Andreas på tur med sin app
Et godt arbejdsmiljø og stor faglighed er centralt for livet i skurvognen i Halsnæs Kommune. Socialpædagogerne har lavet tre film om, hvordan arbejdsmiljø og faglighed hænger sammen
Når Andreas skal med bussen, bruger han sin app på mobilen for at finde ud af, hvor han stiger på, og hvor han stiger af. Det giver ham tryghed at vide, hvordan det hele ser ud.
Andreas er udviklingshæmmet og bor i opgangsfællesskabet Maglehøj, der er en del af Botilbuddene i Halsnæs Kommune. Han har ikke været så pjattet med at komme ud af sin lejlighed, så socialpædagogerne tænkte, at de måtte finde på noget, der kunne motivere ham til at komme ud. Og de fandt den app, der kunne lokke Andreas ud af lejligheden, og som kunne guide ham rundt. Først trænede de turen med ham flere gange og observerede, hvad der er vigtigt for ham, når han skal med bussen.
Målet er, at han en dag skal kunne tage turen alene – med sin app som sikker guide. Den kan give ham frihed og tryghed til at færdes på egen hånd.
Bag den tilsyneladende enkle handling ligger der mange timers fagligt arbejde og refleksion for at finde ud af, hvad der motiverer Andreas, og hvad der virker for netop ham.
I opgangsfællesskabet må medarbejderne i øjeblikket arbejde fra en skurvogn, mens deres personalerum bliver renoveret. Men i stedet for at få kontorer længere væk fra de unge, har de altså valgt en skurvogn. De har prioriteret det faglige miljø og relationen til de unge beboere, selv om det betyder, at de en overgang må opholde sig i en skurvogn med mindre komfort, end de er vant til.
At medarbejderne har valgt den løsning viser, at man i opgangsfællesskabet prioriterer både at have et godt fagligt miljø og et godt arbejdsmiljø, fortæller tillidsrepræsentant Benny Nielsen.
– Hvis ikke der var et godt arbejdsmiljø, ville man bruge tiden på at brokke sig over, at man sad i en skurvogn, siger han.
– Når der er et godt arbejdsmiljø, så har alle lyst til at få ny viden, og alle har lyst til at dele viden. Alle har lyst til at være med til at reflektere og på den måde se, at der er sket en udvikling hos den enkelte.
Arbejdsmiljø på film
Maglehøjs erfaringer bliver vist i filmen ‘Skidt med skurvognen’, der er en af tre film, som Socialpædagogerne har produceret. Filmene beskriver på hver deres måde, at socialpædagogisk faglighed og et godt arbejdsmiljø er hinandens forudsætninger. Uden et godt arbejdsmiljø har fagligheden trange kår og omvendt.
Socialpædagogerne offentliggjorde tidligere på året en arbejdsmiljøundersøgelse, som sammenstemmende med andre undersøgelser viser, at socialpædagogernes arbejdsmiljø er noget af det mest belastende – også når man sammenligner med andre faggrupper, der arbejder med mennesker. Der er især store problemer med det psykiske arbejdsmiljø og ikke mindst på områder med krænkende adfærd, vold, trusler og mobning.
Undersøgelsen viser, at det i allerhøjeste grad er nødvendigt at gøre noget ved arbejdsmiljøet. Derfor har de delegerede på Socialpædagogernes netop overståede kongres vedtaget en arbejdsmiljøstrategi, som skal være med til at forbedre forholdene.
Fællestillidsrepræsentant for socialpædagogerne i Hvidovre Preben Vest Nielsen har også en oplevelse af, at der er store arbejdsmiljømæssige udfordringer på de socialpædagogiske arbejdspladser. I filmen ‘Med forskerens blik’ siger han:
– Det socialpædagogiske arbejde er belastende på en særegen måde, fordi vi er i relation til et andet menneske. Der skal man virkelig bruge sig selv som redskab.
Derfor er det vigtigt, at både fagligheden og et godt arbejdsmiljø er til stede, fortæller arbejdsmiljøforsker Karen Albertsen.
– De allerfleste mennesker vil gerne lave et godt stykke arbejde og føle, at de kan levere noget værdifuldt i deres daglige arbejde. Og hvis man af den ene eller anden grund ikke kan det, er det en stor belastning.
Faglighed sidder også i bygningerne
Holger Nielsens Ungdomsboliger for udsatte hører under Kofoeds Skole og er et hjem for udsatte unge, der ellers ville være hjemløse.
I filmen ‘Et hjem for hjemløse’ fortæller socialpædagog Kamilla Joo Jørgensen, at det er relationen, der konstant er i fokus, når hun arbejder med de unge.
– Så når relationen lykkes på baggrund af de overvejelser, vi har gjort os fagligt omkring rigtig mange ting, er jeg tilfreds. Mere end tilfreds.
I ungdomsboligerne gennemsyrer fagligheden det hele. Og det ses fx på indretningen og beliggenheden. Tidligere var alle ungdomsboliger samlet ét sted i én stor institution, men nu er de splittet op i mange små institutioner, der ligger spredt rundt i København. Det har betydet færre konflikter i det socialpædagogiske arbejde med de unge, fortæller Kofoeds Skoles forstander Robert Olsen.
– Det er klart, at når du laver et mindre miljø og fokuserer på botræning og på at skabe en relation med de unge, så får du også færre konflikter. Og man opnår bedre resultater i forhold til den gamle institution, hvor du primært havde en tilgang, som handlede om kontrol og overvågning.
De tre film kan ses på hjemmesiden: www.sl.dk/arbejdsliv