Regeringen og KL har i samarbejde sat en klar kurs for den danske folkeskole, der skal inkludere flere børn med særlige behov. Målet er, at hele 96 pct. af landets børn og unge skal modtage almindelig undervisning efter 2015, hvilket betyder, at ca. 10.000 udsatte unge skal fjernes fra specialskolerne og sluses ind i folkeskolen. En særdeles farlig kurs, som vi er rigtig mange, der har forsøgt at råbe regeringen op om.
Men det virker, som om vores politikere nægter at se isbjerget forude, for det ville jo være en politisk falliterklæring at ændre kurs.
Som samfund kan vi dog ikke se stiltiende til, mens det faretruende kommer nærmere, for med på rejsen er nogle af landets mest svage; nemlig børn og unge med diagnoser som fx autisme, ADHD og lignende adfærdsforstyrrende sygdomme. De lider i den grad under folkeskolens manglende ressourcer og lærernes manglende forståelse for lige præcis deres behov. Det ved jeg fra mit arbejde som specialskoleleder på Fjordskolen, hvor jeg desværre ofte bliver kontaktet af rådvilde forældre, hvis børn mistrives i folkeskolen. Jeg bebrejder slet ikke lærerne, da man jo ikke kan forvente, at de skal kunne løfte behandlingskrævende unge efter blot et kort kursus.
Den seneste undersøgelse fra Undervisningsministeriet viser, at kun fire pct. af lærerne i Vordingborg synes, at inklusionen er lykkes i høj eller i meget høj grad. Samtidig mener 55 pct., at inklusionen ikke har været vellykket. Men på trods af dette ellers klare eksempel – som blot er ét af mange – fastholder politikerne stædigt, at det går den rigtige vej. Politikerne anerkender dog visse udfordringer, men de er ikke sene til at kaste ansvaret over til kommunerne, som dog hurtigt sender det tilbage. Sådan vil det formentlig fortsætte, og på den måde vil for mange kaptajner fordærve kursen, indtil mødet med isbjerget er uundgåeligt. Og så må vi til den tid blot håbe, at der er redningskranse nok til de udsatte unge, der var med som passagerer.