Nøl eller grundighed?
Efter en årelang tøven udskydes beslutningen igen igen: Regeringen vil afvente en norsk evaluering, før den eventuelt vil fremsætte et lovforslag om tvangsbehandling af mennesker med forståelseshandicap. Uenighed om det er godt eller skidt
Udviklingshæmmede Karl snerper munden sammen. Han vil bestemt ikke have den hvide pille, og han forstår ikke, at der er tale om livsnødvendig hjertemedicin.
I en sådan situation er det ulovligt at gemme pillen i en portion yoghurt eller på anden måde behandle Karl mod hans vilje. Og så har det ingen betydning, om fagfolk og pårørende er enige om, at det er til Karls bedste, og at alle socialpædagogiske forsøg på motivation er slået fejl.
I mindst 15 år har det været en kendt problemstilling, at sundhedsloven kun tillader tvangsbehandling af mennesker med forståelseshandicap, når der er tale om akutte, livstruende situationer – og altså ikke, når der eksempelvis er tale om vedvarende behandling med fx hjertemedicin eller kræftbehandling. Eller når der ikke er tale om liv eller død, men om store smerter som fx ved en brækket hofte.
Før sidste års sommerferie var der bred politisk opbakning til en lovændring, og dengang forlød det, at regeringen ville komme med et lovforslag efter sommerferien.
Siden er sommeren som bekendt blevet først til efterår, så til vinter og nu til forår – og nu viser det sig, at regeringen godt nok er i gang med det lovforberedende arbejde, men lægger op til først at fremsætte et lovforslag, når en norsk evaluering er færdig i 2014. Det drejer sig om evalueringen af den lovændring, der i Norge trådte i kraft i 2009 (se faktaboks).
Om begrundelsen for at vente, siger sundhedsminister Astrid Krag (SF):
– I Norge har man de seneste år gjort sig mange værdifulde erfaringer, som vi kan drage nytte af i vores arbejde med at udforme et lovforslag på området. Både positive erfaringer, som vi kan læne os op ad, og negative, som vi muligvis vil kunne undgå ved at tage ved lære af nordmændene.
|
Norsk lovgivning I 2009 trådte en norsk lovændring i kraft, der gør det muligt at behandle fx mennesker med udviklingshæmning og demens under protest, når en række forudsætninger gør sig gældende. Bl.a.:
|
Godt eller skidt
Om det er godt eller skidt at vente på Norge, afhænger af øjnene, der ser.
Tidligere sundhedsminister Ester Larsen (V) synes det er skuffende. Som næstformand i Det Etiske Råd var hun med til at udarbejde den udtalelse, der for halvandet år siden gav grønt lys til – i særlige situationer – at sygdomsbehandle demente mod deres vilje:
– Vi nåede frem til, at det er omsorgssvigt, hvis man ikke åbner op for muligheden for tvangsbehandling. Og når man har analyseret sig frem til, at vi har et problem, og at nogle mennesker bliver svigtet, så synes jeg, at det er beklageligt, at man siger, at man skal have flere informationer og flere erfaringer. For problemet er der, og mennesker bliver svigtet.
Formanden for Altzheimerforeningen, Anne Arndal, er enig:
– Nu har man kørt rundt med det her, i jeg ved ikke hvor mange år. Nu må nogen træde i karakter og gøre noget. Det andet er nøl. Vi har i forvejen en lovgivning på socialområdet, der indebærer et system med indberetninger af magtanvendelser, så det skulle ikke være så svært at indføre det på sundhedsområdet.
Ester Larsen og Anne Arndal påpeger begge to problemer ved at udskyde en lovændring: Mennesker, der ikke får den sygdomsbehandling, de har behov for. Og mennesker, der bliver udsat for overgreb, fordi der ikke er nogen kontrol med de magtanvendelser, der alligevel foregår i det skjulte.
Presset til lovbrud
Ester Larsen hæfter sig endvidere ved, at socialpædagoger og andre fagpersoner kan bringes i en urimelig situation:
– Virkeligheden viser jo, at folk overtræder loven. De kan se, at der er behov for, at de drager omsorg: Et brækket ben skal sættes sammen på en udviklingshæmmet, for ellers bliver skaden uoprettelig. En dement skal behandles for diabetes. Mange fagfolk påtager sig at bryde loven, men det er ikke nogen rimelig situation at sætte medarbejdere i.
Når man spørger hos Socialpædagogerne og i Landsforeningen LEV er holdningen derimod, at det er ganske fornuftigt at vente på den norske evaluering.
Socialpædagogernes næstformand, Marie Sonne, siger:
– Nu har vi allerede ventet i så mange år. Så er det værd at vente et sidste år på, at vi får en grundig, gennemarbejdet lov frem for noget makværk.
Thomas Gruber, der er konsulent i Landsforeningen LEV for udviklingshæmmede og pårørende, er enig:
– Det her er ikke bare a walk in the park. Det er et kompliceret og dilemmafyldt spørgsmål, og det er godt at træffe beslutningen på så solidt et erfaringsgrundlag som muligt. En ting er at have et stykke lovgivning – noget andet er at få det implementeret i praksis. Hvordan undgår man, at det skrider, så magtanvendelse bliver den nemme løsning?
Chefjurist i Lægeforeningen, Karin Mette Thomsen, er som udgangspunkt enig i, at det er godt at indhente erfaringer fra Norge.
– Det må bare ikke blive en syltekrukke, og arbejdet må ikke gå i stå, mens vi venter på Norge. Og derfor er jeg også glad for, at ministeriet har lovet, at de allerede efter sommerferien vil komme med et første udkast til et lovforslag.
|
Diskuter på facebook: Ville du bryde loven? Er du enig i, at man bør handle efter sin samvittighed, hvis ens samvittighed byder en at bryde loven? Hvornår ville du selv være lovbryder? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |
Hvad nu?
Når det gælder spørgsmålet om, hvordan socialpædagoger og andre fagpersoner bør håndtere konkrete dilemmaer i ventetiden, er der også uenighed.
Sundhedsminister Astrid Krag siger:
– Jeg har forståelse for, at socialpædagoger og andre kan stå i konkrete situationer, hvor det kan være svært ikke at kunne give eksempelvis en udviklingshæmmet den nødvendige hjælp. Men indtil der foreligger en ny lovgivning, skal socialpædagoger og andre henholde sig til de eksisterende regler. Man kan jo ikke begynde at foregribe en ny lovgivning og benytte tvang over for demente eller udviklingshæmmede borgere, når det er ulovligt.
Tidligere sundhedsminister Ester Larsen mener derimod, at det kan være nødvendigt at sætte etikken højere end loven. Hun siger:
– Hvis ens samvittighed byder en, at her skal man bryde loven, så bør man handle efter sin samvittighed – men det er ikke en situation, myndighederne bør sætte medarbejdere i.
Socialpædagogernes næstformand, Marie Sonne, ser et dilemma:
– Jeg kan på ingen måde sige, at vores medlemmer skal være lovbrydere. Omvendt skal man også bruge sund fornuft. Hvis man står i en situation, hvor valget står mellem at respektere, at en udviklingshæmmet siger nej til en pille, hvorefter vedkommende falder død om – eller at man skjuler pillen i noget yoghurt, er der næppe nogen, der vælger at lade den udviklingshæmmede dø. Men i en sådan situation er det altafgørende, at ens valg bliver synligt. At det bliver skrevet ned og indberettet på samme måde, som man indberetter magtanvendelser inden for Serviceloven.
Marie Sonne og Thomas Gruber mener dog, at dilemmaet kun er reelt i meget få tilfælde. Thomas Gruber siger:
– I langt, langt de fleste tilfælde vil det være muligt at finde en måde at motivere uden magtanvendelse.
Læs Socialpædagogens tema om tvangsbehandling