En ganske særlig faglighed
Kvalificeret rådgivning og vejledning af familieplejere kræver ekspertise. Det mener Jakob Obdrup, der sidder i landsledelsen for Socialpædagogernes netværk for familieplejekonsulenter
Det typiske møde mellem familieplejere og familieplejekonsulent findes ikke – men besøget hos familien Schmidt giver et meget godt billede af, hvordan det kan foregå, når der gennem længere tid har været en god og kontinuerlig kontakt.
Sådan lyder vurderingen fra Jakob Obdrup, der sidder i landsledelsen for Socialpædagogernes netværk for familieplejekonsulenter.
Vi har sat ham stævne for at høre, hvordan mødet mellem familieplejekonsulent Niels Larsen og familien Schmidt ligner og adskiller sig fra det gængse besøg af en familieplejekonsulent (læs om mødet i artiklen ‘En mand med flere kasketter’).
– Det er umuligt at sige, hvad der er et typisk konsultativt tilsyn, for vi fører jo tilsyn med børn mellem 0 og 18 år. Nogle med handicap og nogle uden, så det er meget individuelt, hvad der sker i et besøg. Hele set-up’et for mødet mellem Niels Larsen og familien Schmidt er dog meget typisk: Et tilsynsbesøg tager for det meste ca. to timer, det foregår hjemme hos familieplejerne, og alle parter prøver for det meste at skabe en hyggelig stemning med fx kage. Og så går vi typisk igennem de samme emner, som Niels Larsen berører: Hvordan går det i skolen? Hvordan går det med samværet med forældrene? Hvad med barnets fritidsliv og sundhed? Nogle gange er problemerne ikke så store, andre gange er de meget store, og jeg tror, det er typisk, at problemerne ikke er så store, når familieplejekonsulenten som i eksemplet kommer ofte. Når der er en tæt og god kontakt, bliver problemerne tit taget i opløbet, siger han.
Problemstillinger går igen
Jakob Obdrup lægger vægt på, at familieplejekonsulenterne har en særlig faglighed.
– En af vores vigtigste opgaver er at hjælpe familieplejerne til at forstå, hvorfor børnene reagerer, som de gør – og hvorfor forældrene reagerer, som de gør, og så selvfølgelig komme med råd og vejledning om, hvad familieplejerne kan gøre bedre. I modsætning til i Norge er der i Danmark ikke en egentlig uddannelse til familieplejekonsulent, så fagligheden bliver typisk givet videre i en form for mesterlære fra erfarne familieplejekonsulenter til nye. Noget af det, der er lidt specielt, er fx, at vi skal være værter i andre menneskers hjem. Du kommer ud i et hjem, hvor familieplejeren fx har lavet kaffe og gjort klar, og så er det dig, der skal tage styringen og sætte dagsordenen for samtalen. Ellers bliver det bare til løs snak. Et andet element i fagligheden er, at man skal kunne mestre at være i et felt, hvor man både er en støtte, der giver råd og vejledning, og samtidig er en kontrollant. Får kommunen det, den betaler for?
Opbygger ekspertise
I Jakob Obdrups øjne udvikles fagligheden især med erfaring.
– Når vi udelukkende arbejder med vejledning i forhold til anbringelser, er det klart, at vi opnår en særlig ekspertise, for mange problemstillinger går igen – fx omkring samvær. Mange familieplejere er nødt til at nedjustere deres forventninger til forældrene, for der er jo en grund til, at de har fået deres barn anbragt, og forældrene har fx tit svært ved at være sammen med deres barn. Det kan fx betyde, at forældrene bruger mere tid på at tale med familieplejeren end med barnet. Så er det vores opgave at ruste familieplejerne, så de kan forstå forældrene og have nogle mere realistiske forventninger. Og give dem nogle redskaber til at støtte samværet, fx ved at forberede forskellige aktiviteter og på forhånd tænke mulige faldgruber igennem.
Præcis hvilke redskaber, familieplejerne har brug for, skifter fra familie til familie.
– I nogle tilfælde har plejeforældrene brug for støtte til at afgrænse deres privatsfære, så vi fx støtter dem i, at det er okay at sige: Sådan gør vi ikke hos os. I andre tilfælde er det omvendt nødvendigt at vejlede familieplejerne i, at de er nødt til at være mere rummelige over for forældrene. At alt ikke kan blive, som familieplejeren har tænkt.
I Ishøj Kommune, hvor Jakob Obdrup arbejder, er det sagsbehandlerne, der har kontakten med forældrene – mens familieplejekonsulenterne har kontakten til familieplejerne. Og det er i Jakob Obdrups øjne en kæmpe fordel.
– Det gør det nemmere at tale om fx samvær på en faglig måde, når to fagpersoner taler sammen ud fra hver deres vinkel – end hvis det var den samme person, der skulle varetage både forældrenes, barnets og plejefamiliens perspektiv.
Sætter ord på fagligheden
En anden vigtig opgave for familieplejekonsulenterne er at finde det rette match mellem barn og plejefamilie. Jakob Obdrup siger:
– Her går fagligheden på at analysere, hvad der er barnets problematikker – og hvad der er plejefamiliens styrker og svagheder, sådan at barnet kommer ud i den rigtige plejefamilie. Første gang.
Familieplejekonsulenterne i Ishøj har sammen med en psykolog og kollegaer i nogle af nabokommunerne udviklet en model, der skal gøre fagligheden mere tydelig i forbindelse med matchningen.
– Som udgangspunkt handler det meget om fornemmelse og intuition, og jeg prøver fx altid at visualisere: Kan jeg se for mig, at barnet er i denne familie og har det godt? Men med vores model prøver vi at gøre det mere fagligt og mindre intuitivt. Når vi skal lave et match, er vi altid to familieplejekonsulenter under besøget hos plejefamilien, og nu skal vi mere systematisk reflektere over, hvad vi skal lægge mærke til, og hvad der er særligt vigtigt i forhold til det enkelte barn.
I Jakob Obdrups øjne er matchet noget af det mest betydningsfulde i familieplejekonsulenternes arbejde.
– Det er noget af det, der kan få os til at ligge søvnløse om natten. Man bestemmer et barns skæbne, når man skal afgøre, om det kommer i den ene eller anden familie.