icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Læserbrev

Simpel vedtægtsændring eller brud på medlemsdemokratiet?

  • Af kredsbestyrelsen i Kreds Storkøbenhavn
  • 12-2013 /

Kære Socialpædagoger.

På Socialpædagogernes kongres, vores øverste demokratiske myndighed, i november 2012 stillede forretningsudvalget (FU) et forslag om, at vedtægten omkring karensperioden skulle ophøre for nye medlemmer af forbundet.

Forslaget blev drøftet på bedste demokratiske vis ved, at alle kongresdelegerede havde mulighed for at ytre sig om deres syn på sagen, hvorefter der blev stemt om, hvorvidt karensbestemmelsen i socialpædagogerne skulle fjernes.

Forslaget faldt med et brag og den eksisterede vedtægt forblev uændret.

På trods af dette vedtog hovedbestyrelsen (HB) den 20. marts 2013 en fortolkningsændring af paragraf 4 stk. 7, som omhandler medlemmers ret til juridisk og økonomisk støtte, som i praksis ligner en ophævelse af karensbestemmelserne.

Har dette nogen betydning i praksis? JA!

Med den nye fortolkning (som nu er skrevet i et organisationscirkulære), er der åbnet op for, at der er medarbejdere på vores socialpædagogiske arbejdspladser, der nægter at være en solidarisk del af vores fagforening, der ikke vil bidrage til fællesskabet. Men i det øjeblik, at krisen kradser eller de øjner problemer i ansættelsen, så kan de melde sig ind og få næsten samme rettigheder og gode medlemsservice som dem, der har betalt kontinuerligt.

Det er allerede sket i Kreds Storkøbenhavn, hvor et medlem meldte sig ind den 1. april og den 7. april var medlemmet så indkaldt til tjenestelig samtale, der udmøntede sig i en opsigelse. Medlemmet fik selvfølgelig fuld opbakning, men er det rimeligt?

Kredsbestyrelsen i Storkøbenhavn mener, at den nye cirkulærefortolkning gør grin med de medlemmer, der har betalt til fagforeningen i årevis. Medlemmer, som gerne vil være organiseret i en rigtig fagforening, fordi de vil være en del af et fagligt fællesskab, der kæmper solidarisk for gode overenskomster, der sikrer vores rettigheder og anstændige arbejdsforhold.

Det største problem i denne sag er imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt HB respekterer de demokratiske spilleregler i foreningen?

HB’s medlemmer har ikke større respekt for Socialpædagogernes øverste demokratiske myndighed, end at den ved førstkommende lejlighed, stemmer for en fortolkning, som i praksis ligner en ophævelse af karensbestemmelserne.

Kredsbestyrelsen i Storkøbenhavn er fortørnet og dybt rystet over den mangel på respekt for demokratiet, som HB har udvist i denne sag, og mener, at det ville klæde FU og HB at indstille til en ekstraordinær kongres, hvor dette kunne blive drøftet.

I hvert fald skal det enkelte medlem have indblik i, hvordan demokratiet pt. forvaltes i vores ellers gode organisation!


Kære kredsbestyrelse i Kreds Storkøbenhavn

Af Kaj Skov Frederiksen, på vegne af forretningsudvalget

Vedtagelsen af organisationscirkulære 16, som vedrører medlemmers ret til økonomisk og juridisk bistand, er efter forretningsudvalgets opfattelse en helt naturlig konsekvens af, at hovedbestyrelsens forslag om fjernelse af karensbestemmelser faldt på kongressen.

Faktum er, at vi på tværs af vores 10 kredse har en forskellig praksis for, hvad vi tilbyder nye medlemmer af hjælp i karensperioden. Det dur simpelthen ikke – uanset hvilken kreds man tilhører, har man ret til samme hjælp! Vi er ét forbund, selvom vi organisatorisk er opdelt i 10 kredse med en vis grad af lokalt selvstyre.

Jævnfør forbundets vedtægter er kongressen forbundets øverste myndighed, som fastsætter de generelle retningslinjer for forbundets virksomhed, mens hovedbestyrelsen sætter rammerne for opgavefordelingen og det lokale selvstyre i kredsene. Det betyder, at hovedbestyrelsen har ansvaret for at følge op på kongresbeslutninger – og det er på den baggrund, at hovedbestyrelsen den 20. marts har behandlet spørgsmålet om karens.

Med respekt for vedtægternes bestemmelser vedtog et flertal i hovedbestyrelsen den 20. marts (21 stemmer for og 8 imod) sådan et regelsæt, der sætter rammerne for, hvordan karensbestemmelserne skal håndteres i respekt for det lokale selvstyre. Forinden havde regelsættet være behandlet i forbundets vedtægtsudvalg, og det er et enigt vedtægtsudvalg, som står bag regelsættet.

I en tid, hvor fastholdelse og hvervning af medlemmer er et fokusområde for stort set alle forbund, er der ikke råd til at have den holdning, at nye medlemmer ikke kan få hjælp fra deres fagforbund i de første 6 måneder af deres medlemskab.

En holdning, som et flertal af kongressen alt andet lige må konkluderes at tilslutte sig, idet 119 af de 196 kongresdelegerede i november 2012 stemte for, at karensbestemmelser bortfalder. Forslaget faldt dog, da vedtægtsændringer kræver to tredjedeles tilslutning. Karensbestemmelserne er fortsat en del af vedtægterne, hvilket betyder, at nye medlemmer ikke kan modtage ekstern juridisk og økonomisk bistand i fx afskedigelsessager, som opstår i løbet af de første 6 måneder af deres medlemskab.

I den forbindelse er det vigtigt at fremhæve, at forbundet i forbindelse med projekt særlig indsats på det private område (projekt SIPO) i en toårig periode har givet dispensation for karensbestemmelserne, hvilket ikke i nævneværdig grad har foranlediget et ekstra træk på vores bistand.

Karensbestemmelserne bliver i øvrigt jævnligt debatteret i hovedbestyrelsen, hvorfor vi i forretningsudvalget ikke kan genkende det billede af en udemokratisk beslutningstagning, som Kreds Storkøbenhavn forsøger at tegne. Og spørgsmålet om en ekstraordinær kongres synes derfor at være ude af proportioner. 

Afslutningsvis vil vi blot pege på, at Hovedbestyrelsen løbende følger op på de beslutninger, vi tager, og de erfaringer, vi gør os. Så la’ os derfor nu lade de nye regler virke i et stykke tid, inden vi i hovedbestyrelsen sammen gør status på erfaringerne hermed.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat