icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Kommentar

Hold fast i familieplejekonsulenten

Desværre ser vi nu, at der er kommuner, som kvitterer for reformen ved at ’gøre det af’ med familieplejekonsulenterne

  • Af Pernille Christoffersen
  • 12-2013 /

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) fremsatte i april forslaget til lov om socialtilsyn. Lovforslaget ventes vedtaget i begyndelsen af juni. Der er tale om en udmøntning af aftalen om et nyt socialtilsyn. Den placerer tilsynet med plejefamilier og kommunale plejefamilier samt døgntilbud i fem regionale enheder. De nye tilsynsenheder overtager godkendelsen og driftstilsynet fra kommunerne med udgangen af året. Derimod vil det personrettede tilsyn, altså de minimum to årlige tilsyn, hvor forvaltningen skal besøge og tale med barnet på anbringelsesstedet, fortsat ligge hos den anbringende kommune. Naturligt nok.

De to årlige samtaler med det anbragte barn, altså det personrettede tilsyn, kom ind i loven med Barnets Reform. Der er imidlertid ingen krav i loven om, hvem der skal føre det personrettede tilsyn. I én kommune kan det være børnesagsbehandleren og i en anden

en familieplejekonsulent, hvis ikke kommunen helt har overladt opgaven til en af familieplejeorganisationerne. Familieplejekonsulenter rekrutterer nye plejefamilier, udarbejder forundersøgelser og godkender plejefamilier. De matcher plejefamilier med de børn og unge som kommunen har besluttet skal anbringes i plejefamilie. De fører tilsyn med plejefamilien og med de anbragte børn og unge. Og de giver plejefamilierne råd og vejledning.

Kommunerne har fortsat forsyningspligten og skal altså rekruttere og fastholde plejefamilierne. Mens det fremover er Socialtilsynet, der skal godkende og føre det driftsorienterede tilsyn med plejefamilierne. Det medfører at en del af de familieplejekonsulenter, der nu arbejder med godkendelsen og driftstilsynet, vil få mulighed for virksomhedsoverdragelse.

Så langt så godt, fordi tilsynet fra Socialtilsynet ikke blot handler om at sikre en bedre kontrol med de sociale tilbud. Det handler i lige så høj grad om at højne professionalismen, bedre kvaliteten og dokumentere indsatsen i tilbuddene. Derfor er det også ulyksaligt, hvis tilsynsreformen får den konsekvens, at den rådgivning og vejledning, som familieplejekonsulenterne i dag yder plejefamilierne, forsvinder. Og der tilbage kun bliver det driftsorienterede og personrettede tilsyn. Det var aldrig meningen med reformen.

Tilsynsreform handler alene om godkendelsen og driftstilsynet. Familieplejekonsulenternes mere konsultative opgaver kan for så vidt fortsætte uanfægtet. Men desværre ser vi nu, at der er kommuner, som kvitterer for reformen ved at ‘gøre det af’ med familieplejekonsulenterne.

Bedre kvalitet for udsatte børn og voksne er tilsynsreformens budskab. Det sættes overstyr, hvis familieplejekonsulenternes rådgivning og vejledning forsvinder. Det må ikke ske.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat