Vi har lige fået den meget længe lovede handicap-politiske handleplan. En plan, som på mange måder har en positiv vision, der peger på inklusion, medborgerskab og selvbestemmelse. Altså elementer, som vi kan genkende fra handicapkonventionen.
Vi er med fuld fart på vej ud af inklusionsvejen, når vi taler om børnelivet. Stadig flere børn med handicap inkluderes i de almindelige børnehaver, og den nye folkeskolereform vil om få år inkludere langt de fleste skolebørn. Det er den rigtige vej at gå, hvis vi samtidig sikrer os den nødvendige specialviden og de ekstra ressourcer til børn med særlige behov.
Men når vi ser på voksenlivet for mennesker med udviklingshæmning, så er billedet et helt andet. Her er det, som om samfundet slet ikke kobler inklusionsdagsordenen med de bolig- og fritidsmuligheder, som vi stiller denne gruppe borgere i udsigt.
Alt for mange mennesker med udviklingshæmning lever fortsat en hel voksentilværelse i isolerede – og isolerende – boliger. Handicapboliger, hvor man bor tæt sammen med mennesker, man aldrig har valgt at bo sammen med (men som nogle heldigvis kommer til at opfatte som gode venner). Boliger, hvor man skilles fra bofæller, som pludselig flyttes uden begrundelse. Og boliger, hvor det ansatte personales vilkår – fx deres uddannelse, arbejdstid mv. – sætter rammer for hverdagslivet på en måde, som de færreste nok ville finde sig i.
De senere års besparelser har ramt hårdt mange steder. For nogle voksne med udviklingshæmning er der fx ikke længere mulighed for at komme uden for matriklen, hvis man ikke har pårørende, som henter og bringer. Det handler om at komme i sportsklubben, i teateret eller i kirke, til familiesammenkomster og meget andet.
Så mens vi snakker løs om inklusion af børn og unge med handicap – så er dette den sørgelige status på inklusionen for mange voksne med udviklingshæmning.
Jeg skal medgive, at der er gode elementer i regeringens handicappolitiske handlingsplan. Helt bestemt. Men det er mildest talt forbløffende at opdage, at boligens betydning slet ikke bliver nævnt. Det virker nærmest som en krampagtig fortielse. For LEV og andre organisationer på området har gentagende gange gjort de ansvarlige opmærksomme på udviklingen.
En udvikling, hvor flere kommuner tilsyneladende er ved at genopfinde fortidens totalinstitutioner til mennesker med udviklingshæmning, som vi fx har set det med Katrinehaven i Viborg. Og en udvikling med fortsatte forringelser af hjælpen i hverdagen – fx til ledsagelse – der betyder, at institutionen genopstår, som en usynlig, men høj og uigennemtrængelig mur om de sårbare beboere i bostederne. Konsekvensen er mindre inklusion, svækket medborgerskab og tab af værdighed. Den udvikling synes regeringen åbenbart, at det er helt ok at se bort fra i en handicappolitisk handlingsplan. Forbløffende!
Når nu regeringen åbenbart ikke vil tage sit ansvar på sig, så må vi jo alle skubbe lidt på – og det håber jeg, at I vil være med til.
Sytter Kristensen er formand for Landsforeningen LEV.
|
Deltag i debatten Mennesker med udviklingshæmning har brug for, at din viden kommer ud, så beslutningstagerne – regeringen såvel som kommunalpolitikerne – ikke kan fortsætte fortielsen. Vil I som socialpædagoger med førstehåndskendskab fortælle om virkeligheden, som den udspiller sig i landets bosteder for mennesker med udviklingshæmning? |