Ros og en smule ris til Koch-udvalget
Fagbevægelsen er overvejende tilfredse med hovedlinjerne i rapporten fra Koch-udvalget. Giv nu a-kasserne en central rolle, lyder opfordringen fra Socialpædagogerne
Mestendels tilfredse miner – det var hvad der kunne registreres i fagbevægelsen, da Koch-udvalget sidst i februar sendte sin endelige rapport og dens 39 anbefalinger til regeringen. Udvalget har gransket beskæftigelsesindsatsen over for de forsikrede ledige i a-kassesystemet, og i anbefalingerne til regeringen lægger udvalget op til en mere direkte og mindre bureaukratisk indsats over for de ledige. Sammenfattende skriver udvalget, at der skal laves ‘en tidligere og mere individuel indsats’ over for den ledige, ligesom ressourcerne på området skal udnyttes bedre.
– Det er muligt at give de ledige mere effektive og meningsfulde tilbud samtidig med, at man øger den strukturelle beskæftigelse ved at omprioritere midlerne og målrette indsatsen mod de ledige, der har det største behov for hjælp, sagde udvalgets formand Carsten Koch ved fremlæggelsen af rapporten.
Han understregede, at der efter udvalgets mening skal være fokus på den tidlige indsats over for de ledige:
– De skal have større ansvar og et mere intensivt jobsøgningsforløb med hyppige samtaler og hjælp til jobsøgning i starten af ledighedsperioden.
Alt i alt skulle de 39 anbefalinger ifølge udvalget føre til, at flere ledige kommer hurtigere i arbejde igen, at den ledige i højere grad føler, at indsatsen giver mening, og at både ledige og arbejdsgivere oplever et mere målrettet fokus på den del af arbejdsmarkedet, den ledige skal tilbage på.
Sæt a-kasserne i centrum
Og de toner vakte altså alt overvejende tilfredshed i fagbevægelsen. Men rapporten fik også flere parter til at understrege, at regeringen ikke må glemme a-kassernes centrale betydning, når den nu skal omsætte Koch-udvalgets anbefalinger til det beskæftigelsespolitiske udspil, der ventes inden sommer.
En af påmindelserne kom fra Socialpædagogernes formand Benny Andersen:
– Vi er glade for, at Carsten Koch-udvalgets udspil lægger op til en mere ambitiøs, kvalificeret og mindre bureaukratisk indsats over for de ledige. Og vi vil gerne opfordre regeringen til at benytte sig af anledningen og udvalgets rapport til at give a-kasserne en langt mere aktiv rolle i den første kontakt til de ledige, siger Benny Andersen i en kommentar til rapporten.
Han fremhæver, at Socialpædagogernes a-kasse har talrige eksempler på, at a-kassens indsats over for de ledige er langt mere målrettet og kvalificeret. De kommuner, der har kørt med såkaldte partnerskabsaftaler mellem kommunernes jobcentre og a-kasserne, melder det samme. Og Socialpædagogernes formand peger på, at a-kassen netop har muligheden for at give den hjælp, Koch-udvalget peger på som central:
– A-kassen kan sikre den ledige skræddersyet og individuel hjælp samtidig med, at a-kassen har det arbejdspladskendskab – på tværs af kommunegrænser – der er forskellen på et vellykket og et mislykket jobmatch. A-kasserne sidder jo med en enorm viden om, hvad netop vores faggruppe har af kompetencer, de kender deres arbejdsmarked, og de kan se muligheder på tværs af både fag og kommunegrænser. Derfor giver det også så meget mere mening, at den vigtige første samtale med den ledige ligger hos a-kassen. På den måde kan indsatsen målrettes, og vi sikrer kortest mulig ledighedsperiode. Det ville give en bedre, sikrere og også økonomisk mere sammenhængende indsats, siger Benny Andersen.
Plads til forbedringer
Også LO og formand Harald Børsting er generelt positivt stemt:
– Vi er på rigtig mange punkter enige i udvalgets forslag til, hvordan arbejdsløse kan få bedre hjælp til at komme i arbejde. Det er fuldstændig afgørende og rigtigt at bryde med årtiers masseaktivering og i stedet give arbejdsløse mere individuel hjælp, der bringer dem tilbage i varige job, siger Harald Børsting.
LO afgav høringssvar til rapporten i fællesskab med FTF, og de to hovedorganisationer mener ligesom Socialpædagogerne, at a-kasserne skal være omdrejningspunktet i indsatsen:
– Der er ingen grund til, at a-kasserne ikke skulle kunne hjælpe alle de arbejdsløse, som ikke er i risiko for længerevarende arbejdsløshed, fra starten af. Også dem under 30 år, siger Harald Børsting.
Sammen med FTF peger LO dog også på, at regeringen godt kan finde plads til forbedringer i forhold Koch-udvalgets anbefalinger. Udvalget foreslår fx, at arbejdsløse først skal have ret til seks ugers jobrettet uddannelse efter et halvt års arbejdsløshed. Det mener LO og FTF i stedet skal være en reel ret allerede fra dag ét.
De to hovedorganisationer er heller ikke begejstrede for udvalgets anbefalinger om, at økonomien til beskæftigelsesindsatsen bliver en del af det samlede bloktilskud. Det vil gøre det muligt for kommunerne at flytte midlerne til andre formål, og den mulighed skal kommunerne ikke have, mener LO og FTF.