icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Magt

Et pædagogisk paradigmeskifte

I landsbyen Sølund har de sidste par årtiers pædagogiske praksis handlet om at afskaffe magtanvendelse som pædagogisk styreredskab

  • Af Thomas Davidsen
  • 21-2013 /

Lone Bahnsen Rodt er leder for 800 ansatte i Landsbyen Sølund, som er Danmarks største botilbud til mennesker med vidtgående fysisk og psykisk nedsat funktionsevne. Hendes umiddelbare reaktion på at få forelagt resultatet af den canadiske undersøgelse (se side 4), der dokumenterer, at magtfølelse får hjernen til at arbejde mindre empatisk, er, at det er særdeles relevant ny viden for socialpædagoger.

– Det er en konstant balancegang at forvalte den magt, man har som socialarbejder ordentligt. Positionen som ‘professionel’ giver jo en autoritet, som man kan handle med over for borgerne, siger Lone Bahnsen Rodt.

– Hvis man ikke er i stand til at reflektere over sig selv, og hvis man ikke aktivt opsøger feedback, så er det næsten uundgåeligt, at man korrumperer følelsesmæssigt. Det vidste vi godt i forvejen, men det er interessant, at der nu er ny viden om magtfølelsens indvirkning på hjerneaktiviteten, siger hun.

Flere eksperter mener, at socialarbejdere har ekstra svært ved at tale om magt, fordi omsorgsaspektet fylder så meget. Er det også din erfaring?

– Jeg kan sagtens genkende billedet. Og eftersom hele vores sociale omsorgssamfund er bygget op omkring magtrelationen mellem socialarbejderen og borgeren, så er det problematisk, at man ikke beskæftiger sig mere med den faldgrube, der ligger i magtrelationen. 


– Jeg snakker mest om magtaspektet på ledelsesniveau. Vi er en stor organisation, så hvorvidt man snakker om de her ting i de enkelte afdelinger, det kan jeg godt være i tvivl om. 
Der er helt givet personalegrupper, der er bevidste om det. Men jeg tror faktisk, at selvforståelsen et langt stykke af vejen er, at man udviser stor empati.  


– Det ville være rigtig interessant, hvis man snakkede noget mere om magtaspektet. Faktisk burde det være en del af god pædagogisk praksis at demonstrere det som synlig selvreflektion. Specielt på det her område, hvor relationen mellem hjælperen og borgeren i sin essens er så magtfuld, fordi vi har med mennesker at gøre, som er dybt afhængige af vores hjælp og ofte føler sig afmægtige. 


– Men problematikken kan ikke ses ude af sammenhæng med den historie, der har udspillet sig de sidste par årtier omkring magtbegrebet. Jeg har kun været leder på Sølund i 2 år. De foregående 16-17 år, før jeg kom til, har stedet været igennem et paradigmeskifte omkring hvilket menneskesyn, der skal styre vores arbejde.

– Her på stedet har man gjort op med datidens adfærdsregulering og adfærdspædagogik. Før i tiden var det jo sådan, at hvis man ikke gjorde, som man blev bedt om, så blev man frataget et eller andet. Man havde i sit grundsyn, at man som autoritet havde noget at styre med. Det har man arbejdet på at lægge af sig og nu arbejdes der ud fra det grundlæggende menneskesyn i Gentle Teaching-filosofien, hvor magtrelationen søges nedbrudt i de tilgange og metoder, man anvender.


Har dette skift været på bekostning af en bevidsthed om magtrelationen?

– De her ting er en balancegang, og selvom balancen i dag nok er tippet over til den side, hvor man beskæftiger sig for lidt med magtaspektet, så er det jo også en stor landvinding, at man har opnået at styre meget adfærd uden at bruge magt.

– Det optimale må være, at man kun anvender magt, når det er nødvendigt, samtidig med, at man som socialarbejder hele tiden er klar over, at man rent faktisk har magten. Og at man risikerer at falde i nogle fælder, hvis man ikke er bevidst om det.

– Men vi har jo en lang og god tradition for supervision i branchen. Mange steder er det ikke blot et tilbud, men et krav. Min påstand er, at de gode supervisere tager toppen af de værste faldgruber, siger Lone Bahnsen Rodt. 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis