icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Frivillighed

Søren ved rigtig meget

23-årige Sepehr Habibzadeh er glad for sine stunder med sin mentor – der er 39 år ældre end ham, gårdejer og byrådsmedlem

  • Af Hanne Sørensen Smith
  • 15-2014 /

Søren kommer over til mig i Ry hver mandag en times tid. Så fortæller han mig om kommunen, og vi taler lidt om politik. Vi har fortalt hinanden om vores familier, og vi har besøgt Øm Kloster og en gammel kirke. Søren er politiker, og han ved rigtig meget, så jeg er meget glad for vores match.

Sådan siger Sepehr Hibibzadeh. Han er 23 år, iraner og har boet i Danmark i halvandet år.

Det var Sepehrs kontaktperson på Jobcentret, der fortalte om Come Together. Sepehr ringede bagefter til projektleder John Mitchell, fordi han gerne ville have kontakt med danskere og vide noget om livet her i landet, om kulturen, om regler, love og rettigheder. Og så ville han gerne have én at dyrke udendørsliv sammen med.

Alting flaskede sig, og for fire måneder siden begyndte Søren Erik Pedersen sin karriere som mentor for Sepehr Hibibzadeh. Søren Erik Pedersen er 62 år, gårdejer i Nørre Vissing og byrådsmedlem for Venstre i Skanderborg Kommune.

– I sidste byrådsperiode var jeg med til at starte Tænketanken om nye ideer, der kan forbedre det sociale samvær. Hvis vi kan løfte samtlige borgere 10 cm eller bare tre cm, så kan det jo mærkes. Og Come Together er en udløber af Tænketanken. Det er et vigtigt projekt.

– Nu sidder jeg ikke længere i Socialudvalget og blander ikke tingene sammen ved at være mentor. Jeg synes, det er spændende. Sepehr og jeg har jo begge vore styrker. Sepehr kan give mig noget, og jeg tror, at han kan spørge mig om meget i mange af de situationer, han er i og kommer i fremover, siger Søren Erik Pedersen.

– Søren hjælper mig med mange ting om kulturen og naturen. Fx har han fortalt mig om Dansk Vandrelaug og andre ting, der er vigtige for mig. Jeg er nemlig også selv frivillig i tilknytning til Sprogskolen i Horsens, fortæller Sepehr Hibibzadeh.

Sepehr er en ambitiøs ung mand. Han lægger alle kræfter i Sprogskolen og har planer om HF og universitetet, siger Søren Erik Pedersen.

– Mit højeste ønske er at få en Nobelpris i fysik. Men lige nu vil jeg gerne have mange kontakter som Søren og blive bedre til alle ting, for Iran og Danmark er meget forskellige, konstaterer Sepehr Hibibzadeh.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis