icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Plejefamilier

Hver tredje vil adoptere deres plejebørn

Plejefamilierne er dog bange for, at den kommunale støtte til barnet falder væk, hvis de adopterer det

  • Af Lone Marie Pedersen
  • 06-2014 /

En ud af tre plejefamilier ønsker at adoptere plejebarnet, hvis de fik mulighed for det. Det viser en ny velfærdsundersøgelse fra Ankestyrelsen. Hovedparten begrunder deres ønske med, at de har opnået en tæt relation til deres plejebarn. Desuden har plejeforældrene et ønske om at skabe stabilitet og kontinuitet for plejebarnet. Og den mulighed er størst med en adoption.

De plejefamilier, der gerne vil adoptere, nævner dog samtidig en række forbehold ved at gennemføre en adoption. Familierne er bekymrede for, at den kommunale støtte til barnet falder bort. Det drejer sig både om den støtte, barnet får i dag, og den støtte, som barnet eventuelt vil få brug for fremover. Desuden er familierne også bange for at miste den støtte, de modtager i form af supervision af deres arbejde.

Af andre betænkeligheder nævner plejefamilierne, at de skal finde en ny indtægtskilde samtidig med, at de fortsat har et barn med behov for særlig støtte.

Nej til adoption

To tredjedele af plejefamilierne i undersøgelsen svarer, at de ikke vil adoptere deres plejebarn, selv om de havde mulighed for det. Nogle af dem begrunder deres valg med, at det i høj grad skyldes, at deres plejebarn har brug for den støtte, som kommunen tilbyder i forbindelse med anbringelsen. Og den støtte vil falde bort, hvis barnet bliver adopteret. En lige så stor andel af plejefamilierne svarer, at de biologiske forældre til deres plejebarn ikke er interesseret i at bortadoptere.

Halvdelen af plejefamilierne i undersøgelsen oplyser, at de i høj grad ønsker at bevare et professionelt forhold til deres plejebarn.

Baggrunden for Ankestyrelsens undersøgelse er, at Folketinget i 2009 vedtog en række ændringer af adoptionsloven, som betød, at adgangen til at adoptere et barn uden de biologiske forældres samtykke blev udvidet. 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familiepleje, Børn og unge