Lad os invitere de frivillige indenfor
I vores optik er frivillige ikke en erstatning for os som fagprofessionelle, og det skal de aldrig være. Nej, frivillige kan noget andet
Samtidig med at vi de senere år har oplevet store kommunale besparelsesrunder, som mange steder også er gået ud over de socialpædagogiske tilbud til borgerne, har vi oplevet to andre tendenser. For det første en øget fokus på inklusion – først og fremmest i forhold til folkeskolen. For det andet, at frivillighed ofte bliver udråbt som mirakelkuren for et ressourcetrængt velfærdssamfund. Politikerne har frivillighed som fast element i skåltalerne, og kommunerne opretter frivillighedskontorer, der skal organisere og udvikle det frivillige arbejde.
Både inklusions- og frivillighedstendenserne rummer udfordringer og muligheder for os som socialpædagoger. Vi kunne vælge at lægge armene over kors og se passivt til, men vi har valgt at gribe det offensivt og fordomsfrit an og tage teten i diskussionen om, hvor den socialpædagogiske faglighed kan være med til at få det bedste ud af såvel inklusions- som frivillighedstendensen. Med vores strategi fra kongressen 2012 – Socialpædagogerne i Fremtiden – valgte vi ti områder, hvor vi gerne vil udvikle vores fag og fokusere de kommende år. Et af de ti områder handler netop om, hvordan vi kan bidrage til, at borgerne får styrket og skabt relationer. Og vel at mærke relationer, der ikke ‘kun’ er til os professionelle, men i ligeså høj grad til familie, venner, naboer eller måske ligefrem frivillige!
For i vores optik er frivillige ikke en erstatning for os som fagprofessionelle, og det skal de aldrig være. Nej, frivillige kan noget andet. Frivillige kan være sammen med borgerne på lige fod og udelukkende, fordi begge parter får noget ud af det. Som socialpædagoger skal vi ikke lade os skræmme af frivillige, men være os bevidst, at de frivillige kan give de borgere, vi arbejder med, noget værdifuldt.
At arbejde med frivillige er naturligvis ikke uproblematisk. Det kræver både en gensidig respekt mellem de professionelle og de frivillige, og så kræver det nok også, at vi socialpædagoger i endnu højere grad ser os selv som facilitatorer af gode relationer. Den pædagogiske uddannelse fokuserer på udvikling og relationer, så vi socialpædagoger kan med god ret gøre endnu mere ud af rollen som bindeled og supervisor på ‘den gode relation’.
Inklusion er også en dagsorden, vi skal gribe. Inklusion gælder i folkeskolen, men det handler i ligeså høj grad om at sikre livskvalitet og udvikling gennem relationer, hvad enten det drejer sig om en multihandicappet borger, en borger ramt af en senhjerneskade eller en ung, der bor på en døgninstitution. Frivillige kan sagtens være en frugtbar vej til at styrke disse borgeres netværk og her kan socialpædagogerne spille en vigtig og fagligt udviklende rolle som brobygger mellem borger og frivillig. Den mulighed skal vi gribe. Så lad os invitere de frivillige indenfor!