Udsagnet i overskriften hører jeg fra tid til anden. Normalt står jeg imod og argumenterer fandenivoldsk for, hvorfor netop fagbevægelsen ikke har udspillet sin rolle og stadig har sin eksistensberettigelse. I disse dage kan jeg godt blive i tvivl og tænke for mig selv: Er det mig, som er blåøjet? Har jeg stirret mig blind på mine egne ideologier, og er det min tyrkertro, som spiller mig et puds?
Min solidaritet er i den forløbne tid gået uforbeholdent til lærerne, men jeg står alene som individ, og jeg føler desværre, at de pædagogiske forbund er gået i flyverskjul. Deres solidaritet ligger kun i ord, og derved står lærerne reelt alene i lockouten. Hvor blev sympatikonflikterne af? Har fagbevægelsen virkelig kun ord tilbage? Det vinder vi ingen sejre med – det er gennem handling, at der skabes forandring! Vi burde stå sammen, for vi er i samme båd, men vi har efterladt lærerne på den synkende skude, og selv håber vi på, at vi vil klare os i redningsbådene. Sandheden er: Vi har aldrig været mere udsatte.
Vores fag og uddannelse er underkendt økonomisk. Som fag har vi solgt ud for at få anerkendelse, men den er ikke kommet. Her min påstand: Anerkendelse kan ikke købes igennem sprogtest, læreplaner og dokumentation – respekten kommer gennem en høj faglighed og et solidt pædagogisk arbejde på vores arbejdspladser. Som fagforening burde vi kæmpe sammen med resten af fagbevægelsen for de bærende velfærdssøjler i vores samfund. Dette ville komme vores medborgere og os selv til gode og ville hæve overliggeren for det pædagogiske fag – det ville give anerkendelse og et langt bedre velfærdsamfund.
I kender talemåden om, at ’riget fattes penge’, og det er vist blevet brugt et par gange igennem den sidste årrække. Politikerne forsætter med budskabet om, at vi i Danmark ikke længere har råd til den velfærd, vi kender til. Da min bedstemor ikke længere kunne klare badet selv, men stadig boede for sig selv, kunne hun få et bad en gang om ugen gennem hjemmehjælpen, som mange andre ældre i dette land. I min sidste praktik i en børnehave var der 22 børn pr. stue, og normeringen lød på to pædagogiske ansatte. Jeg spørger forsigtig: Hvor er det, der kan spares på velfærden? Mit svar er: De vil spare på vores løn, og det er lykkedes gennem de sidste to overenskomstforhandlinger!
Fagbevægelsens top har taget til takke med overenskomstens forhandlingsresultat og fortæller, at det var det, der var at komme efter, men hvad tænker medlemmerne om dette? I PLS har vi anbefalet vores medlemmer et klart nej i urafstemningen. Fagbevægelsens styrke ligger i dens medlemmer.
Forhandlingslokalet er en scene, hvor der udføres skuespil, og det reelle magtforhold ligger stadig hos medlemmerne, som det altid har gjort. Vi er stadig lønmodtagere, der sælger vores arbejdskraft, og der vil altid være modstridende interesser, når det handler om, hvor meget vi er værd.
Det betyder, at vi forsat bliver nødt til at stå sammen for vores løn og velfærd.
Martin Alexandersen er faglig sekretær i de studerendes landsorganisation, PLS.
|
Deltag i debatten
|