Man kan ikke flytte sig derfra, hvor man ikke er
Vil vi flytte noget, skal vi bygge mennesker op bid for bid. Det kræver, at vi gør os umage med at forstå den andens situation, før vi griber til handling. Pædagogen skal se sig selv som en pædagogisk håndværker, mener Lene Metner, der står bag KRAP-metoden
Okay. Du ryger noget tjald. Du kommer ikke op om morgenen, og du vil rigtig gerne have en uddannelse. Vi skal have fundet ud af, hvor meget du ryger, og hvordan din døgnrytme ser ud. Så kan vi vurdere, hvad der er første lille skridt i den retning, du gerne vil. Vi skal have alle ressourcerne frem, vi skal have fundet alt det, du kan, og så skal vi have det her bygget op bid for bid for bid.
Sådan ville psykolog Lene Metner gribe det an over for en ung, der røg for meget hash og ikke mødte op på sin uddannelse.
– Når det handler om adfærd, er det, som om det bare er et spørgsmål om at tage sig sammen. Vi har ikke problemer med at tage særlige hensyn, hvis et barn er nærsynet og har brug for briller og for at sidde tættere ved tavlen. Hvorfor tror vi, det handler om at tage sig sammen? Hvis vi kunne gøre noget, så gjorde vi det. Vi gør det bedste, vi kan, siger Lene Metner, der er hovedarkitekten bag Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik (KRAP).
Den anerkendende og ressourcefokuserede tilgang, at mennesker gør deres bedste ud fra de forudsætninger, de har, er R og A i KRAP og der, hvor Lene Metner oplever, at nogle pædagoger kommer til at sidde fast.
– Jeg har tit hørt vendingen: ‘Når vi som personalegruppe har det godt, så har børnene det også godt’. Men hvad vil det sige at have det godt? At de sidder stille og ikke laver en masse væsen, så du kan slappe af i dit arbejde? Jeg kender mange pædagoger, der oplever, at de ikke når målet alene med relationspædagogik. Pædagoger som gerne vil noget mere, fortæller Lene Metner.
Den gode relation er et vigtigt grundlag i KRAP. Pædagogen skal give mennesket, hun står over for, oplevelsen af at være set og værdsat, men det er ifølge Lene Metner basis. Relationen gør ikke arbejdet alene. I KRAP er relationen et middel til at komme til at arbejde med at ændre og udvikle en situation eller tilstand, der ikke er hensigtsmæssig.
– Jeg møder gentagne gange mennesker, der har været udsat for mange velmenende professionelles forsøg på at sige: ‘Jeg vil gerne hjælpe dig, jeg kan godt li’ dig. Vi skal nok finde ud af det’. Men hvorfor har tingene ikke ændret sig? Hvorfor har det ikke flyttet sig, spørger Lene Metner.
Hun er i dag privatpraktiserende psykolog i Psykologcenteret. Tidligere har hun været forstander på en institution for unge med psykiske lidelser og udviklingsforstyrrelser. Frustrationen over, at medarbejderne kom tilbage fra kursus og ikke kunne bruge deres nyerhvervede viden i praksis, fik Lene Metner til at dykke ned i forskningen og lede efter noget, der kunne tænkes at virke.
Den pædagogiske håndværker
– Jeg blev meget optaget af den kognitive tilgang og tænkte: det må kunne omsættes til pædagogisk praksis, fortæller Lene Metner om, hvordan K’et kom med i KRAP.
Den kognitive vinkel, menneskers tanker, bliver ofte overset, når pædagoger griber til handling. For Lene Metner er det afgørende, at vi forstår de tanker og strategier, der ligger bag den adfærd, vi vurderer som uhensigtsmæssig. Den forståelse giver os nemlig de mest konstruktive ideer til, hvor og hvordan vi kan tage fat for at ændre adfærden.
Vi skal interessere os for, hvad der gør, at den unge fyr stadigvæk har et misbrug på femte år, stadigvæk ikke kommer op om morgenen og stadigvæk hænger i bremsen på sin ungdomsuddannelse. Det er hans tanker om sig selv, andre og verden, der er interessante for Lene Metner, fordi de styrer ham til at gøre, som han gør lige nu.
– Vi laver antagelser hele tiden. Og vi skal jo lave antagelser i pædagogisk, behandlingsmæssigt arbejde. Ku’ det handle om det her? Ku’ det handle om det her? Men alt for ofte tolker og fabrikerer vi vores egen forståelse af handlinger og udspil og griber for hurtigt til handling. Det er farligt. Sidder vi som personalegruppe og siger, at ‘han er simpelthen så provokerende’, så begynder vi straks at danne nogle handlemønstre inde i hovedet, og så er det noget med, at man skal have ham stoppet, og man skal være restriktiv, siger Lene Metner.
Ifølge KRAP skal pædagogen ofre sine antagelser mere opmærksomhed. De skal kvalificeres fagligt. Pædagogen skal være en nysgerrig håndværker, der går systematisk til værks for at finde ud af, hvordan virkeligheden ser ud for den person, man arbejder med. Først derefter skal pædagogen åbne sin værktøjskasse og gå i gang med den egentlige handling eller udvikling.
– Det er en af de største risikofaktorer i forbindelse med en konkret indsats: at man tror, man kan ændre noget, før man har fundet ud af, hvordan personen oplever virkeligheden. Og før man har skabt en fælles forståelse for, i hvilken retning man skal, fortæller Lene Metner.
I KRAP er der lagt stor vægt på, at den pædagogiske håndværker skal have mange håndtag at dreje på. Derfor er KRAP ikke en manual, hvor man starter et bestemt sted. Lene Metner kalder KRAP en inspirationsværktøjskasse, hvor pædagogen kan lade sig inspirere af en masse forskellige metoder. For der er mange steder at undersøge og tage fat, når man vil ændre en adfærd. Pædagogen kan undersøge barnet, barnets omgivelser, relationerne, miljøet, strukturerne. Hun kan gå sine krav, forventninger og egne tanker om barnet efter i sømmene, og hun kan gennem oplevelser forstyrre og ændre barnets tanker om verden.
|
KRAP i Møllehuset Kognitiv: betyder tanker/erkendelse og henviser til vigtigheden af at forstå de tanker og strategier, der ligger bag den adfærd, man vil ændre. betyder tanker/erkendelse og henviser til vigtigheden af at forstå de tanker og strategier, der ligger bag den adfærd, man vil ændre.Ressourcefokuseret: betyder at man tager udgangspunkt i det, der virker og udvikler herfra. Anerkendende: betyder at man tror på, at mennesker gør deres bedste ud fra de forudsætninger, de har. Pædagogik: henviser til, at KRAP er et koncept, der lægger vægt på praksis. |
Det halvfyldte glas og vandhanen
Pædagogens helt store håndtag i KRAP er kompetencerne. Hvad kan vi lære barnet? Hvad kan vi fylde på?
– Det er forkert at tro, at ressourcesynet betyder, at vi ikke skal ændre noget eller udvikle det, der mangler. I KRAP er vi meget vedholdende i forhold til at ændre noget, der ikke er hensigtsmæssigt eller ikke fungerer. Vi ser hvor meget, der er i glasset. Men vi ser også, hvor der er en vandhane, forklarer Lene Metner.
I KRAP’s værktøjskasse ligger bl.a. måltrappen, som skal hjælpe pædagogen med at gå detaljeret og systematisk til værks, når der skal udvikles en ny færdighed. Lene Metner oplever, at den systematiske måde at arbejde på er ny for mange pædagoger.
– De fleste er mere vant til, at hvis vi skaber nogle gode relationer og har det rart sammen, så skal det nok gå. Men folk tager imod det her med kyshånd, når de finder ud af, hvor meget det kan rykke, fortæller Lene Metner.
De fleste pædagoger har prøvet at stå i en situation, hvor der ikke ser ud til at være meget at gøre. Hvor intet virker, og ressourcerne er svære at få øje på. Med afdækningen af menneskets ressourcer og den trinvise opbygning af færdigheder prøver KRAP at imødekomme de situationer, hvor udtrykket ‘uden for pædagogisk rækkevidde’ ligger forrest på tungen.
– Det er klart, mennesker har nogle kanter. Vi kan ikke proppe flere hjerneceller ind i folk. Men vi kan udnytte det, du har, så godt som muligt. Og bygge mere på ud fra det, der er. At du ikke kan sige noget, betyder ikke, at du ikke kan komme til at kommunikere. At du ikke kan gå, betyder ikke, at du ikke kan komme omkring. Opgivelse eksisterer ikke i min verden. Så må vi finde på noget andet. Vi skal ud af kassetænkningen og få øje på de skjulte talenter. At være uden for pædagogisk rækkevidde handler i virkeligheden om, at det er uden for det, jeg tænker, kan lade sig gøre, siger Lene Metner.
Ingen hokus pokus
Når den unge ikke dropper sine joints og møder i skole på fuld tid dag et efter, at han har aftalt det med sin hjemmevejleder, er det ikke det endelige bevis på, at han ikke kan tage sig sammen. Det handler ifølge Lene Metner om, at vi skal blive bedre til at give udfordringer, der passer til der, hvor den unge er.
– Han siger ja til aftalen, fordi han kan li’ den relation, vi har. Men han har måske ikke været i skole i over fjorten dage. Når jeg ringer næste dag for at høre, hvordan det gik, tager han ikke telefonen. Fordi det var for svært. Det er så vigtigt, at vi bygger det op. At vi får spurgt: Hvor stor er sandsynligheden for, at det lykkes? Og hvad giver dig den tanke, at det kan lykkes i morgen, når det ikke lykkedes i går? Vi skal få virkelighedens tanker undersøgt, så vi kan få sat passende mål. Måske er jeg nødt til at gå med den første dag. Måske skal det bare vare et par timer. Vi skal have det delt op i små bidder, der kan lykkes. Så kommer vi videre. Hvis det var enkelt, havde han gjort det selv, siger Lene Metner.
Pædagogen kommer til at lede længe efter hokus pokus i KRAP’s værktøjskasse. Det findes ikke. KRAP kræver tydelige og vedholdende pædagoger, fordi en typisk reaktion på at lære nyt er modstand og angst for at miste.
– Du forstyrrer den anden. Hans tanker om sig selv og verden. Eller det begynder at smage godt. Han kan pludselig se vejen. Så kan du møde den der: Hvis du snyder mig! For når det begynder at betyde noget, bliver jeg bange for at miste dig, forklarer Lene Metner.
Derfor er åbenhed et vigtigt element i KRAP. Metoder og mål er ikke hemmelige.
Lydighed rækker ikke
Der, hvor Lene Metner oplever, at KRAP gør en afgørende forskel, er for de pædagoger, der måske har glemt at få de tankemæssige perspektiver med. Pædagoger, der arbejder med voksne udviklingshæmmede og handicappede børn, som måske har glemt, at de også har tanker og strategier. Uanset hvor handicappet man er, er handlingerne styret af bevidstheden.
Også i skoleregi oplever hun, at det rykker, når lærerne opgiver ideen om at være en autoritet, der skal få børnene til at makke ret, og i stedet ser på børnene som mennesker, der er styret af det, de har med.
– Det barn, der laver lektier, fordi det giver mening, når ti gange så langt i samfundet som det barn, der gør det, ‘fordi far siger, jeg skal’. For så får man det kun gjort, når far står der. Når han ikke står der længere, og du kommer ud på din ungdomsuddannelse og kan begynde selv at vælge til og fra, så er det ikke interessant længere. Du har ikke forstået, hvorfor du gjorde det. Der kan godt være skal-ting, men de skal følges med en indsigt i, hvorfor man skal. Det er ikke mange år siden, man ikke forklarede børn, hvorfor de skal lære det, de skal. Det skal flytte ind i mennesker, for ellers falder det til jorden, forklarer Lene Metner.
Hun vil med KRAP ændre lydigheds- og autoritetssynet til et forståelses-, anerkendelses- og ressourcesyn, hvor vi giver mennesker redskaber til at reflektere og forholde sig til verden, og hvor de selv kan tage ansvar.
En melallergiker i et bageri
Og det er ikke nogen nem opgave at praktisere, ligesom det heller ikke var de lave gærder, Lene Metner sprang over, da hun dykkede ned i forskningen for at finde P’et i KRAP. Hun ville finde noget, der kunne bruges og virke i praksis.
KRAP bygger på forskning om almenmenneskelige reaktioner, som Lene Metner via KRAP’s værktøjskasse formidler videre til pædagoger i form af forståelse, metoder og redskaber. At KRAP ifølge Lene Metner er lige dele solid forskning og sund fornuft, er hendes eget bud på, hvordan hun fik fat i noget, der rent faktisk kan bruges i praksis.
– KRAP er udviklet i praksis. Vi formidler ikke en teori, vi har fundet på. Vi formidler en praksis, vi arbejder efter, siger hun.
Men KRAP stiller nye krav til pædagogen. Nødvendige krav ifølge Lene Metner. For selvom det med at møde mennesker, hvor de er, ikke lyder banebrydende, er der alligevel noget ved måden, man i KRAP møder den anden på, som er anderledes. At begynde at se på sin egen betydning for mødet med den anden, er der, hvor det bliver svært for nogen. De skal arbejde med at se den andens ressourcer, og de skal opdage, at det også handler om dem selv.
– Den egenrefleksion kan være svær. Jeg kan ikke bare stå og pege og sige: ‘Julie vil ikke, Julie gider ikke, og hendes mor og far gør også’, siger Lene Metner.
Men der er ikke noget kompromis for Lene Metner. En pædagog i dag skal kunne tåle, at status quo ikke er målet.
Pædagoger i dag skal kunne tænke i udvikling og perspektiver og være med på, at det er den vej, vi skal. Vi er nødt til at få den her menneskelige faktor ind. Vi er vores eget arbejdsredskab. Vi skal ikke kæmpe for at beholde pædagoger, der kun kan tænke i straf og sanktioner. Man ville aldrig kæmpe for at beholde en melallergiker i et bageri.