icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Ny pædagoguddannelse

Vi lærer begge to

Lone Heeris er praktikvejleder for Solveig Vinding – og det bliver de begge to dygtigere af. ‘Jeg har faktisk fået et større selvværd af at blive praktikvejleder’, fortæller Lone Heeris

  • Af Maria Rørbæk
  • 17-2014 /

Når vi nu går ind til ‘Allan’, skal du prøve at observere, hvad der sker, når Allan får sin cigar, mens han sidder på toilettet. Observer, hvad det betyder for ham – og tænk over, hvad det siger i forhold til almagts- og afmagtsbegreberne.

Sådan sagde praktikvejleder Lone Heeris, inden hun og pædagogstuderende Solveig Vinding for nogle måneder siden bankede på Allans dør for at hjælpe ham med hans morgentoilette.

Allans morgencigar havde længe været til diskussion i personalegruppen på botilbuddet Sankelmarksvej i Vordingborg, der er hjem for mennesker med udviklingshæmning og andre funktionsnedsættelser. Er det en god eller en dårlig vane, at Allan ryger på toilettet, mens han bliver vasket?

Dårlig, mener nogle, der vurderer, at det er dumt at bakke op om Allans sundhedsskadelige vane, der ydermere også giver et dårligt arbejdsmiljø, når man skal vaske ham omgivet af røg.

God, mener andre, der lægger vægt på, at cigaren får morgenbadet til at glide.

Nu ville Lone Heeris give Solveig Vinding nogle redskaber til at deltage i diskussionen, for i hendes øjne er evnen til faglig argumentering noget af det vigtigste, man skal lære som pædagogstuderende.

– Det gælder om at kunne forklare, hvad man gør, hvordan man gør det og hvorfor man gør det, siger hun.

Bagefter var Solveig Vinding ikke i tvivl:

Allan slappede af på en helt anden måde, når han fik sin cigar end når, der blev sagt nej, og han i stedet sad og råbte: ‘Gar, gar, min gar’.

At nægte ham cigaren var at sætte ham i en afmagtssituation – og personalet i en almagtssituation.

Den konklusion er Lone Heeris enig i, men i sin vejledning lægger hun vægt på, at Solveig Vinding også skal lytte til de andres argumenter.

– Den studerende skal ikke blive en klon af vejlederen, men gøre sig sine egne refleksioner og træffe sine egne, faglige valg, siger hun.

Brug for flere praktikpladser


Med den nye pædagoguddannelse bliver der behov for flere praktikpladser på det socialpædagogiske område. Derfor sætter vi her fokus på praktikvejledningen på en socialpædagogisk arbejdsplads, botilbuddet Sankelmarksvej i Vordingborg.

 

Vejledning hver uge

Solveig Vinding er den første studerende, som Lone Heeris har under sine vinger, og det er svært at sige, hvem der er mest begejstret: Den studerende eller vejlederen.

– For mig har det været fantastisk, siger Solveig Vinding, der som 53-årig hører med blandt de mere erfarne pædagogstuderende. Hun har i forvejen en uddannelse som såvel tekstilformgiver som sosu-assistent, og valgte pædagoguddannelsen, fordi hun ikke trivedes i jobbet som sosu-assistent på en afdeling for demente.

– Jeg græd, når jeg tog på arbejde, og jeg græd, når jeg kørte hjem igen. Der var sparet alt for meget, og alt var sat i et stramt tidsskema, hvor der ikke var plads til nærvær. Her på botilbuddet Sankelmarksvej har jeg til gengæld opnået alt det, jeg drømte om at opnå, da jeg begyndte på pædagoguddannelsen, og det handler både om stedet og om den vejledning, jeg får af Lone, fortæller hun.

Lone Heeris siger:

– De sidste fem år har jeg ønsket at blive praktikvejleder, og i forbindelse med et generationsskifte er det nu endelig blevet muligt, og jeg må bare sige, at det har været knaldhamrende godt. Jeg har faktisk fået et større selvværd, fordi jeg sætter ord på min egen faglighed og oplever at blive lyttet til. Og fordi jeg kan se, at det har en effekt, og Solveig bliver dygtigere og dygtigere.

Et flow af vejledning

Som udgangspunkt har Lone Heeris og Solveig Vinding hver uge en time eller halvandens koncentreret vejledning, hvor de systematisk diskuterer og reflekterer – gerne med udgangspunkt i Solveig Vindings læringsmål. De spænder fra at få en forståelse af begrebet ‘det gode liv’ i praksis i forhold til begreber som almagt og afmagt til at lave et praksisprojekt sammen med en borger i form af anlæggelsen af en have til borgeren.

Derudover sker der løbende en vejledning i dagligdagen, når de arbejder sammen.

– Mit mål er, at der skal være et konstant flow af vejledning, siger Lone Heeris.

Hvis hun skal pege på én bestemt, faglig værdi, som hun ønsker at give videre til Solveig og andre studerende, er det evnen til at tænke kreativt og innovativt.

– Det gælder om at være modig og turde prøve at gøre noget nyt i stedet for altid bare at gøre som vi plejer. I eksemplet med Allan ville vi jo aldrig have fundet ud af, at cigaren kunne ændre badesituationen fra noget negativt til noget positivt, hvis ingen havde turdet prøve at se, hvad der skete, hvis han fik en cigar. Derfor er det også meget vigtigt for mig at sige, at man som pædagog gerne må fejle. Man må gerne prøve noget, der viser sig ikke at du – og så må man bare lære af det og prøve noget andet, siger hun.

 Solveig Vinding har taget Lone Heeris tankegang til sig – også på områder, hvor Lone Heeris ikke selv har tænkt, at noget kunne gøres anderledes. Det gælder eksempelvis en anden badesituation, nemlig når ‘Børge’ skal i bad. Det sker på en badebåre, og da Solveig Vinding kom, lå han altid ned, og det var i hendes øjne langt fra optimalt.

– Jeg har selv prøvet det, og det er temmelig ubehageligt at ligge der på noget gummiplastic, uden at du kan se, hvornår vandstrålen kommer ned over dig – og det så bestemt heller ikke ud som om, Børge kunne lide det. Det så ud som om, han var i afmagt, fortæller hun.

Solveig Vinding ville gerne forbedre badesituationen, men i begyndelsen mødte hun modstand. Fx da hun foreslog en badestol, og kollegaerne afviste ideen – bl.a. på grund af arbejdsmiljømæssige hensyn.

– Men som Lone siger: Man skal tænke kreativt i sit arbejde, og man skal ikke lade sig stoppe. Og så fandt jeg ud af, at båren kan løftes lidt op, så han kan se sig selv i spejlet og med en udviklingsalder på omkring to et halvt år, får han meget sjov ud af det. Så nu har badesituationen ændret sig fra at være en situation, der ikke var så rar, til at være fest og ballade.

Fakta om botilbudet Sankelmarksvej


Sankelmarksvej 8H er et nybygget botilbud med 20 lejligheder til mennesker med vidt forskellige funktionsnedsættelser – fx Downs Syndrom og Rett sygdom.

Læs mere om stedet via www.kortlink.dk/eeug

 

Nye øjne på pædagogikken

Lone Heeris supplerer:

– Det er lige det, der er det fede ved at få studerende. Vi, som har gået her i mange år, tænker ikke altid så meget over udviklingspotentialet, og så er det så fedt, når en studerende pludselig kan argumentere fagligt og sige: Vi skal ikke sætte ham i afmagt. Så er det ikke kun teori. Så kan det bruges.

Noget af det, Solveig Vinding sætter størst pris på ved praktikopholdet på Sankelmarksvej er, at hun kan bruge sin egen personlighed i arbejdet.

– Her er plads til at spille fransk klovn. Fx sammen med beboeren ‘Frederik’, der elsker at lave sjov. Han lader som om, han skyder mig, og siger: Bang, du er død. Og så falder jeg om på gangene og leger med på rigtig cowboyder-manér, og så er han ved at dø af grin. I begyndelsen havde jeg svært ved at tro på, at det var rigtigt, at jeg kunne gøre sådan – men det har Lone overbevist mig om, at jeg godt kan.

– Ja, indskyder Lone Heeris, – men det er jo ikke bare for sjov, at vi leger. Det er fagligt begrundet. Vi arbejder neuropædagogisk ud fra beboernes udviklingsalder, og en 67-årig kan fx have en udviklingsalder som en fireårig. Men generelt mener jeg, at det er en del af pædagoguddannelsen, at man skal finde ind til sit indre legebarn, for leg og humor kan bruges til meget – fx til afledning.

Løbende kvalificering

Det er ikke kun Solveig Vinding, der er under uddannelse – Lone Heeris er også selv i gang med at efteruddanne sig og har bl.a. taget et modul i vejledning – svarende til det, der engang hed praktikvejlederuddannelsen.

– Det vigtigste, jeg har lært på vejlederdiplomet, er, at man skal have et fælles fodslag i organisationen. Man skal være fælles om at have studerende, siger hun – og pointerer, at det også gælder om at have forventningssamtaler med den studerende, så man gensidigt ved, hvad man forventer af hinanden.

– Og så er det meget vigtigt, at vejlederen besidder en viden, så vejledningen ikke bare bliver en sludder for en sladder. Jeg er meget glad for, at jeg selv er i gang med diplomuddannelsen i specialpædagogik, for ellers tror jeg, at man bliver overhalet af de nye studerende, der jo bliver mere specialiserede. Vi skal virkelig være oppe på beatet for at kunne tage imod de nye studerende. 


Oplysninger om beboerne er anonymiserede.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Uddannelse, Grunduddannelse