkende sig selv for det, han rent faktisk har gjort og spørger:
– Kan du sige til dig selv: Jeg har gjort det bedste, jeg kunne. Jeg har haft de bedste intentioner. Kan du sige det?
– Ja, i alle andre situationer end der, hvor jeg skal sige farvel.
– Men hvorfor kan du ikke det, når du skal sige farvel?
– Fordi så føler jeg, at jeg svigter.
– Men ud fra det, du fortæller, er Nick så bundet til sin storebror… Storebroderen står over det, du kan give Nick.
En af de andre bryder ind og siger:
– Det er en rigtig svær opgave… Jeg kunne ikke... Jeg tror ikke, der er mange, der kunne gøre det.
Bent Hansen sidder lidt. Så siger han:
– Jeg har tænkt på, at jeg kunne gå solo for Nick. Hvis han nu gik ud af vores dør, og jeg så blev kontaktperson for ham.
Christian Ingerslev Overvad nikker.
– Det var en mulighed. Så ville du tilgodese det, der er din kærlighed. Og du ville også tilgodese dine værdier. Hvad tænker du nu, Bent. Ved du, hvad du skal gå videre med?
Bent Hansen nikker.
– Ja. Det er en hård pibe tobak. Den er hårdere, end jeg troede, den var, og nu kan jeg bedre mærke mine følelser. Det er også mere tydeligt for mig, hvad jeg skal gøre, når jeg kommer hjem. At jeg i hvert fald skal tale med Anne.
Christian Ingerslev Overvad kigger ud på de andre.
– Om lidt skal vi videre og høre jeres tanker om, hvorfor I andre vælger at sige ja til at være plejefamilier. Men først vil jeg gerne have jer til at give et par efterord til Bent. Hvad har I fået ud af, at han delte sin historie med jer?
Paul Jensen lægger ud:
– Vi skal holde et kæmpe fokus på, hvor vi er henne som personer. Og så skal man også lige gøre sig det klart, at man ikke kan spille med en bold, der er på den andens banehalvdel.
Lillian Østerby supplerer:
– Du er bare så bundærlig, Bent, når du lukker op for de ting. Vi andre kan bruge det, for vi kan også sidde i noget, der ligner. Jeg har fået rigtig meget ud af det, selv om jeg indimellem er lige ved at tude.
Efterskrift
Bent og Anne Hansen har sideløbende og efterfølgende fået individuel supervision, og nu går det meget bedre mellem dem. Nick er flyttet ind på et botilbud, og Bent Hansen siger i dag, at han og Anne er enige om, at det er den bedste løsning, at de har gjort, hvad de kunne, og at de ikke kan gøre mere. Han understreger, at supervisionen har haft stort betydning for at han og Anne bedre har kunnet forstå og anerkende hinanden.
For at sikre plejebørnenes anonymitet har vi i denne reportage anonymiseret alle oplysninger om såvel familieplejere som plejebørn. Billederne er med de familieplejere, der optræder i artiklen ‘Nu føler jeg, at jeg har fået nogle kollegaer’.
|
En atypisk supervision Familieplejekonsulenterne Lene Kirkegaard og Christian Ingerslev Overvad understreger, at der sjældent kommer så store følelser og eksistentielle dilemmaer på spil, som der kom i denne gruppesupervision. Mere typiske temaer drejer sig eksempelvis om samvær i plejefamiliens hjem, vanskeligheder med at få plejebarnet til at stå op om morgenen eller oplevelsen af, at de biologiske børn tager afstand fra plejebarnet. Lene Kirkegaard og Christian Ingerslev Overvad slår også fast, at familieplejerne efter deres opfattelse typisk forlader supervisionen med mere energi og større lyst til arbejdsforholdet. Læs mere om en typisk gruppesupervision i artiklen ‘Nu føler jeg, at jeg har fået nogle kollegaer’. |
|
Diskuter på facebook Hvordan kan og bør familieplejere støttes? Hvad kan og bør Bent Hansen gøre, når han gerne vil beholde sit plejebarn og hustruen ikke magter mere? Og hvordan bør han støttes?
Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |