Fagforening og tillidsrepræsentanter i en brydningstid
Det er fagforbundenes opgave at finde koblingspunktet mellem fællesskab og individualiseret nærvær, og centralt i det arbejde står de tillidsvalgte
Det er ikke let at være fagforeningsrepræsentant i disse tider. Store dele af det politiske landskab udråber vores legitimitet som hørende en anden tidsalder til og taler om, at folk ønsker noget andet, der tager afsæt i individet og ikke dogmer som 1. maj-solidaritet.
Men er det den skinbarlige virkelighed?
Personligt øjner jeg konturerne af en anden virkelighed, som kan blive gunstig for os som fagforening, men vi skal smøge ærmerne op for at indtage den.
Som jeg ser det, er et nyt paradigme ved at udfolde sig. Et paradigme, der kan komme til at cementere fagbevægelsen position, hvis vi formår at gøre os nærværende og interessante for medlemmerne.
Gennem det postmoderne samfund kom individets individualitet mere og mere i centrum. Slutproduktet kender vi bl.a. med curling-børn, hvor hvert individ skal opleve succes. Paradokset er dog, at det kan alle ikke. I bogen ‘Det ordentlige menneske’ (2009) skriver Henrik Jensen : ‘Alle skal frigøre sig og realisere sig i evig konkurrence med hinanden, men der er ikke plads til, at alles frigørelse kan folde sig ud!’.
I takt med at X-faktor messede, at hver enkelt menneske er unikt, bevægede samfundsnormerne sig imod en rettighedskultur. En kulturtænkning, hvor enhver kræver sin ret mere eller mindre uanfægtet af, om andre må betale prisen for dette. Denne rettighedskultur med individets unikke (og ofte egocentriske) behov, har vi som fagforening haft vanskeligt ved at imødekomme. Vi bygger jo på urgamle dyder som fællesskab og sammenhold, hvorfor kampen for den enkeltes positionering af sig selv har været vanskelig at støtte.
Vores faglige identitet som socialpædagoger bygger på nærvær og inkludering, hvilket måske er en af årsagerne til, at vi ikke har blødt så voldsomt mange medlemmer som andre forbund? Jeg tror – lidt naivt måske – at indlejret i den socialpædagogiske sjæl er der knapt så megen stræben efter rettighedskulturen.
Fællesskab bliver igen moderne
Det paradigme, jeg ser konturerne af, er i et vist omfang en tilbagevenden til fællesskabet. Dette sker som konsekvens af den generelle krise, der præger Danmark, hvilket synes at generere et ønske om fællesskabets genkomst. Man siger ofte, at folk rykker tættere sammen i krisetider, og det ser vi da også er ved at ske i mange sammenhænge i samfundet.
Mit postulat er derfor, at fagforbundenes opdrag ligger i at finde koblingspunktet mellem fællesskab og individualiseret nærvær. De kommende årgange af pædagoger er socialiseret under den individualiserende bølge, hvilket vi skal respektere og integrere i vores fagpolitiske kultur. Bølgebryderne for dette bliver de tillidsvalgte.
Fællesskabet skal vi bl.a. arbejde med ved konstant at præge samfundsdebatten på de svage borgeres vegne og at arrangere konferencer for medlemmerne med fagligt udviklende emner a la det vi kender fra de faglige netværk. Desuden skal vi lokalt udbyde fyraftensmøder, hvor socialpædagogikkens væsen cementeres over for politikere og embedsværk.
Samtidig skal vi fastholde, at vores naturlige kampplads hedder gode løn og ansættelsesforhold. Endvidere skal vi fortsat sætte os i spidsen, når der skal tales om udvikling af den gode arbejdsplads, samt kampen for ordentlige normeringer, hvilket er værnet mod psykisk og fysisk nedslidning.
Nærvær for den enkelte
Individualiseret nærvær opnår vi ved, at alle medlemmer kender deres tillidsrepræsentant personligt. Den personlige kontakt skaber grobund for tillid og samhørighed. Oftest bliver medlemmerne meget overraskede, når jeg som tillidsvalgt gør opmærksom på de mange områder, hvor vi har mulighed for at bruge aftaleretten til fordel for den enkelte. Vi bliver som tillidsvalgte klædt på af fagforeningen, således at vi med saglige argumenter kan opnå indflydelse på mangeartede facetter af arbejdslivet for den enkelte.
Synergien mellem medlemmer og kredse sikres af de tillidsvalgte. Dette kit skal holdes smidigt via dynamisk dialog. De tillidsvalgte skal udfolde fagpolitiske dimensioner lokalt samtidig med, at medlemmernes ønsker, behov og vilkår debatteres og nyorienteres. Hverdagspraksis og arbejdsforhold, fysiske som psykiske, er epicentre for, at den enkelte medarbejder oplever, at den gode arbejdsplads er sikret.
Demokratiets magt og værdi er central
I Magasinet Politik den 29. maj 2013 udtalte Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen, at ‘demokratisering er en dødssejler’. Hans hovedpointe er, at folk ikke gider engagere sig, hvis forholdene er velfungerende i samfundet.
Jeg skal ikke sætte spot på den politiske baggrund, Henrik Sass Larsen har, men det er interessant at dvæle lidt ved hans grundopfattelse. For har han fat i en pointe: Vil vi med sindsro lægge fagforeningens udvikling i de valgtes hænder, altså hos de gode folk på kredskontorerne og i hovedbestyrelsen?
Mit svar er et utvetydigt NEJ. Demokratiets magt og værdi er kernen i velfærdssamfundet og ligesådan i vores fagforening. Uanset hvilke temaer, emner og problematikker, der udfoldes sobert, vækkes de, som har interesser i disse. Udfordringen har altid været at sikre, at budskaberne er gjort klare og skåret således, at de er meningsfulde for det enkelte medlem. Er temaerne meningsgivende, rejses reel mulighed for at gå i dialog, følge forslagene eller opponere mod disse. Her ligger jo netop demokratiets livskraft, nemlig dialog, anerkendelse, debat, kant, samhørighed og respekt. Jo større en organisation er, jo mere kræves for at opretholde demokratiets ånd
Vi er en fagforening, hvor det er valghandlinger, der demokratisk sammensætter de forskellige niveauer. Ikke desto mindre kan der være langt fra et kredskontor til Povl fra bostøtte-enheden, og det kan være endnu sværere for det enkelte medlem at finde koblingen til Brolæggerstræde med Socialpædagogernes formand Benny Andersen i spidsen.
Det fine balancepunkt mellem topstyring og demokrati skal være et dagligt pejlepunkt, som aldrig må overskrides. De politiske valgte skal have demokratiets kerne som fast stof på skrivebordet. Der skal konstant arbejdes for nye tiltag, der åbner og synliggør det fagpolitiske arbejde, og derved skaber platform for dialog.
De tillidsvalgtes rolle er central som budbringere af informationer fra forbund og kredse, til medlemmerne. Men mindst lige så væsentlig er opgaven som budbringer om pulsslag og tanker fra medlemmerne.
Jo mere dynamik og udfoldelse af forbundets visioner og tanker til medlemmerne jo mere medejerskab oplever den enkelte, og derved udvikles demokratiets fundament og fagforeningens livsnerve
Nye historier skal fortælles. Både dem, der ligger den enkelte nær (individualiseret nærvær), og dem, der favner fagets karakter (det faglige fællesskab). Fortæl disse historier højt og med stolthed, for de er fulde af substans, og er grundpillerne i fagbevægelsen.
De valgte skal have demokratiet for øje, for tilhørsforholdet udvandes, hvis medlemmerne oplever fagforeningen som værende topstyret og elitær. Er demokratiet afstemt, vil fagbevægelsens ånd spire.
Vores fremtid kan være rigtig lys, hvis vi formår at holde de tre elementer nærvær, fællesskab og demokrati tæt knyttet sammen.
Preben Vest Nielsen er fællestillidsrepræsentant for socialpædagogerne i Hvidovre Kommune