Hvem har bolden?
Manglende konkretisering af, hvad der ligger i selvledelse, fører til forvirring om, hvilken rolle socialpædagoger forventes at spille, mener Sanina Kürstein
Selvledelse? Det har vi da altid kørt med… Hvad skulle der være nyt i det? Sådan lyder nogle af de udsagn, som chefkonsulent i Sensio Sanina Kürstein hører på de workshops og seminarer, hun leder.
Hendes erfaring er, at de fleste socialpædagoger reagerer med nogenlunde den form for selvfølgelighed, når hun beder dem om at stille skarpt på, hvad de konkret lægger i den organisationsform, de arbejder under.
Forskerne vurderer, at en mio. danskere i dag er organiseret med selvledelse. Spørger man danskerne selv, er tallet langt højere: Hver anden opfatter sig selv som selvledende på arbejdet.
Ifølge Sanina Kürstein er det et billede på, at der langt fra er nogen fælles forståelse af, hvad selvledelse helt konkret består af.
I bogen ‘Ledelse af Selvledelse’, som udkom i slutningen af januar i år, advarer hun mod den fristelse, det er at tage let på organisationsformen.
– For lederen er det fristende, ofte i den bedste mening, at tænke, ‘nu skal jeg lede mindre. Nu er det ikke længere mig, der har ansvaret for de hårde prioriteringer – for mine medarbejdere er jo selvledende’, siger Sanina Kürstein.
Hvis man glemmer at italesætte konsekvenserne af selvledelse og glemmer at definere helt konkret, hvad der menes – for den enkelte og for organisationen – så medfører det stor forvirring, manglende effektivitet og måske først og fremmest et dårligt psykisk arbejdsmiljø, mener hun.
– Hvis ledelsen vil have medarbejderne til at lede sig selv og være selvtænkende i forhold til arbejdsopgaverne og udviklingen af organisationen, så kræver det mere ledelse, siger Sanina Kürstein og opremser spørgsmålene:
Hvad er minimumsforventningerne til den selvledende socialpædagog – og kender hver enkelt forventningerne til bunds?
Hvilke ekstraordinære indsatser drømmer ledelsen om, at medarbejderne kan levere – og kender medarbejderne de drømme?
Hvortil går grænserne for selvledelse – og er hver enkelt helt på det rene med dem?
– Hvis man ikke er meget tydelig med de ting, så kan selvledelse udvikle sig fra et kæmpe potentiale til en stærkt belastende organisationsform, der rammer lige ned i arbejdspladsens fælles nerve og flow, siger Sanina Kürstein.
Tænk i helhed
Det er på ‘falske præmisser’, at socialpædagoger føler sig hjemmevante med selvledelsesbegrebet, mener hun. De har altid været meget selvkørende og er det stadig. Men hvis de udelukkende er ansvarlige på deres egne vegne, så er den præcise definition på den form for organisering ‘selvforvaltning’. Selvledelse er noget andet – og mere.
– De fleste ledere i dag efterspørger medarbejdere, der er i stand til at tænke helhedsorienteret. Det er ikke længere nok, at man blot forvalter sin egen snævre faglighed.
Som selvledende socialpædagog forventes man at tage ansvar for det kollegiale fællesskab. Man forventes at kunne tænke sin egen faglighed ind i hele organisationens arbejdsmæssige mål. Med en ekstra forventning om, at man bidrager til udvikling og innovation. Og midt i det hele skal man selv tage ansvaret for ikke at gå ned med stress.
– På det socialpædagogiske område, hvor man i høj grad tager det for givet, at man mestrer selvledelse, er der ekstra stort behov for, at man får italesat de nye forventninger. For hvis ikke man konkretiserer organisationsformen, så medfører det nogle helt grundlæggende misforståelser om retningen, siger Sanina Kürstein.
Øde øer
Det starter ellers godt. De fleste socialpædagoger, der bliver inviteret til at tage større ansvar for deres arbejde, reagerer positivt. Det er en tillidserklæring fra arbejdspladsen, som giver et stort råderum. Man fornemmer mulighederne i at kunne tilrettelægge og prioritere selv. Der øjnes et tiltrængt frirum til at sætte mere lystbetonede individuelle kompetencer i spil.
Men forvirringen melder sig hurtigt, hvis man bliver i tvivl om både muligheder og grænser.
‘Er det et vilkår, eller er det bare mig selv’, spørger den frustrerede selvledende socialpædagog, der føler sig efterladt i et ensomt tomrum. For rigtig mange bliver svaret, ‘det er nok bare mig selv’.
Mange ledere tænker på samme måde. ‘Jeg har nogle medarbejdere, der kan finde ud af det, og nogle, der ikke kan’, hører Sanina Kürstein dem sige. Men er de, der ikke ‘kan’, overhovedet blevet klædt på til at kunne?
– Hvis man er grundlæggende i tvivl om, hvilken rolle man skal spille på arbejdet, og man ikke kan snakke med nogen om det, er det den lige vej til at gå ned med stress.
Selvledende socialpædagoger går stille med deres frustrationer, for hvor fedt er det at være én, der netop skal kunne selv, men som alligevel har brug for at få hjælp til at finde ud af, hvad der er op og ned? Mange vil ikke invitere andre ind i deres selvledelsesrum, for man er bange for, hvad de ser. Man risikerer at blive en øde ø i organisationen, siger Sanina Kürstein.
At tænke ud over sig selv
Socialpædagoger har som faggruppe en særlig udfordring. Deres stærke faglige side er det relationelle. Intense kontakter med brugerne er en del af jobbet, men hvis den intensitet bliver overført til det kollegiale felt, giver det unødigt mange konflikter, mener Sanina Kürstein.
– Selvledelse kræver fokus på menneskelige kompetencer. På mange socialpædagogiske arbejdspladser glemmer man at professionalisere det at være kollega og ansat. Det kollegiale kommer ofte for tæt på i en misforstået opfattelse af begrebet ‘ærlighed’. Dermed overser man, at det, man som selvledende medarbejder bliver bedt om, er at være et professionelt organisationsmedlem, siger Sanina Kürstein.
Når så få socialpædagogiske arbejdspladser er gået ind i en systematisk afklaringsproces om, hvad det vil sige at lede sig selv, så kan det hænge sammen med, at det ikke er nogen helt enkel samtale.
Den hierarkiske dialog er noget nemmere, for her er der ingen tvivl om, hvem der bestemmer hvad. I det selvledende paradigme må dialogen, ifølge Sanina Kürstein, nødvendigvis være mere abstrakt.
Hvordan skal vi prioritere? Hvad er væsentligt? Hvor skal vi hen? Hvad synes du selv?
– Vi er ikke født med forståelsen af, hvad det vil sige at indgå i en organisationsform, der lægger op til så meget selvstændighed. Det ligger heller ikke i vores kulturelle koder at tænke helhedsorienteret. Derfor bliver man nødt til at øve sig i samtalen om, hvordan man på en arbejdsplads tænker ud over sin egen person, ud over sin egen faglighed, og ind i en større fælles sammenhæng, siger Sanina Kürstein.
|
Diskuter på facebook: Hvor godt føler du dig klædt på til selvledelse? Som selvledende socialpædagog forventes du at tage ansvar for det kollegiale fællesskab, tænke din faglighed ind i hele organisationens mål, bidrage til udvikling og innovation – og selv tage ansvaret for ikke at gå ned med stress. Men hvor går grænsen for medarbejdernes ansvar? Deltag i debatten på facebook / se hvordan på www.sl.dk/facebook |