icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Handicappede

Politikere vil undgå isolation

Fra begge sider i folketingssalen er der pres for at imødegå handicappedes isolation. Det sker efter, at Socialpædagogerne har offentliggjort en medlemsundersøgelse, der viser, at voksne handicappede har fået sværere ved at komme på ferie og deltage i fritidsaktiviteter

  • Af Maria Rørbæk
  • 15-2014 /

Handicappede skal have lovkrav på sommerferie. Sådan lyder meldingen fra Enhedslisten efter, at Socialpædagogerne har offentliggjort en medlemsundersøgelse, der viser en næsten tredobling i antallet af mennesker med handicap, der denne sommer hverken kommer på ferie eller festival.

Til Ritzau siger handicapordfører Stine Brix:

– I Enhedslisten mener vi, at alle skal have ret til ferie, også mennesker med handicap. Uanset om handicappet betyder, at man har brug for praktisk hjælp eller pædagogisk bistand eller begge dele i hverdagen. Den rettighed skal sikres ved lov. Især mennesker med handicap, som får hjælp og pædagogisk støtte via et botilbud, har meget begrænset adgang til ferieture. De er afhængige af, at kommunen og botilbuddet sætter ledsagetimer af til formålet, så det må vi sørge for.

Også Venstre skyder på baggrund af Socialpædagogernes undersøgelse mod regeringen. Til Ritzau siger Venstres handicapordfører Anne-Mette Winther Christiansen:

– Det er godt, at debatten bliver rejst igen. Den kørte i foråret, og allerede dengang bad vi ministeren om en løsning, og han har siddet på hænderne. Jeg vil stille ham nogle spørgsmål, og alt efter svarene må vi se, om der skal være samråd eller en forespørgsel i Folketinget til oktober.

13 pct. kommer ikke afsted

Socialpædagogernes undersøgelse bygger på svar fra 816 af forbundets medlemmer, der arbejder med mennesker med funktionsnedsættelser. Den viser, at mulighederne for ferie og fritidsaktiviteter er blevet forringet, siden de samme mennesker blev spurgt i 2011.

Således svarer 43 pct. i 2014, at de oplever, at borgerne slet ikke eller kun i ringe grad har mulighed for at komme på ferie, festival mv. I 2011 var tallet 20 pct. Når det udelukkende gælder dem, der svarer, at borgerne slet ikke har mulighed for at komme på ferie mv., er tallet steget fra fem pct. i 2011 til 13 pct. i 2014.

Socialminister Manu Sareen (R) har tidligere fastslået, at den enkelte kommunalbestyrelse selv bestemmer, om der skal være et ferietilbud. Som vi oplyste i artiklen ‘Uenighed om brugerbetaling’ (Socialpædagogen nr. 14/2014) skrev han tidligere på året således i et åbent brev til tre socialpædagogiske ledere:

– Borgere i et botilbud har ikke efter serviceloven retskrav på at komme på ferie, og kommunerne kan således selv vælge, om deres serviceniveau indebærer tilbud om pædagogisk ledsagelse på ferie.

Helt uacceptabelt

Socialpædagogernes undersøgelse viser også, at de handicappede borgere har fået forringet mulighederne for at dyrke fritidsaktiviteter uden for boligen og for at være spontane i fritiden. Således angiver 47 pct. af socialpædagogerne at eksempelvis en biograftur skal planlægges mindst en uge i forvejen. I 2011 gjordet det samme sig kun gældende for 22 pct.

På baggrund af undersøgelsen konkluderer Socialpædagogernes formand Benny Andersen, at voksne handicappede ikke har samme muligheder for at deltage i fritidsaktiviteter som andre mennesker, og i stedet isoleres. Han siger:

– Det er jo helt og aldeles uacceptabelt, at handicappede borgere stilles så ringe, når det handler om mulighed for selv frit at vælge at komme på ferie, tage på festival, familiebesøg i Jylland og den slags. Det rimer slet ikke med intentionerne om at skabe øget inklusion i samfundet. Det handler om at kunne deltage og høre til, og om at yde sit bidrag til fællesskabet uanset hvem, man er. Men vores undersøgelse viser desværre, at der er en afgrund imellem politiske intentioner og borgernes hverdagsliv. 


Læs hele undersøgelsen via www.kortlink.dk/emea

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik