Rockwool Fondens Forskningsenhed (RFF) udgav i april ‘Når man anbringer et barn II’. Her tages udgangspunkt i registeranalyser af data fra Danmarks Statistik, og der foretages analyser af en række væsentlige forhold omkring anbringelser af børn og unge i perioden 1996-2010/11.
Her påvises det bl.a., at færre af de tidligere anbragte unge får en kompetencegivende uddannelse, og situationen er mest alvorlig blandt de unge, der har været på institution. Som det påpeges i undersøgelsen, kan dette skyldes, at institutionsanbragte unge kommer fra mere marginaliserede hjem.
Fra SFI’s forløbsundersøgelse blandt alle unge, der er født i 1995, som er eller har været anbragt uden for hjemmet, har man for nylig offentliggjort en rapport om de nu 15-årige unge. Her konkluderes det, at 60 pct. af de unge modtog specialundervisning, og at dette tal var 80 pct. blandt unge på institutioner, der bliver karakteriserede som mere belastede, samt at halvdelen af de unge, der er anbragt i familiepleje, klarer sig fint i den almindelige folkeskole.
Desværre sondrer hverken SFI eller RFF i deres undersøgelser mellem døgninstitutioner og opholdssteder, hvor der anbringes forskellige målgrupper og aldersgrupper. Når der alene laves en sammenligning af plejefamilie over for institution, bliver analyserne ‘skæve’ – også vedrørende forholdene i plejefamilierne.
I SFI’s undersøgelse slås al specialundervisning desuden sammen under en hat. Her er tale om vidt forskellige former for undervisning, som tilbydes til forskellige typer af anbragte børn – folkeskolens forskellige former for specialundervisning, undervisningen på specialskoler og på interne skoler samt undervisning på dagbehandlingstilbud. Også her tabes værdifuld viden, som kunne have bidraget til at belyse områderne yderligere.
I en større registerundersøgelse af, hvordan det uddannelsesmæssigt går tidligere anbragte unge, som vi foretog for et par år siden, kunne vi konkludere, at der ikke kunne påvises forskelle mellem, om de unge havde været anbragt i familiepleje, på døgninstitutioner eller på opholdssteder. Af dette kunne vi udlede, at det synes at lykkes for døgninstitutionerne og opholdsstederne, som især modtager børn med ‘skoleproblemer’, at kompensere for dette enten via indsatsen på interne skoler eller via andre undervisningsformer – og via den professionelle støtte.
De forskellige konklusioner fra disse tre undersøgelser kan alle være korrekte, da selv større registeranalyser kan give forskellige resultater, alt efter forskningstekniske tilgange og fx tidsramme og undersøgte grupper af unge.
Man må således ikke forledes til at tro, at man har fundet noget nær sandheden, når man i sådanne undersøgelser opererer med et meget stort tal- og datamateriale.
Inge M. Bryderup er professor i socialt arbejde ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet.
Deltag i debatten
|