Kulturel forståelse er en svær balancegang
Misforståelser, fordomme, fejlfortolkning og berøringsangst er med til at besværliggøre behandlingen af psykisk syge med minoritetsbaggrund. Men i virkeligheden er opskriften på den gode tilgang til mennesker fra en anden kultur rørende enkel
Etniske minoriteter er overrepræsenterede på landets psykiatriske afdelinger, og mange af dem føler sig misforstået i mødet med den danske behandlingsverden. Når man som fagperson står foran et psykisk sygt menneske fra en fremmed kultur, oplever mange, at det kan være svært at forstå personen – ikke bare sprogligt, men også menneskeligt.
Katrine Schepelern Johansen, der er seniorforsker ved Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA), har skrevet ph.d. om etniske minoriteter i psykiatrien. I hendes feltarbejde tilbage i 2003 undersøgte hun brugen af kulturbegrebet på en retspsykiatrisk afdeling. Her kunne hun se, hvordan nogle af behandlerne forsøgte at tage højde for patientens kultur, men endte med en forfejlet forståelse af kultur som en statisk størrelse, der kunne bruges til at forklare alt omkring patienten.
Patienter fra Tyrkiet blev eksempelvis betragtet som en homogen befolkningsgruppe – på trods af, at de kom fra så forskellige baggrunde som henholdsvis den veluddannede elite i Istanbul og en lille landsby ude på landet.
Katrine Schepelern Johansen havde flere diskussioner med patienter, der blev stødt over den måde, personalet omtalte deres baggrund på. Personalet var også påvirket af deres egne fordomme og manglede helt basal viden om, hvad kultur er for en størrelse. De opererede med muslimsk kultur som en samlet betegnelse, der omhandler alt fra familieforhold til kvindesyn – og satte patienterne i bås ud fra dette syn.
Den tilgang kan nemt kan føre til distance, stigmatisering og misforståelser og i sidste ende umuliggøre behandlingen, mener Katrine Schepelern Johansen:
– Alvorligt psykisk syge mennesker, der ikke selv har den store sygdomsforståelse, er meget afhængige af tillid. Når behandlingen handler om at skabe en relation, og man bruger relationen terapeutisk eller støttende, er det i høj grad tillid, der skal facilitere behandlingen. Hvis den relation bliver præget af nogle stereotype forestillinger om, hvem hinanden er, så vil den relation have vanskeligere vilkår, siger hun.
Drop bøgerne om kultur
På Centret for Transkulturel Psykiatri, der er et videnscenter og behandlingstilbud i Region Hovedstaden, har man i årevis beskæftiget sig med at behandle især traumatiserede flygtninge. Sygeplejerske og supervisor Marianne Østerskov underviser og superviserer fagfolk i arbejdet med patienter med minoritetsbaggrund.
I hendes eget behandlingsarbejde møder hun mange patienter med en anden kulturel baggrund, og ofte har de en anderledes sygdomsforståelse end de etnisk danske patienter. Psykiske problemer bliver forklaret med somatiske betegnelser, ligesom en stor del af dem bærer rundt på traumer.
Men selvom der er klare forskelle, mener hun, at det kan forklares helt simpelt, hvordan man skal forholde sig til de psykisk syge minoritetspatienter. Efter hendes mening hjælper det nemlig ikke at læse tunge bøger om kultur for at blive klogere på sin egen kulturforståelse – i stedet handler det om at se det enkelte menneske, forklarer hun:
– Jeg kan undervise i det her en hel dag, men i virkeligheden kunne jeg sige det hele med en enkelt sætning; det handler om at se det enkelte menneske. Man skal lægge sine fordomme derhjemme og lade være med at tage ting for givet. Spørg i stedet ind til mennesket og vær nysgerrig efter at vide mere om, hvad det er for et liv, patienten har haft, inden han eller hun blev syg. Fuldstændig som man ville gøre med etnisk danske patienter, der også kan komme fra meget forskellige kulturelle baggrunde. At spørge og lade dem fortælle er den bedste måde at få et billede af, hvad det er for et menneske, du har foran dig, siger Marianne Østerskov.
Hun har stået for den danske bearbejdelse af en spørgeguide, der skal gøre det nemmere at håndtere patienter med anden etnisk baggrund. I den kan man finde spørgsmål om, hvad religionen, kulturen og familien betyder for den enkelte patient. Guiden skal ikke nødvendigvis bruges fra ende til anden, men er ment som en inspiration til, hvad man kan spørge ind til. Så man på den måde sikrer, at man som behandler får spurgt ind til de tabuiserede emner, man ellers ville vige udenom, forklarer Marianne Østerskov:
– Hvis jeg sidder over for en muslimsk mand, kan det være svært at spørge ind til, om han drikker alkohol. Men jeg bliver nødt til at vide det. Ofte sker der bare det, at vi bliver usikre og tænker, at patienten nok ikke vil tale om det. Vi er bange for at såre mennesket, men konsekvensen kan være, at vi kommer til at undgå noget, vi faktisk burde være opmærksomme på. Misforstået respekt kan i sidste ende betyde, at de ikke får den rigtige behandling.
|
Socialpsykiatriens kontakt med etniske minoriteter
Kilde: Rapporten ‘Socialpsykiatriens kontakt med etniske minoriteter’ af Videnscenter for Socialpsykiatri. |
Tilpasning letter behandlingen
Når man arbejder med det transkulturelle område som behandler, er man nødt til at tilpasse sig patienten i nogen grad, mener overlæge og leder af Videnscentret for Transkulturel Psykiatri, Marianne Kastrup.
Hun oplever, at vores meget direkte danske omgangsform kan være en forstyrrende faktor i arbejdet med patienterne.
Hvis man har at gøre med en patient fra Irak, er det for ham naturligt at starte en samtale med at tale om vejret og udtrykke sin taknemmelighed over, at han måtte komme. Selvom den omgangsform er unaturlig for en dansk behandler, mener Marianne Kastrup, at det langt hen af vejen godt kan betale sig at tilpasse sig patientens kultur.
Danskere er efter hendes mening ikke specielt fintfølende, og når man som udlænding møder det danske behandlingssystem, kan det virke koldt og uhøfligt – og er vi ikke opmærksomme på det, så taber vi en gruppe mennesker på gulvet. I sidste ende kan det nemlig betyde, at man ikke får en god alliance med patienten, eller at de simpelthen udebliver.
Men samtidig er det vigtigt, at man ikke er bange for at træde patienten over tæerne, forklarer Marianne Kastrup:
– Det vigtigste i arbejdet med patienter med en anden kulturel baggrund er at udvise respektfuld nysgerrighed. Man skal møde medmennesket med stor åbenhed og nysgerrighed på en god måde. De færreste patienter bliver krænket over, at man stiller spørgsmål, hvis man gør det på en høflig og respektfuld måde. De er dygtige til at sige, hvis man rammer noget, de ikke vil tale om – og de skal nok selv sætte grænserne, siger hun.