Mennesket først
Skuldrene er røget ned, og pædagogerne er blevet modigere og mere eksperimenterende i det daglige arbejde med børnene i Møllehuset i Thisted. En treårig KRAP-uddannelse har givet dem et fælles fundament at arbejde ud fra og værktøjer til at flytte på sig selv, mål og diagnoser for bedre at kunne møde børnene, der hvor de er
En nattevagt, der leger med togbane klokken fem om morgenen med en autistisk dreng, ville ikke have været et velkomment syn i Møllehuset for fire år siden. Men da pædagog Jane Torp forleden morgen kom på arbejde og fandt dem der, var hendes umiddelbare melding til sin kollega: Hvor var det dog fantastisk, du fik det til at fungere.
– Det var ikke lige det, jeg selv ville have fundet på, men måden, vi møder hinandens forskellighed på, er så afgørende, forklarer Jane Torp.
For tingene skal fungere i Møllehuset. Det gjorde de også for fire år siden, men stemningen mellem kollegaerne var en anden.
– Tænk, at hun turde gøre det. Hvis det havde været dengang, vi svor til autistpædagogikken, havde der været rav i hele huset, når Jane var kommet. Sådan er det ikke i dag. Nu får man opbakning og ikke kritik. Alle gør deres bedste. Men vi spørger nysgerrigt ind til hinandens praksis, fortæller Nina Overgaard Nielsen, forstander i Møllehuset.
Det er en samarbejdskultur, der er vokset frem i Møllehuset i takt med, at KRAP, kognitiv, ressourcefokuseret og anerkendende pædagogik, er blevet det fælles fundament for pædagogikken. Og det var netop behovet for en fælles referenceramme, der fik Nina Overgaard Nielsen for fire år siden til at investere i en treårig KRAP-uddannelse til alle medarbejdere.
Hun oplevede en tendens til, at medarbejderne i Møllehuset lukkede sig om deres egne projekter, efterhånden som de specialiserede sig i forskellige pædagogiske koncepter ud fra de enkelte børns behov. Der var mange superbrugere, men ingen fælles forståelsesramme. Alle kæmpede for ‘mig og mit barn’, og børnene blev så afhængige af deres nærmeste pædagoger, at det var svært for andre at passe dem. De trivedes ikke, når de nærmeste pædagoger havde fri.
|
KRAP i Møllehuset I Møllehusets pædagogiske værktøjskasse ligger flg. modeller fra KRAP:
Desuden har KRAP i praksis blandt andet haft indflydelse på den måde, Møllehusets medarbejdere skriver deres behandlingsoplæg og undervisningsplaner på. Alle KRAP’s modeller kan downloades direkte fra Psykologcenterets hjemmeside: www.pcaps.dk |
Solid investering
– Der kan nemt blive en masse modarbejde, hvis ikke der er et fælles fundament, forklarer Nina Overgaard Nielsen.
– Når vi bliver så forhippet på vores eget projekt og har så meget faglig viden indenfor kun lige det felt, bliver vi sårbare og lukkede. Det bliver forstyrrende, hvis dine kollegaer byder ind med noget andet. Det er mit domæne. Jeg har været på kursus. Jeg har ret. Det ville jeg gerne bryde lidt op.
Godt 300.000 kroner, tre års personalemøder samt et ukendt antal frivillige interessetimer fra de enkelte medarbejdere i Møllehuset blev der investeret i projektet, som skulle forvandle Møllehuset fra et hus med små specialiserede enheder med hvert sit pædagogiske projekt til et hus, hvor fællesskabet for både de ansatte, børnene og deres forældre er i centrum.
– I dag er fællesskabet berigende. Vi er blevet opmærksomme på hinanden. Her er glæde og korpsånd. Det er det, vi er blevet rigere af, fortæller Nina Overgaard Nielsen om resultatet af investeringen.
At valget faldt på KRAP skyldtes, at især den ressourcefokuserede og anerkendende tilgang i forvejen var kendt i Møllehuset. Desuden var det væsentligt, at KRAP vægter den praktiske del højt, så pædagogikken kunne implementeres i den daglige praksis.
Eksamensangst og guldregn
For at sikre, at den nye viden blev en del af Møllehusets hverdagspraksis, deltog ledelsen i uddannelsesforløbet. Desuden dannede forstander Nina Overgaard Nielsen, pædagog Jane Torp og pædagog Tina Bak et redaktionsudvalg. De samlede viden op fra hver kursusgang, tilpassede KRAP’s modeller og skemaer til Møllehusets hverdag samt udviklede en manual til de behandlingsoplæg, medarbejderne skulle skrive som eksamensprojekt.
Hver kursusdag blev fulgt op af en praktisk opgave i form af en model eller et skema, som medarbejderne arbejdede med dagligt frem til næste kursusdag.
Flere medarbejdere i Møllehuset har følt sig udfordret ud over deres grænser ved tanken om, at de skulle i gang med en ny uddannelse og tilmed afslutte med eksamen. Men på kursusdagene oplevede de, at der blev sat begreber på meget af det, de allerede tænkte og praktiserede.
– I dag er det faktisk dem, der står allerlængst fremme med armene oppe over hovedet. ‘Det ku’ vi! Og det var ikke så svært igen’, fortæller pædagog Tina Bak.
For enkelte medarbejdere var det for krævende, at KRAP i høj grad fokuserer på relationen og den enkeltes bidrag til relationen. De arbejder ikke i Møllehuset længere. Og sådan må det være, vurderer Nina Overgaard Nielsen.
– Man skal turde være i sårbarheden. Vi kalder det ikke modstand, men guldregn. Når vi har guldregn, er det, fordi vi skal lære noget. Vi leder ikke længere efter fejl. Det er den enkeltes tilgang, der er interessant for, hvordan det lykkes. Vi skal ikke lave en teknisk handling. Vi er faktisk nødt til at være i følelserne sammen med børnene, så de mærker og forstår: ‘jeg passer på dig. Du gav mig godt nok en over skinnebenet, men jeg bliver hos dig’, siger hun.
|
Om Møllehuset I Møllehuset bor og færdes 0-18 årige børn og unge, der lever med flere forskellige fysiske og psykiske handicaps. De fleste af børnene har et meget begrænset eller slet intet verbalt sprog. I Møllehuset findes en døgnafdeling og en skole (STU 2), som er den ene af Thisted Kommunes specialtilrettelagte ungdomsuddannelser. |
På skrift
For pædagog Jane Torp er det med KRAP blevet nemmere at se, om hendes arbejde bevæger sig i den rigtige retning.
– Pædagoger er rigtig gode til at snakke og reflektere. Og vi snakker lidt mere og reflekterer lidt mere. Men hvor er det, vi kan se det henne, spørger Jane Torp.
Med de praktiske modeller fra KRAP laver hun nu måltrapper, mål og procesmodeller på en måde, så hun sammen med sine kollegaer kan se, hvor de helt præcis er henne i arbejdet.
– Nu, hvor vi får tingene på skrift, bliver det systematiseret og helt konkret. Vores arbejde bliver synligt, og det, synes jeg, har været rigtig dejligt, siger Jane Torp.
Tina Bak, der er pædagog i Møllehusets skole (STU), har stor glæde af værktøjerne fra KRAP, når hun skal vejlede kollegaer og sikre kvaliteten af det pædagogiske arbejde, som pædagogmedhjælperne i skolen leverer.
– Det bliver så nemt at gå til. Det bliver lovligt at sige: ‘Nu tager vi lige et skema. Så snakker vi ud fra det: Hvad tænkte du? Hvad tænkte eleven? Hvad tænkte jeg? Og for alle parter er det okay at sige: Hov, jeg tænkte sørme lige den gale vej i forhold til at nå frem til noget, der er positivt’, fortæller Tina Bak om sin brug af 4-kolonneskemaet fra KRAP.
Pilen peger på dig selv
Et begreb fra KRAP, som pædagogerne i Møllehuset har taget til sig, er grundtanker. De er optagede af børnenes grundlæggende tanker om sig selv, andre og verden. Grundtankerne kan i større eller mindre grad præge børnenes opfattelse af det, der sker. Det er bl.a. her, pædagogerne leder efter udviklingspotentiale hos børnene. Skal pædagogerne flytte på uhensigtsmæssig adfærd, skal de rykke ved børnenes grundtanker. Adfærdsregulering, som går ud på at bygge en ydre struktur op omkring barnet, er blevet en af de metoder, Møllehuset ikke længere sværger til.
– Jeg kan ikke få en handling til at holde op. Jeg kan ikke få en grundtanke til at holde op. Det er ikke et knips med fingrene. Det er hårdt slid. Man kan bare se på sig selv. Og jeg er endda relativt normalt fungerende, griner Tina Bak.
I forbindelse med de årlige behandlingsoplæg analyserer medarbejderne sig frem til de enkelte børns grundtanker. På grund af børnenes mange handicaps, fysiske og psykiske smertefulde erfaringer, har mange af børnene i Møllehuset grundlæggende tanker om, at verden er et farligt sted. I det perspektiv justerer pædagogerne hele tiden deres samvær med børnene med det formål at fortælle børnene den samme nye historie om og om igen: verden er ikke altid farlig.
Dagligt bruger de modeller og skemaer fra KRAP til at holde øje med, om de er på rette vej. Og hvis ikke: Hvad vil vi gøre anderledes næste gang?
– Og hvem er det, der skal rykke sig, spørger Jane Torp.
– Det er nok os selv. Og hvordan gør vi det?
Skuldrene ned
De forskelligheder og nuancer, der vokser frem i Møllehuset, når medarbejderne tør give mennesket bag pædagogen mere plads, er ifølge Tina Bak et vigtigt skridt, når hun og kollegaerne skal flytte sig for at flytte børnene.
– Før var vi så fokuserede på at ordne problemer og styre det hele med vores faglighed, at vi fik myoser i nakken. I dag er vi på en måde mere afslappede og hviler i os selv. Fordi det er okay. Det er okay at eksperimentere lidt og lave en lille fejl. Det er okay at være den, som jeg er. Det er faktisk en fordel, at jeg er den, jeg er. Det kan de andre lære noget af. Jeg kan byde ind med noget. Nina kan byde ind med noget andet. Jane kan byde ind med noget tredje. Og vi behøver ikke gøre tingene så ens. Det får skuldrene ned på de fleste medarbejdere, siger Tina Bak.
At mødes menneske til menneske i Møllehuset betyder også, at der er kommet øget fokus på ærlighed og begrænsninger. Noget Nina Overgaard Nielsen som leder holder i hævd.
– Alle de historier, jeg har hørt mine medarbejdere fortælle til KRAP-kurserne, har gjort mig klog. Jeg ved, at det indimellem er svært at arbejde i Møllehuset. Vi skal kunne rumme meget. Vi skal også rumme, at børn dør. Det er blevet betydeligt nemmere at være leder i Møllehuset. Det er blevet nemmere for mig at lytte til en medarbejder, der synes, det er svært lige nu, fordi jeg ved, paletten i huset er rigtig stor, fortæller Nina Overgaard Nielsen.
På samme måde kan man også som forælder i Møllehuset få at vide, at det, ens barn har brug for lige nu, ikke kan tilbydes. Og de møder forståelse hos forældrene.
– De er ikke i tvivl om, hvad det vigtigste i Møllehuset er. De ved, vi vil deres børn så meget. Og de ved, vi gør alt for at få det til at hænge sammen. De er med i det her. De er en del af et fællesskab, og når vi fortæller, at der er et andet barn, der fylder meget lige nu, slår de ikke i bordet og siger: ‘mit barn har krav på!’ fortæller Nina Overgaard Nielsen.
Et smil om dagen
KRAP har flyttet på målene og fortællingerne om Møllehusbørnene. I dag har alle børn et pædagogisk mål, der hedder glæde, og pædagogerne vælger deres ord med omhu, når de fortæller om børnene.
– Børnene er fanget i en kompliceret krop med mange hjælpemidler og medicin. Glæde er ikke en forudsætning. De har dage, hvor der faktisk skal rigtig meget til for at skabe glæde. Bare et smil om dagen. Det er et mål, siger Jane Torp.
Desuden bærer mange Møllehus-børn en eller flere diagnoser og tilhørende VISO-rapporter, så deres forældre er bedst bekendt med historierne om, at deres børn er en stor opgave og krævende at være sammen med. De historier prøver Jane Torp og hendes kollegaer at udfordre. Allerede tidligt i KRAP-uddannelsen oplevede de, hvordan deres nye syn på og tanker om børnene, fik dem til at forandre sig for øjnene af dem.
|
Diskuter på facebook: For meget ‘mig og mit’? Der var mange superbrugere, men ingen fælles forståelsesramme. Alle kæmpede – i den bedste mening – for ‘mig og mit barn’. Sådan siger forstanderen fra Møllehuset. Har du oplevet, at du selv eller en kollega er faldet i den grøft og har mistet blikket for den pædagogiske helhed? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |