Jeg har igennem det sidste halve år været på tre temadage, som uafhængigt af hinanden alle omhandlede begrebet social kapital. Derudover findes der vel ikke en personalepolitik eller et MED-udvalg med respekt for sig selv, der ikke har forholdt sig til social kapital i det forgangne år. Men hvad er social kapital egentlig? Og hvad er det, der gør, at vi alle sammen pludselig skal forholde os til dette ‘nye’ begreb?
Definitionen på social kapital er centreret om temaerne: tillid, retfærdighed og samarbejdsevne og bliver betragtet som afgørende faktorer for et godt arbejdsmiljø. Samtidig med det viser forskning, at hvis disse faktorer er til stede, vil både arbejdsglæde, produktivitet og effektivitet stige. Man mener altså at have påvist, at ved at investere i – og fokusere sin ledelsesstil omkring – disse temaer, så opleves medarbejderne gladere og mere effektive, og arbejdsgiverne får herved både tilfredse medarbejdere og større produktivitet.
På den baggrund og med den viden kan man vel ikke tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved den sociale kapitals indtræden på det danske arbejdsmarked og heriblandt mange socialpædagogiske arbejdspladser?
Når jeg nu alligevel tillader mig at forholde mig om ikke kritisk, så i hvert fald undrende til begrebet social kapital, så skyldes det nok en lille skepsis i forhold til tidspunkt og ansvarsfordeling.
Jeg har som FTR/TR i mange år haft fokus på vigtigheden af at have indflydelse på eget arbejde, at have tydelige kommunikationsveje og have en troværdig ledelse som forudsætning for at skabe gode arbejdspladser med et ordentligt arbejdsmiljø.
Til trods for det har jeg igennem en årrække oplevet, at vores medlemmer i Region Hovedstaden er blevet mødt af nedskæringer, højere ‘produktionskrav’, strammere rammestyring og en new public management-ledelse, der har gennemsyret mange offentlige arbejdspladser. Jeg har i den periode været vidne til, at vores medlemmer mener, at der er ‘skåret helt ind til benet’, vi kan ikke løbe stærkere, være færre hænder eller effektivisere mere.
Så min frygt i forhold til social kapital er, at vi nu bliver sat på endnu en effektiviseringsøvelse, der bare er pakket pænt ind, men hvor præmissen stadig er, at vi skal producere mere for mindre. Denne gang bliver vi så selv ansvarliggjort, da social kapital jo er et fælles anliggende imellem ledelse og medarbejder.
På den måde oplever jeg, at vi skal tage ansvar for at optimere samarbejdet vha. større tillid til ledelsen og forståelse for oplevet uretfærdighed, og hvis det ikke fungerer, så er vi medansvarlige.
Men har det ikke altid været sådan, at retfærdige ledere, der viser medarbejderne tillid, får mere engagerede medarbejdere, der er samarbejdsvillige og tilfredse og hermed en bedre arbejdsplads for alle, end ledere, der er det modsatte? Jeg tænker, at det er en ledelses ansvar at optræde retfærdigt og udvise samarbejdsvilje i alle spørgsmål, og at tillid er noget, man opnår – ikke noget, der kan dikteres!
Så hvis social kapital skal være samarbejdets frelse, skal arbejdsgiverne sadle om og tage deres opgave alvorligt og investere i nogle arbejdspladser, hvor rammerne byder ledelsen at lede tillidsskabende, retfærdigt og med samarbejdsvillighed. Kun på den måde opnår vi den ønskede effekt af rigtig social kapital.
Michel Kikkenborg er FTR på psykiatriområdet i Region Hovedstaden og medlem af bestyrelsen i Kreds Storkøbenhavn.
|
Deltag i debatten
|