icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Prik

Hvem skal nu betale?

  • Af Sytter Kristensen
  • 06-2014 /

Overskriften er titlen på en gammel giro 413-sang, som pludselig er blevet højaktuel, efter det er gået op for de kommunale forvaltninger, at det ikke er lovligt at tage betaling fra bl.a. udviklingshæmmede for udgifter til personalet på botilbud, aktivitetscentre, klubber med mere. Fantastisk, at der pludselig er så megen fokus på problemet takket være KL’s udmelding. Og rigtig godt, at I også har fået fokus på det.

Forhåbentlig kan vi få landet det hele på en god måde for de mange, som lider under kommunernes nuværende konklusion på spørgsmålet – nemlig at der mange steder er blevet sat stop for ledsagelsen til denne gruppe af mennesker. Sølund Festivalens manglende tilslutning var det, der udløste det store fokus. Det skal der åbenbart til, før der kan handles.

Der har været mange bud på, hvad vi skal gøre ved det. Heldigvis siger mange af jer på diverse medier, at I synes, kommunen har et problem. Men I giver også mange bud på, hvor skoen trykker lige netop hos jer – og selvfølgelig ser I verden ud fra netop jeres arbejdsplads. Vi har så mange nuancer både i forhold til, hvem målgruppen er og hvilken kommune, vi taler om, så det kan være vanskeligt at forstå hinanden.

Men det er en og samme sag: Vi har ikke brugerbetaling i Danmark på visiterede ydelser – og kommunerne skal overholde loven, lige som alle andre skal i dette land. Det har de bare ikke gjort i årevis. De har taget sig godt betalt af borgere, som ikke har vidst bedre.

Som sagt har vi i Danmark en lovgivning, som sikrer, at al visiteret ydelse er gratis. Er man fysisk handicappet og fx ikke kan bruge sine ben, bliver man visiteret til en kørestol, som betales via det offentlige. Når man er udviklingshæmmet, er det ofte behovet for støtte og hjælp i dagligdagens virke, som man skal have visiteret hjælp til. Det får man bl.a. gennem servicelovens § 85 – også når man bor på et § 107- eller § 108-tilbud. Det går jeg ud fra, at vi kan blive enige om.

Vi kan helt sikkert også blive enige om, at ingen medarbejder skal tage pungen op af lommen, når man er på arbejde. Og at arbejdsgiver derfor skal dække de ekstra udgifter, som måtte komme pga. arbejdsopgaven. Det betyder, at har man et arbejde, hvor man skal ledsage borgeren til en aktivitet uden for fx botilbuddet, skal udgiften selvfølgelig dækkes. Det kan være transport og bespisning.

Derfor er loven også skrevet på en måde, så det tydeligt fremgår, at det er en offentlig forpligtelse at dække disse udgifter, hvis borgeren er visiteret til denne ydelse. Det er så godt som umuligt at benytte sig af andre paragraffer i serviceloven end støtte efter § 85, når man er udviklingshæmmet. Så det burde være helt klart, at forpligtelsen ligger i det offentlige, altså i kommunerne. BPA–ordningen (borgerstyret personlig assistance) kan fx ikke bruges af mennesker, som bor på boformer, hvor personlig hjælp, pleje og socialpædagogisk bistand er tilrettelagt for beboerne.

Vi er opmærksomme på, at nogle udviklingshæmmede har en formue og har mulighed for at spare penge op på lige fod med andre borgere i dette samfund. Men vi kan også se, at de kommende pensionister på den ‘nye’ pensionsordning ikke har samme mulighed, så lad det ikke være os, der laver et A- og et B-hold. Og det at have en formue er ikke i nogen anden henseende begrundelse for at betale for visiterede ydelser. Også velhavere kan få hjemmehjælp uden selvbetaling. 


Sytter Kristensen er formand for Landsforeningen LEV.

Deltag i debatten


  • Har vi et fælles projekt, hvor vi arbejder på at få kommunerne til at indse, at dette er deres forpligtelse?
  • Vidste I, at kommunerne har sendt milliarder retur til staten sidste år? Så hvorfor skal der hele tiden spares på velfærdsområdet?
  • Hvordan sikrer vi sammen, at der sættes fokus på indholdet af handicapkonventionen, så livet bliver mere end at sidde i sin lejlighed?
 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Debat