Siden det i 2012 blev besluttet, at børn med særlige behov skal inkluderes i den almindelige folkeskole, har vi hørt om mange frustrerede lærere, frustrerede forældre og oversete børn. Og det er ikke blevet mindre med indførelsen af folkeskolereformen i år. Tværtimod. For nylig meldte Danmarks Lærerforening ud, at 80 pct. af lærerne mener, at børn med særlige behov ikke får den undervisning, de har krav på. Lærerne peger ikke overraskende på reformen som årsagen.
Undervisningsministeren finder det ‘bekymrende’, men mener, at regeringen har klædt skolerne godt nok på til at løfte opgaven. Dermed overlader Christine Antorini helt og holdent problemet til lærerne selv. Ministeren udtalte ved samme lejlighed også, at ‘mulighederne er der faktisk, fordi pengene følger med børnene ud på skolerne’. Det harmonerer imidlertid dårligt med nye tal fra Danmarks Lærerforening, som viser, at kommunernes udgifter pr. folkeskoleelev er faldet 13 pct. fra 2002 til 2013.
Som specialskoleleder med indgående kendskab til de udsatte børns behov, og hvordan de behandles i folkeskolen, har min holdning altid været den, at inklusion er én stor spareøvelse. Det samme er folkeskolereformen, som slet ikke tilgodeser elever med særlige behov. Det er udelukkende den ressourcesvage regering, som drager nytte af løsningen – og kun på den meget korte bane.
For problemet udsættes kun til den dag, hvor børnene skal ud i den virkelige verden. Og så er de blot endnu sværere at samle op. Fordi børn med særlige behov er blevet inkluderet i den almindelige folkeskole, betyder det ikke, at de bliver inkluderet i det samfund, som de skal ud og være en del af efter skolen. De kan derimod føle sig mere marginaliseret, fordi de sammen med såkaldt velfungerede børn bliver mere bevidste om, at de skiller sig ud.
Regeringen vil gerne satse stort på folkeskolen, men den spiller højt spil, og taberne er de børn, som har behov for mere omsorg og tryghed i hverdagen for at kunne lære optimalt. Det rigtige sats vil i mine øjne være at lade barnets tarv trumfe politiske og økonomiske interesser. Uddannelse for uddannelsens skyld er i hvert fald ikke i alle børns interesse.