Lige lovlig rummelig
Socialpædagogen har fået en ny journalistpraktikant: Wironika Falkendorff-Glad. For at give hende et førstehåndskendskab til den socialpædagogiske verden, har vi sendt hende ud som sommervikar på Botilbuddet Blomstervej. Vi bringer her et uddrag af hendes dagbog.
1. juli 2014, klokken 19.02
Christ! De er godt nok for viderekomne, de socialpædagoger! Nu har jeg været en uge på Botilbuddet Blomstervej og jeg har snart luret dem. Rummelig! Det er det, det gælder om at være. Rummelig og omsorgsfuld! Lige lovlig rummelig, og lige lovlig omsorgsfuld, hvis du spørger mig. I dag var der en af medarbejderne, altså en af dem, der ikke får løn, der råbte efter en af personalerne – altså en af dem, der får løn. ‘Din kæmpestore slamskede’, råbte han. Og hvad gjorde personalen, der i øvrigt hedder Ulla, så? Joeh, hun smilede. Hun smilede og sagde: ‘Det, jeg hører dig sige, er, at du gerne vil ud at gå en tur… Med mig!’. Hold da op! Jeg tror vist nok lige, jeg havde stukket tossen – eller borgeren, som jeg skal huske at sige – en flad.
2. juli 2014 klokken 19.15
Nu er jeg mere rolig! Så rummelige er de altså heller ikke, de socialpædagoger. Jo, overfor borgerne er de, men når de så taler om hinanden… -Christ! I dag hørte jeg Ulla og praktikant-Martin tale om Birthe, der vist er sygemeldt med influenza… Godt så, hende kan de så ikke lide! Hun pjækker. Hun fedter for ledelsen. Og hun har aldrig kage med til P-møderne.
5. juli 2014 klokken 19.30
Folk er altså vildt forskellige på Botilbuddet Blomstervej. Mega forskellige. Der er Otto: En stor, tyk, stærk bamsefar, der – som praktikant-Martin siger – er ‘meget tydelig i sine signaler’. Og der er Vinnie: Lille, tynd og med den sygeste orden. Alt har en helt bestemt plads, gerne ordnet efter farve. Hvor Otto larmer helt vildt, er Vinnie nærmest usynlig, så de er virkelig et sjovt par. Men de er det bedste forstanderpar, der har været i mange, mange år. Det sagde Henrik i hvert fald i dag, ham tillidsrepræsentanten med lædervesten. Og bagefter tilføjede han: ‘Man skal bare vide, hvordan man skal aflæse dem, hvor man skal støtte dem, og hvor man bare skal trække sig’. Så på den måde bygger personalepolitikken – altså den måde, personalet tager sig af ledelsen – vist meget på det, Henrik i sin tid lærte på seminariet.
5. juli 2014 klokken 19.47
Jeg glemte at fortælle, at Henrik har været tillidsrepræsentant – eller TR, som han kalder det – i mega mange år. Han er især stolt af at have overlevet syv ledere. Praktikant-Martin siger, at Henrik er en super TR. Man kan altid gå til ham, hvis der er noget, man vil vide om de andre.
17. juli 2014 klokken 19.01
I morgen skal jeg for første gang til P-møde. Først troede jeg, at det havde noget med pauser at gøre, for de taler hele tiden om, hvem der skal have kage med, men P’et står altså for personale. Og i morgen skal der være noget, der hedder ‘Åben supervision’. Det er Henrik og Otto, der har fundet på det, og det er alle tiders, siger Praktikant-Martin. De taler helt åbent om de andres problemer og om deres mulighed for at gøre mange ting bedre.
17. juli 2014 klokken 19.45
For resten skal jeg prøve at observere i morgen. Det siger Praktikant-Martin i hvert fald, at jeg skal. Det er noget, han selv har lært på UCC. At observere er at se, hvad der sker, og jeg skal prøve at observere dem, der får supervision – altså dem, de taler om. De plejer at være helt vildt koncentrerede, siger Martin. De sidder bare helt stille og kigger ned i jorden og ‘tager ind’.
Det glæder jeg mig meget til.
18. juli 2014 klokken 21.13
Okay, så sjovt var det altså heller ikke, det der P-møde. For det var mig, de skulle tale om. Og hvordan jeg kunne være mere inkluderende. Som om jeg gider sidde ved siden af en borger i bussen, når jeg har fået fri og er på vej hjem. Og som om han tog skade af at stå op, når der kun var to stop ned til stationen. Christ, siger jeg bare. Christ, christ og tre gange christ!
Fortsættelse følger i næste nummer.