Arbejdernes museum
Som medlem af Socialpædagogerne kan du og din familie gratis besøge Arbejdermuseet. Her er meget at se for både børn og voksne
Nu kommer vi faktisk til et af de bedste steder på hele museet. Museumsinspektør Margit Larsen smiler finurligt og åbner døren til en bagtrappe.
Vi er på Arbejdermuseet i København, hvor Margit Larsen har lovet at udvælge tre ting eller steder, der i hendes optik kan have særlig interesse for socialpædagoger. Helt nemt har det ikke været for hende, for i øjeblikket fortæller Arbejdermuseet mest industriarbejdernes historie, og der er ingenting om netop socialpædagoger – men det bliver anderledes.
– I dag formidler vi historien op til 50’erne, men i de kommende år vil vi føre den frem til 80’erne eller 90’erne, og så kommer vi i høj grad til at fortælle de offentligt ansattes historie, fortæller hun.
Når der nu ikke er noget om netop den socialpædagogiske profession, har Margit Larsen i stedet udvalgt det ene sted med udgangspunkt i de socialpædagoger, der arbejder med børn. Hun viser vej til Børnenes Arbejdermuseum, hvor det er muligt at lege sig til en indsigt i, hvordan det var at være arbejderbarn i 30’erne.
Børnenes arbejdermuseum
Her kan man klæde sig ud som en dreng eller pige, der bor i en lillebitte lejlighed og må arbejde for familiens føde. For eksempel fordi far er en af de mange arbejdsløse. På museets budcykel, kan man trampe løs i pedalerne, mens billeder af det gamle København farer forbi, og man kan blive sendt til købmanden efter varer, hvis der altså er råd til dem. Ellers må man først en tur til museets pantelåner og afleverer frakke eller træsko.
– Alt hvad der er herinde er til at lege med, fortæller Margit Larsen og udpeger købmandsvarer, køkkenudstyr og pantelånerens bog, hvor man kan skrive ned, hvor meget man skylder.
Og bagtrappen? Den fører ned til en lillebitte gård fra dengang, der lå flere huse inde i det, der i dag er relativt store baggårde.
Tager man i døren til dasset, brøler en vred mandestemme. Sur over at blive forstyrret. Og bag døren gemmer sig en meget livagtig dukke.
– Både børn og voksne får sig som regel et godt grin, når de åbner døren her til Aksel på tønden. Men sådan var det jo – gården var både til lokummer og til leg, siger Margit Larsen.
|
Socialpædagogiske seværdigheder I denne sommerserie beskriver vi forskellige danske seværdigheder, der alle har en forbindelse til den socialpædagogiske verden. I de to sidste numre kunne du læse om Museum Overtaci i Aarhus og Forsorgsmuseet i Svendborg. Dette er den sidste artikel i serien. |
Fagbevægelsens vugge
Det andet sted, Margit Larsen har udvalgt, er Festsalen. Her hænger de røde faner og på endevæggen står parolen ‘Frihed, lighed og broderskab’.
– Arbejdermuseet ligger i det hus, der oprindeligt var Arbejdernes Forsamlingsbygning og festsalen her er den oprindelige festsal. Den er blevet brugt til alt fra juletræsfester til politiske møder og bl.a. Rosa Luxemburg har holdt tale herinde, fortæller hun.
På væggen hænger træsnit af bl.a. en murer, en bager, en snedker og en tjener, men ingen sygeplejerske eller lærer – for slet ikke at tale om en socialpædagog, der jo først blev en stillingsbetegnelse langt senere.
– Herinde kan man meget tydeligt se, hvem der engang blev opfattet som arbejderne: Det var folk i fremstillingsproduktionen, men det har rykket sig – i hvert fald ser vi i dag de store arbejdskampe blandt offentligt ansatte, sådan som vi lige har set det med lærerkonflikten, fortæller Margit Larsen, der efter sommerferien skal i gang med et ph.d.-projekt om spørgsmålet: Hvem er arbejderne?
Frihed, lighed og broderskab
Margit Larsen retter blikket mod parolen ‘Frihed, lighed og broderskab’.
– Det var jo oprindeligt borgerskabets parole under den Franske Revolution, men fra midten af 1800-tallet tog arbejderbevægelsen den til sig. Frihed stod blandt andet for frihed fra arbejdets slid og broderskab refererede til den solidaritet, der eksempelvis var nødvendig for at undgå skruebrækkere – og lighed handlede bl.a. om lighed for loven. Da Arbejdernes Forsamlingsbygning blev bygget i 1870’erne var det kun seks pct. af borgerne i København, der havde stemmeret. I folkemunde var de fem undtagelser fruentimmere, folkehold, altså for eksempel tjenestefolk, forbrydere, fattige, det vil sige dem, der havde modtaget fattighjælp, samt fjolser, altså mennesker, vi i dag kalder udviklingshæmmede.
En betydningsfuld karaffel
Den sidste ting Margit Larsen har valgt ud, er Staunings karaffel. Ved første øjekast ligner den bare en ganske almindelig kande af glas, men den har en ganske særlig historisk betydning, fortæller Margit Larsen. Det var natten mellem den 29. og 30. januar 1933 og den daværende statsminister Thorvald Stauning havde indkaldt til forhandlinger i sit hjem i Kanslergade 10. Den socialdemokratiske statsminister havde svært ved at nå til enighed med Venstre, og det hele var ved at gå i hårdknude, da Thorvald Staunings hustru ifølge legenden kom ind med karaflen – fyldt med whisky.
– Og så gik det hele meget bedre, fortæller Margit Larsen med et smil.
Parterne endte med at nå til enighed om det senere så berømte Kanslergadeforlig, der bl.a. indebar, at universelle rettigheder blev det bærende princip i tildeling af sociale ydelser – frem for at det som tidligere var en form for almisse.
Ud over de tre elementer, som Margit Larsen havde valgt ud, kan man på Arbejdermuseet også blive klog på andre dele af arbejderbevægelsens historie og arbejdernes kulturhistorie – eksempelvis boformer. Der er også skiftende udstillinger om alt fra arbejdsmiljø til arbejdernes ferie.