Dørtærskelen skal høvles helt ned
Socialpædagogernes Pris 2014 går til medarbejderne i Stofindtagelsesrummet i Odense, der formår at skabe kontakt og relationer til en meget udsat gruppe samtidig med, at de har udviklet det socialpædagogiske fagområde
Jeg skal bare sniffe. Den ældre dame rækker hånden frem og får en papbakke og et paprør udleveret af socialpædagog Brian Dybro. Så går hun over til en af de fem pladser i stofindtagelsesrummet i Kirkens Korshærs Dagvarmestue i Odense.
– ‘Birthe’… hvad er det nu du hedder herinde, spørger Brian Dybro.
En af hans opgaver som personale i stofindtagelsesrummet er at føre en statistik over, hvem der kommer – og hvad de indtager. Brugerne er anonyme, så alle har dæknavne.
Først svarer Birthe ikke. Hun har alt for travlt med at gøre det hvidlige pulver klart.
– Hvad er det nu du hedder herinde, gentager Brian Dybro.
– Åh… Andersine, svarer den ældre dame og snuser ind.
– Og hvad er det du tager, spørger Brian Dybro.
Igen en kort pause.
– Birthe… Hvad er det du tager?
– Åh… Heroin, svarer hun.
Så lægger Birthe den brugte papbakke på bordet foran Brian Dybro, løfter hånden til farvel og forsvinder ud ad døren.
|
Fakta om Varmestuen i Odense Varmestuen i Odense er en del af Kirkens Korshærs frivillige sociale arbejde. Målgruppen er de mest socialt udsatte mennesker i Danmark. Stofindtagelsesrummet er en del af dagvarmestuen, der har åbent fra 8.30-14.30. Der er også en natvarmestue, hvor man kan få en seng at sove i. På dagvarmestuen er der ansat sundhedspersonale samt tre medarbejdere med socialfaglig baggrund. Læs mere på www.kkodense.dk |
Kontakt, kontakt, kontakt
I Dagvarmestuen har de socialpædagogiske medarbejdere én hovedopgave, der går som en rød tråd: Skab kontakt, skab kontakt, skab kontakt.
Og det gælder hvad enten, de drikker en kop kaffe uden for i gården, langer frikadeller over disken eller ser til, mens en bruger sniffer eller sprøjter sig med heroin.
– Birthe havde helt tydeligt ikke lyst til at snakke, og det er også okay, men for os gælder det altid om at få øjenkontakt og være opmærksomme. Hvis der er en invitation til samtale, så tager vi den, siger Brian Dybro.
Han og de andre medarbejdere i Stofindtagelsesrummet bliver nu hædret for deres indsats med Socialpædagogernes Pris 2014.
I sin begrundelse for tildelingen af prisen siger Socialpædagogernes næstformand Marie Sonne:
– Fordelene for stofafhængige i etableringen af et stofindtagelsesrum er åbenbare. Dødsfald undgås. Det uværdige ved at skulle indtage stof i det offentlige rum forsvinder. Men… det er ikke gjort med ordentlige og hygiejniske forhold og pæne, rene rum. Med inspiration fra Drob Inn i Hamborg valgte prismodtagerne en socialpædagogisk tilgang og med et socialfagligt personale – socialpædagoger og socialrådgivere – at gøre stofindtagelsesrummet til en indgang til andre, mere langsigtede tilbud.
188 henvisninger
Brian Dybro og Heinz Wolf, der er leder af Dagvarmestuen, er begge glade for Socialpædagogernes pris.
– Vi mener jo selv, at vi gør en god indsats, men det er ikke så sjovt at gå og klappe sig selv på skulderen – det er sjovere, når nogen udefra gør det, siger Heinz Wolf, der er særlig glad for netop at blive hædret af Socialpædagogerne.
– Relationsarbejde er kernen i socialpædagogik – og hele ideen med stofindtagelsesrummet er netop at skabe relationer til nogle af samfundets mest udsatte, siger han.
Heinz Wolf har netop gjort statistikken op over brugen af Stofindtagelsesrummet fra marts 2013 til september 2014, og han er meget stolt af resultatet:
Rummet er blevet brugt 10.000 gange af i alt 331 mennesker – og 188 gange har et besøg i rummet resulteret i en henvisning til en eller anden form for hjælp, der spænder fra behandlingscenteret, en kommunal kontaktperson, et forsorgshjem eller et af Varmestuens egne tilbud som fx sundhedsbehandling, rådgivningssamtaler eller tandbehandling. Derudover kan stofmisbrugerne også få hjælp i stofindtagelsesrummet, så de ved hjælp af en venescanner kan finde en brugbar åre – noget, der efter mange års misbrug kan være svært.
Del af Varmestuen
Brian Dybro lægger vægt på, at arbejdet i stofindtagelsesrummet skal ses i sammenhæng med de andre aktiviteter i Varmestuen, der fx også rummer en mobil tandklinik, hvor frivillige tandlæger kommer to gange om ugen, og et sundhedsrum, hvor brugerne af varmestuen fx kan få akut sårbehandling. Der er også et nødlager med varmt tøj og et bytterum, hvor stofmisbrugere fx kan bytte en brugt kanyle til en ren. Ligesom ved besøget i stofindtagelsesrummet kræver en bytning, at misbrugeren tager kontakt til en medarbejder – eller en af Varmestuens frivillige – der skal låse op til bytterummet.
– Og igen giver det en mulighed for kontakt: Når man står i bytterummet, kan man lige spørge: Hvordan har du det? Og så fortæller brugeren måske, at han har et sår, så man får mulighed for at sige: ‘Men skal du så ikke have en social- og sundhedsassistent til at se på det? Og ved du hvad, der er jo en til stede lige her i rummet ved siden af’.
Hovedformålet med bytterummet er at sikre, at der er adgang til rent værktøj (kanyle og pumpe), for derved at minimere infektioner og smitterisiko ved at værktøjet bruges flere gange eller af forskellige personer.
En anden fordel ved byttesystemet er, at det motiverer til at rydde op efter sig selv, så man fx kan give en brugt kanyle i bytte for en ren.
Faglig udvikling
Ved udvælgelsen af vinderen af Socialpædagogernes Pris 2014 er der blevet lagt særlig vægt på udviklingen af den socialpædagogiske faglighed. På spørgsmålet om, hvad Varmestuen gør for at udvikle fagligheden, svarer Heinz Wolf:
– Først og fremmest går vi højt op i brugerinddragelse, så vi kan tilpasse tilbuddet til brugernes ønsker. Fx lavede vi omkring 40 brugerinterviews, inden vi etablerede stofindtagelsesrummet, hvor vi spurgte, hvad der var vigtigt for dem. Og det handlede fx om sikkerhed, så man hurtigt kan få hjælp, hvis man tager en overdosis. Bl.a. er det vigtigt for brugerne, at der altid er et personale i stofindtagelsesrummet.
Rent arkitektonisk er stofindtagelsesrummet placeret, så en ambulance kan køre lige til døren og meget hurtigt komme ud med en båre. Siden åbningen har der 28 gange været brug for livreddende førstehjælp.
Derudover viser brugerinddragelsen sig bl.a. ved, at brugerne bliver hørt på brugermøder hver tredje måned.
– Og så har vi en meget flad struktur, hvor medarbejderne har mulighed for at komme med deres ideer og input til, hvordan vi kan gøre det så godt som muligt, fortæller Heinz Wolf.
De små skridts metode
Når det gælder uddannelse lægger han vægt på, at medarbejderne får vidt forskellige efteruddannelser i stedet for, at alle får den samme.
– På den måde kan vi bidrage med lidt af hvert. Vi kører ikke efter én bestemt metode, og du kan sige, at vi bedriver lidt old school socialpædagogik, fordi vi hverken har handleplaner, indikator-mål eller SMART-modeller. Vi arbejder simpelt hen bare med at være til stede for brugerne og prøve at skabe kontakt og relationer. Vi vil være et lavtærskel-tilbud, hvor der skal høvles så meget af dørtærsklen som overhovedet muligt, så vi opnår kontakt til gadens folk – og så vi forhåbentlige kan henvise dem til mere langsigtede tilbud, fortæller han.
Hvis Heinz Wolf alligevel skal pege på en fælles metode, så er det de små skridts metode, der er beskrevet af Landsforeningen af Væresteder (se faktaboks).
– Kort sagt handler det om at være til stede og om at signalere til brugeren, at den situation, du har i dag forhåbentlig er en lille smule bedre i morgen, hvis du har kontakt med mig.
|
De små skridts metode Landsforeningen af Væresteder udgav i 2009 bogen ‘De små skridts metode,’ der beskriver arbejdet på landets væresteder. Metoden gør op med forestillingen om, at det kun er værd at stræbe efter store mål. Hvis blot dagen i dag er en lille smule bedre end dagen i går, er man på vej videre. Læs mere om de små skridts metode på www.kortlink.dk/f4kz |
Tilgængelig i gården
Denne formiddag trækker Brian Dybro ud i gården, hvor en stor gruppe brugere er samlet under et halvtag.
Der er dåseøl på bordene, smøger i hænderne og et par hunde, der løber rundt. En enkelt kvinde har taget strikketøjet med. En anden har et kæmpe stort blåt øje, som hun har fået af sin kæreste.
– Det ender med at I slår hinanden ihjel, siger en mand.
– Nej, så er det ham, der slår mig ihjel, for jeg gider ikke engang røre ved ham.
Brian Dybro siger ikke noget. Han står bare midt i flokken og drikker en kop kaffe.
Så breder en sødlig duft sig og en ældre mand rækker en chillum frem mod Brian Dybro.
– Skal du have?
– Nej, svarer Brian Dybro.
– Jeg trækker lidt ud. Ellers bliver jeg helt skæv.
Bagefter forklarer han, at der er misbrugsfrit inde i selve cafeen, men at der både må ryges og drikkes alkohol udenfor.
I dag har Odenses gadepræst parkeret sin cykelvogn foran halvskuret.
– Her kommer præsten med bønnerne, står der på et skilt, og brugerne kan både tage sig en chokoladekiks og pumpe kaffe ud af et par store termokander.
Det gælder om at være til stede
En stund står Brian Dybro bare uden at sige noget, så kommer en bruger hen til ham.
– Hvad skal vi have at spise i dag, spørger han.
– Biksemad, svarer Brian Dybro.
– Med spejlæg.
En anden snøvler så meget, at det er svært at forstå, hvad han siger, men det er noget med et værksted, han godt kunne tænke sig at få i gården.
En tredje kommer hen til Brian Dybro for at fortælle, at han nu har fået det blå sygesikringsbevis, som Brian Dybro tidligere har forklaret ham om.
Bagefter fortæller Brian Dybro, at arbejdet i gården mest handler om at være til stede og indbyde til en samtale:
– Jeg stiller mig jo mellem dem og er der. Og nogle gange er der nogen, der har lyst til at snakke. Andre gange ikke. Nogle gange handler det som i dag om løst og fast. Andre gange er der et problem, de gerne vil have hjælp til.
Hjælp til mobiltelefonen
Som et konkret eksempel nævner Brian Dybro en mand, der ude i gården fortalte, at han havde problemer med sin mobiltelefon og gerne ville have større datadækning, fordi han var på vej til at blive hjemløs og derfor ikke længere ville have fastnet.
– Det kan jeg hjælpe dig med at få, sagde Brian Dybro, og så gik de ind i rådgivningsrummet for at undersøge sagen og kontakte teleselskabet.
– Jeg skal først lige have en øl, sagde manden, så kan jeg bedre tale med dem.
– Nej, nej, det behøver du ikke. Kom, vi ringer med det samme. Så sidder jeg her ved siden af, sagde Brian Dybro og tastede nummeret ind.
– Du er nummer 27 i køen, lød det.
Brian Dybro rakte manden røret, men blev siddende ved siden af med højttaleren tændt. Mens den mekaniske stemme talte ned, snakkede de om, hvordan manden ellers havde det.
– Du er nummer tre i køen.
– Du er nummer to i køen.
– Du er nummer et i køen.
Da der endelig var hul i gennem blev manden så nervøs, at han begyndte at stamme helt uforståeligt.
– Vi er her, sagde Brian Dybro roligt, og så lykkedes det at holde kontakten med medarbejderen hos teleselskabet, og manden fik selv forklaret, hvad han ville – med lidt hjælp fra Brian Dybro på sidelinjen.
Det lykkedes at få ændret abonnementet, og bagefter var manden meget stolt.
– Han er tidligere børnehjemsbarn og har været vant til pædagoger, så han ved, hvordan pædagoger arbejder, og bagefter sagde han til mig: ‘Ja, Brian, du pressede mig lidt til at gøre det uden først at drikke øl. Du ville vise mig, at jeg godt kunne klare det’.
Små sejre
Brian Dybros arbejde er fuld af den slags små sejre, hvor han har gjort en lille, positiv forskel.
– Succeskriteriet er, at nogen får et lidt bedre liv – eller en periode med et lidt bedre liv. Det er ikke store mål, som at de skal få et arbejde og et hus og kone og børn, siger han.
Ud over arbejdet med at skabe kontakt, handler tilstedeværelsen i gården også om at forebygge og minimere konflikter.
– Hvis nogen er ved at komme op at slås, lægger vi os aldrig imellem. Vi ringer altid efter politiet. Men vi har nogle sanktioner, så vi kan give folk karantæne, så de i en periode ikke må være i Varmestuen. Vi har også mulighed for at sende nogen hjem for dagen, så de skal gå, men kan komme igen dagen efter. Når det sker, plejer vi ofte fx at sige: ‘Du kan drikke din øl ud, og så kan du gå’. Og så forlader vi selv gården, så det ikke er så konfronterende, og de kan gå uden at tabe ansigt.
Karantænen bruges også som et middel til at minimere salg af stoffer på Varmestuens område.
Efter en times tid trænger Brian Dybro til en lille pause fra brugerne. Han trækker op oven på, hvor der er personalerum og en lille altan, som er forbeholdt personalet.
Heinz Wolf lægger vægt på, at medarbejderne indimellem kan få et pusterum, og at der også løbende er mulighed for kollegial sparring. For som han siger:
– Et godt arbejdsmiljø er en forudsætning for, at medarbejderne har overskud til brugerne.
Medarbejderne på Stofindtagelsesrummet fik overrakt prisen i forbindelse med Socialpædagogernes kongres, der fandt sted efter bladets deadline og omtales i næste nummer.