Det godes skygge
Hvis man ikke vil vedkende sig den magt, man har, og heller ikke tale om den, så fører det i realiteten til en stærkere udøvelse af magt, siger professor Lars Uggerhøj
Vi ved ikke meget om magtrelationen mellem socialarbejderen og borgeren. Ifølge Lars Uggerhøj, der er professor på Institut for sociologi og socialt arbejde på Aalborg Universitet, er noget af det eneste, vi ved, fra undersøgelser, at rigtig mange socialarbejdere ikke bryder sig om at have magten. Man beskæftiger sig nødigt med den, og taler nødigt om den.
– Det er utroligt, at vi ikke nærmere har fået beskrevet, hvordan socialarbejdere håndterer og oplever det at have magten. Den manglende viden er så meget desto mere bemærkelsesværdig, fordi netop magtrelationen ligger helt fremme i bevidstheden hos borgerne. Dermed bliver magtforholdet i relationen til en slags dark horse i samarbejdet, mener Lars Uggerhøj.
– Der mangler forskning i magtrelationer i hele det socialfaglige felt. Det er op til den enkelte socialarbejder at sikre sig, at magten bliver drøftet, for det er ganske sjældent noget, der bliver sat på dagsordenen på uddannelser og i institutionerne.
– De fleste socialarbejdere har et godt hjerte og det klare udgangspunkt, at ‘jeg er her for at hjælpe mine medmennesker’. Det skygger for den magtudøvelse, som er en realitet, hvad enten man vil det eller ej, og hvad enten den bliver udøvet synligt eller skjult, siger Lars Uggerhøj.
Skyggen i det gode sociale arbejde
Hvis ens selvforståelse er, at man ikke udøver magt, men kun omsorg, så sker der noget afgørende i relationen til borgeren, mener han.
– Hvis man ikke tør synliggøre en eksisterende magtrelation, så bliver det svært for borgeren at forholde sig til den. I det øjeblik magten synliggøres, så har borgerne også en ret til at forholde sig til den. Men når de professionelles bestræbelse går på at mindske og skjule magtudøvelse frem for at stå ved den, så vil mange borgere se det som, ‘det er noget vi ikke taler om’.
– En tabuisering vil blive opfattet som en intensivering af magtforholdet, selvom det udøves af socialarbejdere, der, når vi interviewer dem, giver udtryk for et ønske om at være så lidt magtfulde som overhovedet muligt. Hvis man er så flov over og bryder sig så lidt om magten, at man slet ikke vil tale om den, bliver den til en skygge, som følger forholdet mellem socialarbejderen og borgeren. I realiteten fører det til en stærkere udøvelse af magt. Jeg plejer at kalde fænomenet ‘det godes skygge’, siger Lars Uggerhøj.
Mangel på gennemsigtighed
Når socialarbejdere i danske undersøgelser endelig ytrer sig om magtforhold, så er det kun ‘den gode magt’, man taler om. Man går, ifølge Lars Uggerhøj, som en selvfølge ud fra, at hvis man bestemmer over et andet menneske, så er det fordi, at det er bedst for det menneske.
– Hvis en socialpædagog taler med en skolelærer om et barn, som man ifølge lovgivningen ikke må, så vil socialarbejderen have en tendens til at mene, at det kun er for barnets eget bedste.
Pludselig oplever brugeren så, at skolelæreren ved noget, hun ikke burde vide. Dermed kommer man ‘i det godes tjeneste’ til at udøve en magt, som man ikke har vedkendt sig og sat spørgsmålstegn ved, siger Lars Uggerhøj.
Blot fordi man selv synes, at en sag er forløbet fornuftigt, er det, ifølge Uggerhøj, slet ikke sikkert, at borgeren synes det samme.
– Hele det offentlige hjælpeapparat er med til at skærme for gennemsigtigheden, fordi de professionelles selvopfattelse er: ‘Jeg hjælper, jeg udøver ikke magt’.
– Men når vi interviewer borgerne, er der mange ting, de opfatter som magtudøvelse, som socialarbejderne ikke gør. En situation, der af socialarbejderen og dennes kolleger opfattes som god og vellykket, kan af borgeren opfattes som negativ. Det kan sagtens være, at det, man gjorde i situationen, var godt og nødvendigt, men det interessante er, at man ikke diskuterer, hvilke skyggesider det ‘gode og nødvendige’ har, og om man kunne ændre ved indsatsen eller måske bare justere den, siger Lars Uggerhøj.
Én situation – to opfattelser
Nogle kommuner ville for et par år siden vide mere om, hvordan det er at blive undersøgt af kommunen. Man udpegede nogle borgere, som man vurderede, at man havde et godt samarbejde med for derved at få viden om, hvad der lykkes og er godt.
Det viste sig, at borgerne havde en helt anden opfattelse. De syntes ikke, at samarbejdet var godt. De havde været meget opmærksomme på, hvad de skulle sige og ikke sige. De følte sig ikke ordentligt orienterede.
– Det er selvfølgelig interessant, at man har så forskellige opfattelser, men endnu mere interessant er det, at socialarbejderne derved agerer, som om samarbejdet er godt. Dermed risikerede man at udøve magt uden at være klar over det, mener Lars Uggerhøj, som ofte fortæller de socialfaglige arbejdspladser, at de først og fremmest skal interessere sig for magtudøvelse der, hvor det på overfladen ser pænt ud.
– Det mest interessante er ikke de steder, hvor det er tydeligt, at der udøves magt. Det er snarere, når fornemmelsen er, at klienten tilsyneladende er tilfreds, og der bliver talt pænt og ordentligt, at man er i fare for at komme til at udøve en meget uhensigtsmæssig form for magt, fordi den ikke opdages og er meget vanskeligt at forholde sig til for borgerne.
Vurderingerne af den samme situation kan være så forskellige, og derfor bliver det meget farligt, at diskussionen om magt ikke er åben. For når den er lukket, så udøves den endnu stærkere og bliver usynlig for både borgeren og socialarbejderne, siger Lars Uggerhøj.