icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Bogomtale

Socialpædagogik – en grundbog

Med jævne mellemrum omtaler vi nye fagbøger her i bladet. Denne gang kigger vi i anledning af studiestarten på den nye pædagoguddannelse på en række grundbøger, der er udkommet i det sidste halve års tid

  • Redigeret af Jens Nielsen
  • 17-2014 /

Af Torsten Erlandsen, Niels Rosendal Jensen, Søren Langager og Kirsten Elisa Petersen (red.)

Og her er så grundbogen til de studerende, der vælger at gå den social- og specialpædagogiske vej. Den udkom allerede i 2013, og vi har omtalt den før, men den får lige en omgang til, fordi den netop er rettet mod studerende på den nye specialiseringsgren. Social- og specialpædagogik handler, som bogens bagside konstaterer, om ‘at hjælpe mennesker i udsatte positioner’ – men allerede i bogens forord slår redaktørerne fast, at billedet af det klassiske socialpædagogiske arbejde for ‘allerede marginaliserede’ ikke holder længere: ‘Socialpædagogikken har fundet sin plads i indsatser inden for dag- og fritidsinstitutioner, folke- og ungdomsskoler, andre uddannelser og arbejdsmarkedet, i lokalmiljøet og i det sociale arbejde’. Der er altså tale om en tendens til ‘socialpædagogisering’, hedder det. Så bogen forsøger ikke kun at svare på, hvad socialpædagogik er, men også på, hvad den kunne blive. Og er socialpædagogik noget, der kræver nogle helt særlige kompetencer, er det en pædagogisk retning og en måde at tænke på, eller er den defineret af det, der nu kræves for at hjælpe folk i social nød? I bogens fire dele gennemgås først de forskellige tendenser i socialpædagogikken, mens anden del præsenterer forskellige perspektiver på socialpædagogikken – forskellige teorier og begreber, der har eller har haft indflydelse på socialpædagogikkens udvikling. Tredje del fokuserer på socialpædagogikken som profession og bl.a. på de særlige arbejdsopgaver og udfordringer, der ligger i arbejdet med andre mennesker, mens fjerde del ser på praksis på en række forskellige arbejdsfelter. Bogens kapitler er skrevet af en række af de mest fremtrædende forskere, konsulenter og undervisere på det socialpædagogiske område – herunder en række nuværende og tidligere konsulenter hos Socialpædagogerne.


Udkommet på Hans Reitzels Forlag, 443 sider, 425 kr.      

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Fagbøger, Uddannelse, Socialpædagogisk praksis