I Khaleds hus kommer de hjem
Khaled Miari er tidligere narkoman. I dag er han socialpædagog og misbrugskonsulent og har viet sit liv til at hjælpe unge mennesker med at komme ud af det, der tog ham selv ti år at bryde ud af – og han langer ud efter store opholdssteder, som i hans øjne er alt for meget samlebånd og for lidt nærvær
I et villakvarter i udkanten af Odense ligger et parcelhus, som ligner de andre i kvarteret til forveksling. Fotografen og jeg skal besøge et bosted for unge tidligere stofafhængige, og vi kommer i tvivl, om vi er gået forkert. På postkassen står der blot Khaled Miari, som vi har en aftale med, men ingen skilte signalerer institution eller behandlingssted. Det ligner mere hans eget hjem.
Efter nogle minutter kommer han gående op ad gangen til huset med en taske under armen og en mobiltelefon klinet til øret. Han giver hånd og ser undskyldende ud, mens han snakker i telefon om at være splittet mellem to kulturer og om at falde til. Han lukker os ind i entreen, og mens han forsøger at afslutte samtalen, bliver vi budt velkommen af 18-årige Rodrigo.
Rodrigo er født i Brasilien og opvokset i Nordsjælland. Han har efter problemer med stoffer og kriminalitet afsonet det meste af en dom på halvandet års fængsel i Ringe Statsfængsel på Midtfyn og har nu boet i huset i tre-fire måneder. Han spørger, om kaffen skal være stærk, og om vi skal have mælk i.
Vi bliver vist ind i et af husets værelser, hvor der står en stor lædersofa i det ene hjørne og et skrivebord i det modsatte hjørne. Khaled Miari får afsluttet sin telefonsamtale, og Leila, også 18 år, kommer ind med en bærepose fuld af varer og fortæller, hvad hun har købt.
Leila har boet i huset, siden hun var 15 år og er efterhånden ved at lære at klare sig selv. Hun bor nu i en lejlighed, som ligger i tilknytning til huset. Leila har blandt andet købt fire poser pasta for 20 kroner og tre store bøtter yoghurt. Hun får ros for, at hun har fået meget for pengene, men skæld ud over, at hun har købt yoghurt med chokoladesmag.
– Og yoghurten har en holdbarhedsdato. Tror du, du kan spise alt det på 14 dage, spørger Khaled Miari.
Ligesom en far
Khaled Miari vil gerne have, at huset er anderledes end andre steder for ‘særlige unge’ og vil helst ikke kalde det et bosted eller et behandlingssted. De unge har selv døbt det Kalles Hus efter Khaleds danske kaldenavn.
– Det er et familielignende sted. Andre institutioner er for bureaukratiske og upersonlige og ikke-nærværende. Der mangler varme og kærlighed, siger han, da Rodrigo har serveret kaffen og sat sig ved siden af os i sofaen.
Hvordan gør du det anderledes end de steder, du synes er bureaukratiske og ikke-nærværende? Hvilke pædagogiske redskaber bruger du?
– Jeg forsøger at være meget naturlig og autentisk. Jeg bruger ikke store faglige begreber, som de ikke forstår. Jeg taler de unges sprog, så de forstår, hvad jeg siger. Selvfølgelig med den krølle, at det er en voksen, der taler, som har noget erfaring, noget faglighed, og som ved, hvad han taler om. Og så synes jeg selv, at vores tone er meget kærlig og omsorgsfuld. Det foregår på et niveau, hvor man ikke føler, man er til forhør, og de unge ikke får en følelse af skyld og skam og af, at der kommer endnu en pædagog og kører på dem.
Du er ikke endnu en pædagog, du er familie med dem?
– Jeg er pædagog, misbrugsbehandler, terapeut, begynder Khaled Miari, men bliver afbrudt af en forsigtig stemme i sofaen.
– Han er ligesom en far, siger Rodrigo, som ellers har siddet tavs, foroverbøjet og med en cigaret imellem fingrene.
16-årige Hadeeqa, som for nylig er flyttet hjem til sin mor, boede i huset i ti måneder, fordi hun røg hash og drak næsten hver dag. Hun kalder Khaled for sin storebror. Selv forklarer han, at han er som en far, der er god og flink, men som også kan sige fra og være konsekvent. Han forsøger for eksempel at lære de unge at anerkende andre.
– Hvis en af de unge for eksempel gerne vil have sin kæreste på besøg, så inviterer vi hende som familie, vi involverer hende i vores aktiviteter, vi forsøger at rumme hende. Det skal den unge værdsætte. Og det er det største problem, jeg ser hos de unge i dag. De er generelt utaknemmelige, men hvis du er sød og rar over for dem, er de det også over for dig, siger han og forklarer, at hvis de unge værdsætter, hvad de har, føler de, at de har noget at miste.
– Det er med til, at man overvejer sine handlinger, inden man tager ud og tager stoffer, tager ud og ryger i flæsket på andre, stjæler en knallert, inden man ryger tilbage til det gamle. Den unge skal stoppe op og tænke, at det vil ødelægge noget: ‘Jeg vil miste det sted, hvor jeg er, og de relationer, jeg har’.
Derfor, siger Khaled Miari, skal hans hus ikke være ‘endnu et sted, hvor de har været, hvor væggene er kolde’.
|
Fakta om Kalles Hus Huset er et parcelhus med plads til fire unge i selve huset, og i forlængelse af huset ligger der en lejlighed med eget bad og køkken, som fungerer som intern udslusning. Derudover er der også en lejlighed et stykke væk, som fungerer som ekstern udslusning for en ung, som er klar til at klare mere på egen hånd. En fuld plads i huset koster 62.000 kr. pr. måned, som går til løn, mad, vedligehold, lommepenge og fritidsaktiviteter. Prisen er lavere for udslusningspladserne. Ud over Khaled Miari er der tre pædagoger ansat i huset, en på fuldtid og to på deltid. |
Nødvendig ballast
Khaled Miari er født i Libanon og kom til Danmark som 13-årig, da han var flygtet fra borgerkrigen. Men det blev en rejse ‘fra krig til helvede’, som han siger.
Som 16-årig startede han sin løbebane med stoffer med at ryge hash, og efter eksperimenter med piller endte det med, at han skød sig med heroin i blodårerne på diverse banegårdstoiletter. Først efter et fængselsophold ti år senere kom han i behandling, og siden 1999 har han arbejdet som misbrugskonsulent og socialpædagog.
Hvor meget bruger du dine egne erfaringer i dit arbejde?
– Jeg er mere ekspert på området i dag, så jeg er blevet bedre til ikke at hive det frem hele tiden, for det er ikke relevant. Men i nogle situationer kan jeg mærke, at fagligheden ikke rækker. Når det handler om gangsteradfærd, attitude, løgne, hustler-tricks og tilbagefaldssymptomer, kræver det menneskelig erfaring og en anden robusthed og rygrad, som en ganske almindelig socialpædagogisk uddannelse ikke giver dig.
Ifølge Khaled Miari bør man have en vis ballast for at kunne arbejde med unge med stofproblemer.
– Til en ganske almindelig pædagogisk stilling, hvor man skal arbejde med særlige unge, skal man gerne have personlige erfaringer, faglighed, ressourcer og have prøvet nogle ting i livet. Indirekte bliver du spurgt, om du har haft modstand i livet, så du har noget at give af ud over at snakke om det fælles tredje, siger han og slår over i et parodisk jysk:
– ‘Nu skal du høre, fælles tredje går ud på, at vi tager en gryde, og så tager du et piskeris. Det, der er i gryden, er det, vi er fælles om’. Det kan du altså ikke forklare den unge. Han vil sige ‘Hvad fuck snakker du om?’ Du er nødt til at være et menneske, så de kan mærke, at du er bekymret for dem og kan blive pissevred, skuffet og ked af det.
‘Hvorfor gør han det?’
Både de voksne og flere af de unge ryger cigaretter, og askebægeret er efterhånden godt fyldt med skod. Der er trængsel i det lille halvmørke rum. Foruden et par katte, der kommer og går, sidder Leila i Khaleds kontorstol og blander sig indimellem i samtalen, Hadeeqa og Rodrigo har fået selskab af Muhammed og Jacob, og også Khaleds kollega Kenneth Biesbjerg er stødt til, mens en mere reserveret dreng går til og fra.
Khaled Miari forklarer, at han gør meget ud af at lære den enkelte at kende, så han kan behandle hver enkelt individuelt. Det indebærer også anderledes metoder og omvendt psykologi, for eksempel kan han godt finde på at provokere for at få en bestemt reaktion frem.
– Tag for eksempel Jacob, siger han og peger på 17-årige Jacob, som står midt i rummet med malertøj på. Han går på Teknisk Skole.
– Jacob kan finde sig i hvad som helst. På et tidspunkt forsøgte jeg at trække tæppet væk under ham ved at bryde aftaler med ham. Lige meget hvad jeg bød ham, sagde han ja og gik, rød i hovedet. Det gjorde jeg for at lære ham, at det altså ikke er i orden. Han skal lære at sige fra.
Det lyder som en lidt bagvendt metode. Lærte du noget af det, Jacob?
– I starten tænkte jeg ‘Hvorfor fanden gør han det?’ Det var altid i sidste øjeblik, han aflyste vores aftaler. Jeg tog mig sammen til at spørge ham, og så forklarede han, at jeg skulle lære at sige fra og komme mere på banen. Om jeg lærte af det? Jeg tror, jeg tog det til mig.
Kunne du genkende det fra tidligere i dit liv?
– Ja, det har jeg oplevet et par gange, siger Jacob med noget, der lyder som en grov underdrivelse.
Khaled Miari har nævnt, at en af hans særlige ekspertiser er at arbejde med unge med en anden etnisk baggrund end dansk. Men hvad betyder det, om man er 100 pct. dansk eller har en anden etnisk baggrund?
Indre Mission og Afghanistan
– Selvfølgelig er der forskel. Men at man hedder Muhammed er ikke ensbetydende med, at ens historie er mere grum end Christians for eksempel. Christian kommer fra en indremissionsk familie i Jylland. Han er opvokset på en gård, hvor han skulle flytte halmballer fra klokken fem om morgenen, og han har fået nogle på munden af den gamle, hvis han ikke lige har fået fjernet lort under hønsene. Han er opvokset under nogle vilkår, der har givet ham nogle traumer, fortæller Khaled og klapper en af de andre drenge på skulderen:
– Mens Muhammed her kommer fra Afghanistan, hvor han skulle zigzagge mellem granatsplinter og har boet i telt med masser af huller i og har set sin mor og far blive anholdt. Det er to forskellige verdener og to forskellige traumer, som skal behandles særskilt og med respekt. Det kan godt være, at Muhammeds oplevelser er meget værre, men man må aldrig nogensinde underkende den virkelighed, Christian kommer fra, fordi den kan være ligeså hård for ham.
Blødsøden pædagogik
Khaled Miari mener, at han selv blev svigtet af systemet, og at mange unge i dag bliver det samme. Han mener, at systemet er for blødsødent, når man giver de unge valget mellem at skulle i behandling eller ej. Det kan en hashomtåget 15-årig ikke tage stilling til.
– Når unge mennesker når derud, hvor de tager stoffer og laver kriminalitet, er det ikke længere bare uskyldige unge, men unge, som har tilegnet sig en adfærd, som vi er nødt til at arbejde med. Den skal brydes, og det kan vi ikke gøre med klap på skulderen og fælles tredje. Glem det. Du er nødt til at bryde murene, den benægtelse og den adfærd, de har fået med fra gaden. Der skal man skære igennem og sætte tingene på plads. Vi bliver nødt til at være mere konsekvente, ellers trækker vi tingene i langdrag.
Ifølge Khaled Miari er der for meget samlebånd over mange institutioner.
– Jeg ville forbyde alle behandlingssteder, der har mere end fire eller fem unge boende. Det bliver en kyllingefarm, en fabrik, det bliver kvantitet frem for kvalitet. De unge savner en familie, de savner varme og nærvær. Hvis der er tolv eller tretten børn, er du bare et nummer i rækken og kan sidde på dit værelse og sumpe, siger han og uddyber forarget:
– Andre steder, jeg har været, har det været en god dag for pædagogerne, hvis det har været stille og roligt, og fem unge har siddet på deres værelse og spillet fucking Playstation hele dagen. Hvad fanden sker der, mand? Du har fem inaktive unge og to sumpede pædagoger, der sidder og drikker kaffe og kigger på brugte biler på nettet, mand, siger han gestikulerende og høster latter fra de andre i lokalet.
– Kom ud af busken, mand. Ud med dem og lav noget. Lær dem at kende. Vær sur og skuffet, hvis de brænder dig af, men det er da en del af jobbet. Sid dog ikke der og synes, det har været en god dag, hvis de har passet sig selv. Er det det, samfundet skal betale for?
Ikke et arbejde
Leila, som har været en god håndfuld andre steder, før hun kom til Khaleds hus, giver sit besyv med:
– Mange af de unge, der har været ude i noget lort, har jo også været omsorgssvigtet. Jeg har boet på mange steder, hvor jeg bare sad på mit eget værelse hver evig eneste dag. Der var ikke nogen pædagoger, der spurgte mig, hvordan jeg havde det, og hvad jeg havde lavet. De lyttede ikke til mig, det var kun, hvis vi skulle lave handleplaner, og når der var kommunemøder. Det er, som om pædagogerne er kolde, de er bare på arbejde, de holder bare øje, siger hun, og Khaled supplerer:
– Mange af de unge har gennem hele livet haft en følelse af at være overset, og så kommer de til et sted, hvor de endnu en gang skal kæmpe for opmærksomheden og bliver overset. Nogle gange ser jeg, at de unge har fået traumer af at være på et pædagogisk opholdssted og kommer på et nyt pædagogisk opholdssted for at komme sig over de traumer. Udover det, de har med hjemmefra, som har smadret deres ungdom.
I en periode boede Khaled Miari og hans kone selv i huset, men det blev for meget for hans kone, og nu bor de i et hus rundt om hjørnet. I dag bruger han knap så meget tid på det, som han vægrer sig ved at kalde et arbejde. Socialpædagogens udsendte anfører, at det nærmest lyder som et kald.
– Jeg siger ikke, jeg er en frelser. Men jeg har lagt kærlighed i det her sted, og der sker noget med folk, når de kommer her. Der falder ro på. Og måske er det, fordi vi ikke er større, end vi er. De kommer fra hjem til hjem.