Verdens sidste glødepære
I Møllehusets kolonihavehus er der fyldt med nips, som det hører sig til i et kolonihavehus. I en skuffe ligger den sidste glødepære i verden. Det ved Kaspar, og han passer på den så godt, han overhovedet kan, selvom han gennem hele sit liv har smadret ting omkring sig
Kaspars far og mor er til forældrerådsmøde i Møllehuset, hvor Kaspar bor. Pædagog Jane Torp banker på døren og spørger, om Kaspar lige må kigge ind og hilse på sin far og mor. Kaspar styrter ind og giver sine forældre et kram.
Kaspar er 14 år og har boet i Møllehuset i knap syv år. Før Jane Torp og hendes kollegaer i 2009 begyndte deres treårige KRAP-uddannelse, var det utænkeligt, at Kaspar hilste på sine forældre, når de var i Møllehuset til møde. Dengang handlede det om at skærme Kaspar, så han ikke blev forstyrret i sin strukturerede hverdag. En pædagogik der blandt andet gik ud på at undgå, at Kaspar fik øje på sine forældre, hvis de var til møde i Møllehuset.
Men KRAP sneg sig hurtigt ind under huden på Jane Torp, og en lille nagende fornemmelse i maven voksede sig større.
– Vores øjne blev åbnet. Vi så en dreng, der kunne noget andet, end det der stod på papiret, at han kunne. Det er da en øjenåbner til at begynde at tænke lidt anderledes, siger Jane Torp.
Verden er farlig
Kaspar er adopteret til Danmark fra et børnehjem i Bulgarien. Fra hans danske forældre så ham første gang, og til han kom til Danmark, var han blevet opereret for læbeganespalte og havde i følge Jane Torp ændret sig fra en smilende baby til et indelukket barn. Hvad der skete i den mellemliggende tid, ved de ikke, men de formoder, at han har fået et traume i forbindelse med operationerne.
Den historie har Jane Torp og hendes kollegaer altid kendt, men da de afsluttede deres KRAP-uddannelse med et eksamensprojekt, som bestod i at lave et behandlingsoplæg for de enkelte børn i Møllehuset, dukkede der alligevel nye brikker op.
I behandlingsoplægget skulle de bl.a. beskrive Kaspars livshistorie og adfærd og på den baggrund prøve at forestille sig hans tanker om verden. Da begyndte Jane Torp og hendes kollegaer at kaste et andet blik på Kaspar og den VISO-rapport, der tidligere havde slået fast, at Kaspar var infantil autist. Det gik op for dem, at når Kaspar slog og smadrede ting, var det for at beskytte sig selv og forsøge at overleve i en farlig verden.
– Når jeg skal være sammen med en infantil autist, kan jeg godt få nogle billeder i mit hoved og tænke: Så skal jeg nok passe lidt på mig selv, for de er jo meget utilregnelige. Men pludselig fik jeg historien om et lille menneske, der har været udsat for så mange ting. Det gjorde noget ved min opfattelse af ham. Jeg skulle ikke passe på mig selv i samværet med en infantil autist. Jeg skulle passe på en lille bitte dreng, fortæller Jane Torp.
Far og mor tilbage i Kaspars liv
Da Kaspar flyttede ind i Møllehuset, var han aldrig ked af det. Han spiste alle måltider på sit værelse og gik altid tur med en pædagog og ikke sammen med andre børn. Jane Torp og hendes kollegaer havde fået at vide, at Kaspar var så autistisk, at den følelsesmæssige skade han havde fra tiden på børnehjemmet i Bulgarien, ikke havde nogen betydning for ham.
Men i takt med at Kaspar vænnede sig til livet i Møllehuset og oplevede ro og tryghed, begyndte han at græde og kalde på sine forældre. Og lige såvel som Kaspar engang imellem siger til Jane Torp, at han hellere vil hjem til sin mor og far, kan han også give udtryk for, at han nyder at være en del af fællesskabet i Møllehuset.
– I dag ser vi en dreng, der rigtig gerne vil os. Han venter på os, når vi kommer, fortæller Jane.
Også Kaspars forældre nyder godt af forvandlingen. Før var det svært for dem at være sammen med ham pga. den stramme struktur og Kaspars frustrationer. Når Jane Torp ser tilbage på den tid, hvor selv den måde, de talte til Kaspar på, var struktureret, tænker hun i dag, at pædagogikken kom til at stå i vejen for Kaspars udvikling og den gode kontakt mellem Kaspar og hans forældre.
– På en måde fastholdt vi ham i, at alt var farligt. Alt var struktureret, og han blev afhængig af, at strukturen blev overholdt. Vi gjorde det sårbart for ham. Og som forældre er det svært at gøre tingene så firkantet. De syntes jo også gerne, de ville give ham en is, selvom det ikke lige stod på dagsprogrammet, fortæller Jane Torp.
I dag kan Kaspars mor og far igen tage del i hans liv. Før sparkede Kaspar sin far, i dag hopper han op på hans ryg og rider af sted ud på legepladsen. Han fejrer sin fødselsdag i forældrenes sommerhus, og når de besøger Kaspar i Møllehuset, fortæller de om dengang han var mindre.
– Han suger til sig, når de kigger på billeder fra dengang. Han stiller sig helt ind til sin mor, og selvom han ikke kan huske det hele, er han helt med og udstråler: ‘jeg vil jer’, fortæller Jane Torp.
Diagnosen ud med badevandet?
I dag tager Jane Torp og hendes kollegaer afsæt i Kaspars autistdiagnose, når de skaber struktur i hans hverdag. Men målet er nu at skabe en struktur inde i Kaspar ved at lære ham, hvad han skal og ikke skal. I Møllehuset bruger de stadig boardmaker-kort og andre værktøjer, de har fået fra VISO-rapporten, men de holder hele tiden øje med alle de andre facetter, Kaspar har, som ikke passer 100 pct. med diagnosen.
– Jeg er blevet i tvivl om, hvad der er hans største diagnose, fortæller Jane Torp.
– Jeg tænker på, om man kan blive udsat for noget, der er så voldsomt, at man udvikler autisme. Vi tror, han er traumatiseret.
Verden er måske ikke så farlig endda
På marken ved Møllehusets kolonihavehus, kan man sommetider se en dreng, der går tur med verdens sidste glødepære. Det er Kaspar. Pædagogerne ved, at Kaspar kan rydde kolonihavehuset for nips i et snuptag.
– Kaspars nervesystem er så ødelagt, så det nogle gange render foran ham. Nogle gange smadrer han ting uden at vide det. Det er hans mestring, når verden er et farligt sted, forklarer Jane Torp.
Alligevel fjerner pædagogerne ikke nipsene, når Kaspar er i kolonihaven. De forventer ikke, at det vil ske. De har sænket skuldrene, for skulle det alligevel ske, hvad så?
– Kaspar må gerne blive frustreret og gal. Jeg bliver hos ham. Jeg passer på ham. Jeg viser ham, at verden måske ikke er så farlig endda, fortæller Jane Torp.
Derfor får Kaspar lov at tage verdens sidste glødepære op af skuffen i Møllehusets kolonihavehus og gå tur med den.