Nej tak – vi klarer det selv
På Sødisbakke har medarbejderne ikke behov for en lov, der giver dem ret til at låse kriminelle udviklingshæmmede inde eller konfiskere deres computere og mobiler. Vi skal ikke være politi, det er en sag for domstolene, mener både leder og medarbejdere
De seneste tre år har de kun haft én magtanvendelse og én rømning på afdelingen for domfældte udviklingshæmmede på Sødisbakke. Det sidste var fordi en beboer ville ud og deltage i en fest.
Medarbejderne går med overfaldsalarmer, men der er ingen låse på dørene. Undtagelsen er dog en beboer, der selv har ønsket, at der blev sat låse på hendes vinduer, fordi det gør hende tryg og er en sikkerhed for hende selv. Hun har tidligere forsøgt at hænge sig.
Sødisbakke ligger ved Mariager og hører under Region Nordjylland. Det er et specialpædagogisk bo- og aktivitetstilbud for voksne med betydelige og varige funktionsnedsættelser. Der bor i alt 115 personer, og 18 af dem er domfældte. De er fordelt på to afdelinger – således bor der på en afdeling kun domfældte, otte i alt, mens der på en anden afdeling både bor domfældte og ikke-domfældte udviklingshæmmede.
Vold, voldtægt, brandstiftelse, pædofili og røveri er eksempler på nogle af de kriminelle handlinger, de domsanbragte på Sødisbakke har begået. Deres straffelovsovertrædelser er ofte af en sådan karakter, at de er blevet omtalt i medierne.
På grund af deres udviklingshæmning er de ikke egnet til at afsone i et fængsel, og de har i stedet fået en tidsubestemt dom til anbringelse på en social institution. Intelligensmæssigt hører de til blandt de bedst fungerende inden for gruppen af udviklingshæmmede. De kan fx klare deres egen hygiejne, og nogle er sprogligt velfungerende og kan indgå i sociale fællesskaber.
|
Sødisbakke Socialpædagogen har besøgt det regionale socialpædagogiske bo- og aktivitetstilbud Sødisbakke i Mariager og talt med forstander Klavs Persson og de tre socialpædagogiske medarbejdere: Mads Kielden og Jeannette Fisher-Nielsen, der begge er afdelingsledere, og Esther Bloch. Alle tre arbejder med domsanbragte, og emnet for besøget er socialminister Karen Hækkerups (S) nye lovforslag, hvor hun giver kommunerne kompetence til fx at låse en domfældt inde eller konfiskere hans computer eller mobil. En kompetence, som kommunerne kan uddelegere til botilbuddets leder. |
Vi laver en aftale
Tidligere var der låste døre og flere magtanvendelser end i dag. Men i forbindelse med et lederskifte i 2006 blev låsene – billedligt talt – skiftet ud med den pædagogiske metode Gentle Teaching (se faktaboks).
Gentle Teaching er den overordnede pædagogiske referenceramme for hele Sødisbakke, og alle medarbejdere kom i sin tid på kursus i den nye pædagogiske tilgang – nogle deltog dog med en meget negativ holdning til det nye, fortæller forstander Klavs Persson.
Medarbejdernes modstand er dog for længst vendt til større arbejdsglæde. De kan se, at beboerne trives bedre, og at de selv har fået et bedre arbejdsmiljø med færre konflikter. Metoden går i korthed ud på at inddrage beboerne i beslutningerne omkring deres eget liv og give dem medindflydelse og selvbestemmelse i fuld overensstemmelse med reglerne i Serviceloven, fortæller medarbejderne, der udover lederen er socialpædagog Esther Bloch, afdelingslederne Jeannette Fischer-Nielsen og Mads Kielden.
I stedet for konfrontationer bliver der lavet aftaler om, hvad der skal ske, og medarbejderne løser langt de fleste ting med relations- og motivationsarbejde. Opstår der en konflikt, trækker medarbejderen sig i stedet for at gå ind og fx konfrontere beboeren med det problem, som konflikten drejer sig om. Efterfølgende forsøger de så via relationsarbejdet at løse problemet.
Et eksempel er en domfældt, der sætter ild til ting. Medarbejderne har arbejdet meget med ham om ikke at gøre det, og det er lykkedes at lave en aftale med ham om, at de opbevarer hans lighter. Når han vil ryge, henvender han sig til en medarbejder og får tændt sin cigaret.
Det er en aftale, som ikke er juridisk gældende. Vil beboeren ikke aflevere sin lighter, er han i sin gode ret til at beholde den. Han kan også bare gå ud og købe en ny lighter, hvis han vil.
Det er et langt sejt træk at nå så langt med beboeren, at han overlader sin lighter til en medarbejder. Målet med at lave en aftale er, at beboeren selv skal kunne forstå, at aftalen hjælper ham, så han ikke sætter ild til nogen eller noget og dermed risikerer at ødelægge noget – ikke kun for andre, men også for sig selv. For beboeren er det i dag blevet en tryghed, at medarbejderne opbevarer hans lighter.
Nej tak til forbud
Socialministerens lovforslag åbner op for, at handlekommunen/lederen af botilbuddet kan forbyde beboeren at have en lighter på sig og måske også give tilladelse til kropsvisitering samt ransagning af beboerens bolig, hvis der er mistanke om, at han ikke overholder forbuddet.
Men det er ikke en mulighed, som bliver modtaget med begejstring hos medarbejdere og ledelse på Sødisbakke.
– Det, at vi i dag ikke kan lave en ransagning, betyder, at vi er tvunget til at tænke i andre løsninger, siger Jeannette Fischer-Nielsen.
Andre løsninger skal i den sammenhæng findes i det pædagogiske arbejde med beboeren. I stedet for at være et magtmenneske skal medarbejderne bruge deres pædagogiske kunnen, for det er det, beboeren profiterer af.
Eksemplet er en beboer, hvor alt kører på ham, når han har det dårligt, og han kan smadre alt inventar til pindebrænde. Han er som en trykkoger, og kommer det ikke ud i tide, eksploderer han. Det stiller store krav til relationsarbejdet at kunne se, når der er noget på vej, og hjælpe beboeren med at komme af med det, inden det eksploderer inden i ham. Det betyder, at medarbejderne skal fokusere på, hvordan han fx afleverer sin kop efter brug, hvordan han går, og hvordan han taler. Alt sammen er det signaler, som kan fortælle noget om, hvordan han har det.
Hans bolig er blevet udstyret med ting, han ikke kan ødelægge, fx er der bygget stål ind i gipsvæggene på hans værelse, stål i bordet, panserglas i vinduerne og stålvask og toilet. Det er tydeligt for medarbejderne, at beboeren får det bedre med, at han ikke kan ødelægge tingene. Hans uro og hans udadreagerende adfærd er blevet mindre, og i meget lang tid har han ikke forsøgt at smadre noget.
Han er i dag mindre fokuseret på at ødelægge og sætte ild til ting og er blevet bedre til at udtrykke, hvordan han har det, og hvad han føler. Fx kan han bede medarbejderne om at stoppe ham, hvis han føler sig urolig, og han kan tilkendegive, når han har det dårligt.
En gang om ugen sætter medarbejderne sig sammen med beboeren og taler om, hvordan han har det. I perioder, hvor han har det dårligt, taler man sammen to-tre gange ugentligt. Hvis han fx tilkendegiver, at han ikke kan holde ud at være sammen med kvindelige pædagoger, bliver det imødekommet, indtil han igen får det bedre.
I perioder har beboeren afleveret sine sko til medarbejderne, fordi han var bange for at stikke af. Når medarbejderne opbevarer hans sko, så ved han, at de tager ansvar for ham, og han bliver rolig. Og ro er en forudsætning for, at der kan arbejdes med relationer.
Målet er, at beboerne får opbygget så mange sociale kompetencer, at de kan klare sig under mindre beskyttende rammer.
– Når man har en anden tilgang end den konfronterende, er det muligt at opnå gode resultater. Det er det lange seje træk med relationsarbejdet, siger forstander Klavs Persson.
|
Gentle Teaching Gentle Teaching er grundlaget for en overordnet pædagogisk referenceramme på Sødisbakke. Ledelsen på Sødisbakke har besluttet, at der for det samlede bo- og aktivitetstilbud med de forskellige specialer, som er repræsenteret, skal beskrives én overordnet pædagogisk referenceramme. Referencerammen skal være så konkret beskrevet, at den kan anvendes i forhold til planlægning af den pædagogiske praksis, og samtidig skal den være retningsanvisende i forhold til prioritering af kursusvirksomhed og efteruddannelse. Det er ligeledes besluttet, at referencerammen skal bygges op omkring metoden eller filosofien i Gentle Teaching. Denne retning er valgt på baggrund af nedenstående vurderinger:
|
Så bliver det godt nok træls
En anden beboer sparker til alt og alle, når han har det dårligt. Medarbejderne siger ikke: ‘Du må ikke sparke til bordet’ – det ville i øvrigt heller ikke hjælpe noget. I stedet har beboeren fået andre tilbud og muligheder for at afreagere. Han har fået udpeget et træ udenfor, som han kan gå ud og sparke på. Det tilbud har han taget imod og hærger nu knap så ofte inden døre.
Bliver socialministerens lovforslag vedtaget, er det vanskeligt at forudse, hvilken betydning det vil få for en beboer med hans personlighed. Måske vælger kommunen, at det er bedst for beboeren at være låst inde om aftenen.
Bliver det sådan, at medarbejderne skal iværksætte forskellige sanktioner over for beboerne, bliver det træls, er de enige om.
– Men det bliver først rigtig træls, hvis det bliver sådan, at vi først og fremmest skal gribe til forbud, og relationsarbejdet kommer i anden omgang, mener Mads Kielden.
Det er Jeannette Fischer-Nielsen ikke helt enig i. For hende er det hele tankegangen bag et forbud, der ødelægger relationsarbejdet.
– Man anstrenger sig måske ikke så meget for at opnå en god relation, hvis man ‘bare’ kan gribe til et påbud. Jeg tror, det påvirker vores tankegang, hvis vi bare kan gå ind og tjekke, om han gemmer en lighter på værelset.
Forstander Klavs Persson frygter, at der vil være botilbud, hvor man som det første foretrækker at gribe til et forbud, inden man går i gang med relationsarbejdet.
Alt andet lige vil det være at gå over beboerens privatsfære, hvis pædagogen, der arbejder med relationer, skal ind og tjekke beboeren.
– Vi må finde ud af at gøre det på en anden måde, siger Klavs Persson.
Det skal ligge i dommen
På Sødisbakke er de ikke vilde med, at lovforslaget blander det strafferetlige med det pædagogiske. Det virker, som om man tager noget fra straffeloven og putter det ind som en opgave, der skal løses i serviceloven, fortæller de og mener, at det er et anliggende for domstolene at afgøre, om en beboer fx skal have inddraget sin computer, og derfor skal det ligge som et vilkår til den dom, som beboeren får ved retten.
– For mig i det daglige arbejde vil jeg opleve det lidt som at skulle optræde som politibetjent. Opgaven for os er, at vi skal skabe relationen, og lige pludselig kan vi så blive pålagt at være betjent ved fx at skulle inddrage en beboers computer. Fokus for vores arbejde er, at mennesket skal være i højsædet, og det taber vi, hvis vi også skal være betjente, siger Esther Bloch.
Det vil være en hjælp for alle, mener Jeannette Fischer-Nielsen, hvis det var skrevet ind som vilkår til dommen. I lighed med, at det fx kan være et vilkår til dommen, at den dømte skal i antabusbehandling.
– Så vil der stå sort på hvidt, hvad der skal ske. Jeg synes, det er forfærdeligt, hvis det bliver op til kommunen eller det enkelte botilbud at definere, hvad der er ret og rimeligt.
Skal ligge et andet sted
I praksis kan det let blive sådan, at det er den enkelte medarbejder eller afdeling, der i den givne situation skal tage stilling til, om et værelse fx skal ransages. Det kan få alvorlige konsekvenser for det pædagogiske arbejde med beboeren, mener de på Sødisbakke. Derfor håber de, hvis lovforslaget vedtages i sin nuværende form, at det bliver andre personer end de medarbejdere, der til daglig arbejder med beboeren, som får til opgave at træffe beslutningen om ransagning og effektuere den.
– Og det må være et krav, at der skal udarbejdes skriftlige indberetninger om hændelsen, således at det sikres, at der bliver fulgt op på indgrebet.
Den sidste bemærkning står Klavs Persson for, og han henviser til de mange sager i medierne om opholdssteder og institutioner, som ikke gør arbejdet godt nok.
– Når man ser i medierne, hvordan nogle private opholdssteder læser serviceloven, eller undlader at læse den, så kan jeg godt frygte, at der vil ske overgreb, fordi man kommer til at misbruge retten til at ransage eller straffe, siger Klavs Persson.
Der er meget etik hægtet op på et forbud, når det skal håndteres på en pædagogisk institution.