Lisbeth takker af
Da Lisbeth Jensen havde været på kursus i at sige nej, skete der noget for hende og andre udviklingshæmmede. ULF blev dannet, og hun har stået i spidsen for organisationen i alle 20 år. Nu stopper hun som formand, men fortsætter kampen for udviklingshæmmedes rettigheder
Lisbeth Jensen er blevet stædig. Hun er ikke på netbank og skal derfor af med 40 kr. i gebyr til banken, hver gang hun betaler en regning. Ja, i nogle banker koster det også 40 kr. hver gang, man går til kassen for at hæve sine egne penge.
Lisbeth Jensen er udviklingshæmmet og er derfor ikke i stand til at bruge netbank. Den skæbne deler hun med andre udviklingshæmmede, og derfor har hun som formand for ULF, Udviklingshæmmedes Landsforbund, brokket sig til alt og alle over problemet.
– Der er penge til alt muligt andet, men ikke til at udvikle et net-program til os udviklingshæmmede, og da personalet ikke må kende vores koder, kan de ikke hjælpe os. Det er i grunden ikke nemt.
I sin tid skrev Lisbeth Jensen til daværende socialminister Benedikte Kiær (K) og bad hende gøre noget ved problemet.
Socialministeren svarede: ‘Det må vi kigge på’. Mere har ULF og Lisbeth Jensen så heller ikke hørt.
Jo, for resten. Socialministeriet har foreslået, at de udviklingshæmmede henvender sig på biblioteket for at få hjælp til at gå på netbank eller beder naboen hjælpe sig.
– Men når pædagogerne ikke må hjælpe os, hvorfor må de andre så? Det drejer sig jo om vores sikkerhed.
Så ULF kæmper videre. Det handler om lige vilkår for alle mennesker uanset handicap. Kan man flyve til månen, kan det vel også lade sig gøre at løse problemet, så udviklingshæmmede ikke skal betale for at hæve deres egne penge, mener Lisbeth Jensen.
Selv har hun foreløbig løst problemet ved, at hendes hjemmevejleder hjælper hende med at komme ind på netbank, og mens Lisbeth skriver sin adgangskode, vender hjemmevejlederen ryggen til. Hun håber, at hun med tiden kan lære selv at gå på netbank. Hjemmevejlederen har skrevet en manual, som trin for trin fortæller Lisbeth Jensen, hvad hun skal gøre for at komme på netbank.
Hun er stædig og skal nok lære det, selv om det vil tage hende lang tid.
– Men for dem, der har svært ved at læse og skrive, er der ikke så meget at gøre, siger hun.
|
Ny formand for ULF Lars Gjermandsen er valgt som ny formand for ULF efter Lisbeth Jensen, der har valgt at sige stop efter 20 år på posten. Lars Gjermandsen er 33 år og har tidligere været formand for ULF Ungdom. Han brænder især for det socialpolitiske område og for, at udviklingshæmmede skal have ret til uddannelse, så de kan komme ind på arbejdsmarkedet. Han er fra Vamdrup og arbejder i flexjob, men bliver frikøbt nogle dage om ugen, så han kan passe formandsjobbet. Jette Tastesen, 28 år, blev valgt som ny formand for ULF Ungdom. |
Alene blandt normale
Lisbeth Jensen er den ældste i en søskendeflok på fem og sammen med sine mindre søskende kom hun som syvårig på børnehjem, da forældrene ikke kunne tage sig af dem. Folkeskolen afviklede hun i en specialskole, men da hun så skulle videre, mente man, at hun ikke ville få det optimale udbytte på en specialefterskole. Hun kom derfor på en almindelig efterskole, hvor hun var den eneste udviklingshæmmede blandt 120 elever. En del af skolefagene blev hun fritaget for og fik i stedet ekstra undervisning i andre fag.
Den første tid gik med at finde ud af, hvordan hun skulle klare sig i alt det nye. Eleverne var gode til at mobbe hinanden, men udadtil kom de ikke ret langt med at mobbe hende, for hun gav igen, fortæller Lisbeth Jensen.
– Men indvendig blev jeg ked af det, når de grinede bag min ryg.
Da Lisbeth Jensen var fyldt 20 år, flyttede hun fra børnehjemmet til sin egen lejelejlighed.
Vi lærte at sige nej
1980’erne var en spændende periode ikke kun for Lisbeth Jensen, men for mange andre udviklingshæmmede, som boede i Vejle Amt. De kom frem i lyset og fik en stemme.
– Vejle Amt sagde, at vi brugere skulle høres om, hvordan vi ville bo, og hvilke aktiviteter, vi var interesserede i, siger hun.
Amtet arrangerede kurser for udviklingshæmmede, hvor de skulle lære at sige nej.
– Men personalet kom ikke på kursus, så fra ikke at sige noget sagde vi pludselig, hvad vi ville. Og det gav problemer, fordi personalet ikke lige vidste, hvordan de skulle tackle vores krav. Så kom personalet også på kursus, fortæller Lisbeth Jensen.
Da de udviklingshæmmede først havde lært ordet nej, var der ikke så langt til handling. De ville have et sted, som var deres, og fandt et hus, men Vejle Amt sagde nej til at betale huslejen, fordi den var for dyr.
– Så blev vi sure, siger Lisbeth Jensen.
Men så fandt de et andet sted, som ikke var så dyrt.
– Det var måske godt nok, at vi ikke fik det kæmpestore hus, fordi vi fik mulighed for at udvikle stedet stille og roligt, siger hun.
Stedet er Café Amalie i Horsens, som blev startet i 1988 og fortsat lever i bedste velgående med seks-syv udviklingshæmmede ansat til at passe cafeen. Der er ansat to socialpædagoger, som hjælper med at få det hele til at hænge sammen. Cafeen tilbyder morgenmad og aftensmad. Desuden er der forskellige aktivitetstilbud, og mange bruger cafeen.
Lisbeth Jensen var med fra starten, da cafeen tog form. Der blev dannet brugerråd, og man diskuterede, hvordan stedet skulle drives. Hun sad i ansættelsesudvalget og var med til at vælge de to socialpædagoger, som Vejle Amt ansatte i cafeen.
Fik papir på sin ansættelse
Det var gennem nej-kurset, at Lisbeth Jensen fik øjnene op for, at hun måske skulle prøve andre arbejdsområder end det beskyttede værksted, som hun efter 11 år trængte til at sige farvel til.
Da hun derfor så, at en specialskole søgte en vikar (servicemedarbejder i skånejob) i tre måneder til at lave kaffe, vaske håndklæder, rydde borde af og andre praktiske opgaver, søgte hun jobbet og fik det.
– Heldigvis for mig, kom den fastansatte ikke tilbage.
Lisbeth Jensen blev fastansat, og det er nok det bedste, der er sket i hendes liv.
– Jeg havde selv søgt jobbet, og jeg fik papir på, at jeg var ansat.
Det er 17 år siden, og hun er der fortsat. Det hun især godt kan lide ved jobbet er, at hun har ansvar.
Hun har ansvar for at stå op om morgenen og møde på arbejde, og hun har ansvar for, at arbejdet bliver gjort.
– Hvis jeg ikke møder, er der ingen til at lave mit arbejde. Det er ikke godt.
Hun kan godt lide at være en del af en personalegruppe. Godt nok laver hun det samme hver dag, men ingen dage er alligevel ens, for hun møder mange forskellige mennesker, og eleverne kommer forbi og spørger, hvad hun laver.
ULF født ud af vrede
Lisbeth Jensen var engageret i Interesseforeningen på de beskyttede værksteder. Foreningen blev dannet i 1987 og var den eneste af sin art.
– Vi var en interesseforening, men da vi oplevede, at omgivelserne ikke tog os alvorligt, blev vi enige med LEV om, at vi havde brug for at organisere os. Derfor dannede vi vores egen forening, siger hun.
Udviklingshæmmedes Landsforbund, ULF, blev oprettet i 1993, og den konkrete anledning var, at de udviklingshæmmede var utilfredse med aflønningen på de beskyttede værksteder, og det ønskede de at vise.
– ULF blev også dannet lidt i protest mod, at forældreforeningen LEV og pædagogerne blev ved med at tale om os og til os, som om vi var børn, selv om vi var voksne.
Med hjælp fra frivillige blev ULF dannet og fik adresse i Vejle. Der skulle vælges formand, og tre medlemmer var ude i kampvalg. Lisbeth Jensen vandt posten, som hun har beklædt siden, men som hun nu forlader i en alder af 55 år.
– Der skal yngre kræfter ind, og jeg synes, at rejserne til København er blevet for anstrengende. Jeg rejser med tog i fem timer for at holde foredrag i en time.
I begyndelsen var der kun få medlemmer i ULF, fordi kun brugergrupper eller værkstedsgrupper kunne optages.
– Vi skulle jo starte et sted. Og de fleste boede i bofællesskaber og gik på arbejde på beskyttet værksted. Vi havde ikke tænkt på dem, der boede alene, siger Lisbeth Jensen.
Det blev der senere lavet om på, og det strømmede ind med medlemmer. I dag har ULF omkring 4.000 medlemmer, og der er oprettet lokalafdelinger rundt i landet. Desuden har de unge fået deres egen ULF Ungdom.
Samarbejde med socialpædagogerne
De første år gik med at finde ud af, hvad ULF egentlig skulle lave, og gøre organisationen kendt af omverdenen, fortæller Lisbeth Jensen.
– Socialpædagogerne var de første, som gav os mulighed for at fortælle, hvem vi var, siger Lisbeth Jensen.
På Socialpædagogernes kongres i 1994 stod hun foran de mange kongresdelegerede og fortalte om ULF. Det var første gang hun stod over for en stor forsamling.
– Det var lidt spændende. I stedet for at se på de mennesker, der sad nede i salen, fandt jeg nogle punkter på væggen, som jeg kiggede på, for så kunne jeg bedre huske det, jeg skulle sige.
Siden har hun og ULF deltaget i adskillige konferencer og møder, hvor deres liv og forhold er blevet debatteret. Ofte er det i socialpædagogiske sammenhænge, for overalt, hvor udviklingshæmmede er, er der som regel også socialpædagoger til at støtte og hjælpe dem. Det er et samarbejde, som rummer mange udfordringer, fortæller Lisbeth Jensen.
– Vi skulle gerne samarbejde og ikke modarbejde hinanden. Pædagogerne er der for at lære os nogle ting, vi ikke kan, men de skal også vise os tillid og sidde på deres hænder, når vi selv kan klare tingene. I gamle dage tog pædagogerne beslutningerne, nu skal vi tage dem sammen.
Socialpædagogernes dilemma
I 1999 arrangerede ULF sin første demonstration. Igen var det lønnen på de beskyttede værksteder, som var problemet. Sønderjyllands Amt ville skære lønnen fra 6,25 kr. til 3,75 kr. i timen, og med hjælp fra især værkstedsmedarbejderne lykkedes det for de udviklingshæmmede at arrangere en demonstration foran den tidligere amtsgård i Aabenraa.
Amtsrådet vedtog efterfølgende at sætte lønnen ned, men noget kom der dog ud af protesten.
– Lige pludselig viste vi med demonstrationen, at udviklingshæmmede ikke vil finde sig i alt. Vi kan godt sige vores mening, og omverdenen fik øjnene op for, at vi var der, siger Lisbeth Jensen.
Men demonstrationen afdækkede også et socialpædagogisk dilemma. Det er socialpædagogens opgave at støtte den udviklingshæmmede til at leve et liv så tæt på det normale som muligt, fx hjælpe med at læse breve fra det offentlige, som den udviklingshæmmede ikke selv forstår.
Men når det kommer til at hjælpe de udviklingshæmmede til på lovlig vis at give deres utilfredshed til kende ved at demonstrere, er der åbenbart grænser. Sønderjyllands Amt gav værkstedsmedarbejderne forbud mod at hjælpe de udviklingshæmmede med at afvikle demonstrationen.
Pædagogfri ferie
ULF er dog ikke kun en organisation, der markerede sig på den samfundspolitiske scene. I 2000 blev ULF Ferie dannet. Konceptet er, at det skal være en såkaldt pædagog-fri ferie.
– Vi er altid sammen med pædagogerne, og når institutionen arrangerer en ferie, er problemet, at det hele skal planlægges på forhånd. Der er ikke så meget tid til at slappe af og gøre det, vi har lyst til, siger Lisbeth Jensen.
I stedet for pædagoger fik de udviklingshæmmede på den første tur hjælp fra konsulenterne i LEV, der havde tilbudt at tage med som frivillige.
– Vi kan ikke klare os selv, vi er nødt til at have hjælpere med. Vi skal fx have hjælp til at se, hvilket fly, vi skal med.
Første tur gik til Kos, og 50 deltog.
Deltagerne i turen ville gerne se, hvordan udviklingshæmmede i andre lande levede, og en bestemt oplevelse fra turen, husker Lisbeth Jensen stadig meget tydeligt. De så, hvordan udviklingshæmmede var anbragt på en øde ø, og levede under umenneskelige forhold.
– Det var et chokerende syn. Folk sad og græd, rokkede bare frem og tilbage og var indhegnet, som om de var syge, siger hun.
Nogle af rejsedeltagerne havde selv tilbage i tiden boet under dårlige forhold på store centralinstitutioner med fælles sovesal og ingen personlige ejendele udover en skammel eller et skab.
– Men det, de så på øen, var værre, og det påvirkede dem meget.
Lisbeth Jensen husker stadig, at normeringen var seks medarbejdere – ikke uddannede – til 100 beboere.
Tilbage på hotellet fik deltagerne lov til at fortælle hvor dårligt, de havde det med det, de havde set.
– Vi blev ved med at snakke om det, så ingen fik det dårligt bagefter. Og vi var enige om, at vi aldrig vil tilbage til store institutioner, siger hun.
Siden den første mindeværdige tur har adskillige udviklingshæmmede været på tur. ULF Ferie er i dag blevet en selvstændig del af ULF og arrangerer året rundt ferie- og weekendture i både ind- og udland.
– Vi bliver bombarderet af folk, som ikke kan komme på ferie, fordi kommunerne sparer på ferieture til handicappede, som ikke selv har råd til at betale en hjælper for at tage med, siger Lisbeth Jensen.
Bank-Mikkelsen Prisen
I begyndelsen blev ULF lyttet til og tålt, men ikke taget alvorligt af politikere og organisationer. Men den tid er ved at være ovre, fortæller Lisbeth Jensen.
– Vi er blevet en meget mere politisk organisation, og Socialministeriet har fået øjnene op for, at vi eksisterer.
ULF bliver ofte inviteret ind i ministeriet, når man vil høre, hvad de udviklingshæmmede mener om fx et nyt lovforslag. Hvis ULF mangler en invitation, og dermed at blive hørt om et emne, som socialministeren er i gang med, så inviterer organisationen sig selv, fortæller Lisbeth Jensen.
– Vi har bedt Socialministeriet, om vi kan få 14 dage til at afgive et høringssvar, fordi vi er langsomme. I dag har vi kun et par dage. Men det har Socialministeriet ikke svaret på.
Lisbeth Jensen er i front, når der skal kæmpes, og for sin indsats modtog hun i 2005 Niels Bank-Mikkelsen Prisen, og prisen blev motiveret med disse ord:
‘Der er nogen, der mener, at vores medborgere ikke kan tale deres egen sag. Men Lisbeth har vist, at det ikke er en korrekt forestilling. Hun har på fremragende og letforståelig vis demonstreret, at den, der selv har skoene på, også bedst ved, hvor den trykker.’
Lisbeth Jensen kvitterede for prisen ved at opfatte den som et skulderklap til sig selv og til ULF.
– Det vigtigste er, at vi har fået slået vores navn fast i Socialministeriet. Vi gør indsigelser og brokker os, når loven ikke virker.
Kun i medierne når der er skandaler
Det er ikke kun i høringsvar, at ULF bruger sin stemme. I 2010 demonstrerede de for at fortælle regeringen, at de hverken ville finde sig i at blive kaldt for nasserøve og gøgeunger eller i de voldsomme kommunale besparelser på handicapområdet. Der blev arrangeret busser fra hele landet som tog til København. Første stop var Rådhuspladsen. Herfra gik de i samlet trop ned til Christiansborg. Flere tusinde var mødt op, men det lykkedes hverken at få folketingspolitikere eller medierne til at interessere sig for deres protest.
– Medierne dækker alle mulige andre demonstrationer, men de er endnu ikke gearet til, at udviklingshæmmede siger, hvad de vil have, siger Lisbeth Jensen og tilføjer:
– Medierne skriver kun om os, når der er en dårlig sag fra et botilbud, de vil have frem.
Vi siger nej til store institutioner
Lisbeth Jensen trækker sig ikke helt ud af arbejdet i ULF. Hun har lovet at fortsætte i nogle udvalg, hvor ULF er repræsenteret. Desuden vil hun også få en form for mentor-funktion over for sin afløser.
Hun kan nu heller ikke forestille sig ikke at være aktiv. Forude er der mange kampe, der skal kæmpes. En af de allervigtigste lige nu er at forsøge at forhindre de mange store institutioner, der i disse år bliver planlagt rundt om i kommunerne.
– Vi vil ikke tilbage til de store centrale institutioner. Ghettoerne er ophævet for alle mulige andre borgere, men ikke for os, siger hun.
ULF’s holdning er, at de udviklingshæmmede, der ikke kan bo alene, skal bo i små enheder og tæt på byens centrum, så de selv kan gå i byen.
– ULF er i gang med at uddanne frivillige, som bl.a. kan ledsage andre udviklingshæmmede i biografen og på indkøb, siger Lisbeth Jensen.
I alle aktiviteter er der den underliggende dagsorden, at de udviklingshæmmede skal gøre flest mulige ting selv, og det, som de ikke kan klare, skal de have professionel hjælp til.