Tak til Wironika for tre underholdende bagsider. Det har været en fornøjelse at få krænget det uldne ud på det socialpædagogiske undertøj, og set det hænge til tørre.
Afslutningsvis har redaktionen i nr. 16/2014 sat en lille bemærkning på, der antyder, at journalistpraktikanten ikke har fået afsluttet sit forløb på den mest positive måde. Det er jeg ked af, for er der noget vi trænger til, så er det da at få pillet ved vores, til tider, lige lovligt seriøse attituder. Det er forfriskende, at der indimellem bliver taget pis på selvhøjtideligheden og de tåkrummende frelste holdninger.
Personligt har jeg arbejdet et sted, hvor der skulle fyres ret mange kolleger, og hvor ledelsen med himmelvendte øjne annoncerede, at det ville ske på en anerkendende måde. Jeg tror nok, at de fyrede havde svært ved at sluge denne beske pille, selvom den var pakket ind i sølvpapir.
Således er der mange eksempler på, at vi indimellem kan fristes til at bruge vores store træning i refleksion og relationsanalyse til at pakke magtudøvelse ind i pæne ord og omsorgsfulde teorier. Det synes jeg, Wironika rammer fint, når hun eksempelvis beskriver grunden til at de to praktikanter alene skal lave slavearbejdet til festen: ‘jo, for så kommer de nyeste ligesom rigtig med og bliver en del af fællesskabet’.
Det kan måske også være en af grundene til, at vi inden for vores område er så gode til at mobbe hinanden, som nævnt i samme nummer af Socialpædagogen. Vores skarpslebne faglige redskaber, der skal bruges til at adskille ting, vi må rumme hos borgeren, fra ting, vi kan støtte ham i at ændre, disse redskaber kan også bruges negativt til at skære hinanden ned. Pænt pakket ind i en eller anden overordnet teori.
Derfor tak til en udefrakommende, der turde lægge lidt skævt lys ind over vores hverdag.
Kære Torben Kragh Jensen – og alle andre læsere
Af Jens Nielsen, redaktør på Socialpædagogen
Som det heldigvis er gået op for de fleste, var historierne fra Wironika en sommerspøg. Et forsøg på en satire over en verden (den socialpædagogiske), der set udefra er temmelig speciel og har sit eget sprog og sin egen kodeks.
Men må man det? Må man tage gas på noget så alvorligt som det socialpædagogiske felt? Er der plads til satire og ironi i fagbladet? På redaktionen har vi fået meget forskellige reaktioner på vores forsøg på at være sjove.
Nogle har leet og taget det til sig. Andre har stejlet fx over sproget, først og fremmest fordi vi lod Wironika bruger ordet ‘tosse’ om de borgere (og om de kolleger), hun meget mod sin vilje blev sat til at arbejde med. Og nogle har følt, at selve den socialpædagogiske profession blev hængt ud.
Nu er humor jo en smagssag – og som sådan meget svær at diskutere. Men det er umuligt at lave satire uden at gå til grænsen – og indimellem lige over den. Kun sådan kan man få prikket til og udfordret den selvopfattelse, som vi alle går rundt med.
Når vi lader Wironika – som jo ikke er det mest empatiske og indsigtsfulde unge menneske – tale meget lidt politisk og etisk korrekt, er det for at sætte tingene på spidsen – og ja, ude i ‘virkeligheden’ er der jo danskere, der tænker og taler sådan om de borgere, man som socialpædagog arbejde med og for. Og når vi karikerer og overdriver tonen og formerne (og personerne) på arbejdspladsen, er det for at holde tingene ud i så strakt arm, at der bliver plads til at smile lidt af sig selv.
Vi synes ikke, den socialpædagogiske profession bliver hængt ud – eller at I som medlemmer bliver ‘latterliggjort for sit eget kontingent’, som én skriver i vores facebookgruppe. Vi lader bare et imaginært, ureflekteret ungt menneske trampe rundt og misfortolke alt omkring sig. Der er forhåbentlig genkendelige elementer, sådan som Torben Kragh Jensen taler om – men forhåbentlig endnu mere, der slet ikke er som i jeres arbejdsliv.
Vi synes ikke, den socialpædagogiske profession bliver ‘hængt ud’, men kærligt gjort grin med. Og vi håber, at der er plads til (selv)ironi og satire i fagbladet også fremover. Som vi på redaktionen ser det, er den eneste profession, der for alvor bliver hængt ud i de tre dagbogsindslag, vores egen: journaliststanden.