Ordentlig løn og tilstrækkelig arbejdstid er godt arbejdsmiljø
OK 2015 skal bruges til at skabe gode forhold for socialpædagoger er arbejdsmiljørepræsentant Mik Thetmark og Socialpædagogernes formand Benny Andersen enige om og giver her deres bud på, hvordan det kan gøres
I ‘Formandsstatus’-artiklen i Socialpædagogen nr. 13/2014 kommer Benny Andersen ind på grundelementerne i medlemmernes arbejdsliv anno 2014: Arbejdsmiljøet, den kraftige stigning i vold mod mange medlemmer i deres arbejde, de stramme økonomiske rammer, arbejdstid og løn. Alle sammen vigtige punkter for den kommende kongres og omdrejningspunkter i hverdagen for forbundets medlemmer og tillidsvalgte.
En reallønsfremgang bør have højeste prioritet under de kommende OK-forhandlinger – ikke mindst set i lyset af den nedgang, det sidste OK-resultat var et sølle udtryk for.
Det er ikke godt nok, som vores forhandlere til tider har haft for vane, at acceptere de økonomiske rammer og skyde skylden på krisen – vi er en faglig organisation, der er forpligtet til at kæmpe for medlemmernes løn og arbejdsvilkår, og vi har en stor strejkekasse, hvis arbejdsgiverne skulle presse os til at tage en konflikt i 2015.
Det er nu flere år siden, at lønudviklingen blev overhalet indenom af pristallet, så det er godt nu at have formandens ord for, at det skal rettes til minimum en fastholdelse af reallønnen i 2015.
En ligeså stor indsats lægges der op til at gøre for arbejdsmiljøet, som i disse år – især inden for det specialiserede område, psykiatrien og bosteder med domfældte – er stærkt haltende og præget af en radikal stigning i voldshandlinger mod medlemmerne i deres daglige arbejde og et højt arbejdsrelateret sygefravær.
Disse forhold er et resultat af de voldsomme nedskæringer, store fyringsrunder og sociale forringelser, vores område har været udsat for i nu flere år.
2020-planen, som er en del af EU’s Finanspagt, er et af udtrykkene for nedskæringsiveren inden for den offentlige sektor og blot en fortsættelse af den forrige regerings nedskæringspolitik. Der er sparet milliarder, og der skal stadig spares milliarder, og det har indtil videre kostet titusinder af arbejdspladser inden for kommuner og regioner.
Den medfølgende utryghed i ansættelsen blandt mange af Socialpædagogernes medlemmer har været en belastende faktor for et godt arbejdsmiljø.
Forsvar arbejdstiden
Som for at føje spot til skade lanceredes for et par år siden den såkaldte Tillidsreform og Vækstplan DK. Trods mange forblommede ord om samarbejde og flotte visioner har tiltagene i praksis til hensigt at spare 12 mia. kr. i den offentlige sektor. Arbejdstidsbestemmelserne nævnes som noget, man vil regulere gennem ‘fritagelse fra overenskomstmæssige bindinger’ – uagtet at det er velkendt, hvor uløseligt arbejdstid og normeringer hænger sammen med faglighed, sikkerhed og arbejdsmiljø.
Det batter ikke noget, hvis Tillidsreformen blot betyder, at arbejdsgiverne skal have tillid til, at vi kan løse stadig flere og mere komplekse opgaver med stadig færre ressourcer og mindre tid. Tilstrækkelig faglighed og et godt arbejdsmiljø koster penge og tid, og tågesnak om, hvorvidt glasset er halvt fuldt eller halvt tomt og ja-hatte og helikopterperspektiv, fjerner kun fokus fra virkeligheden.
Netop vores arbejdstidsregler er vigtige for sikkerhed og trivsel og noget, vi efter min mening aldrig bør gå på kompromis med. Lokalaftaler med op til 56 timers arbejdsuger uden overtidsbetaling tjener hverken sikkerheden, fagligheden eller de kollegaer, der skal kompensere for en træt medarbejder – men de findes desværre alt for mange steder.
På de socialpædagogiske arbejdspladser er vi mange, der oplever en hverdag med øget arbejdspres, færre ressourcer, mindre tid til borgerne, tidskrævende dokumentation, vold og flere og flere kollegaer med arbejdsrelateret stress og lange sygemeldinger.
Tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter må alt for mange steder bruge stort set al deres tid på faglig brandslukning, på ABC-arbejdsplaner, på at sørge for overholdelse af gældende regler, og som bisiddere ved arbejdsrelaterede sygesamtaler og fyringer.
Moderne kamporganisation
Benny Andersen har nok ret, når han siger, at det arbejde, vores medlemmer gør hver dag, lykkes – men det skal huskes, at nogle medlemmer betaler en høj pris i form af stress og sygdom, at det engang imellem kun lige lykkes og undertiden ikke rigtig lykkes. Det, ikke at have tid til at udføre sit arbejde ordentligt og fagligt, er i sig selv en frustration for mange og påvirker deres arbejdsmiljø negativt.
På et møde i Socialpædagogerne Midt- og Vestjylland for nylig sagde Benny Andersen, at Socialpædagogerne skal være en moderne kamporganisation. Bedre kan det vel ikke siges. Det kræver så til gengæld, at forbundet bliver mere offensivt og ikke accepterer de økonomiske rammer, arbejdsgiverne dikterer, når der skal forhandles eller tages stilling til tvivlsomme aftaler, der åbner for tilsidesættelse af vores overenskomster.
OK 2015 kan blive en offensiv platform for at forbedre og fremtidssikre medlemmernes løn-og arbejdsforhold, og her er det godt at vide, at vi er med i et stærkt forhandlingskartel, der repræsenterer 600.000 medlemmer.
Med den pondus skulle vi kunne imødegå alle tiltag, der kan udhule vores løn, nedbringe vores sikkerhed, belaste vores arbejdsmiljø og arbejdstidsregler og forringe vilkårene for de mennesker, vi arbejder med. Lykkes det, kan vi sætte dagsordenen og komme videre fra de defensive positioner til at vende udviklingen til gavn for medlemmerne og vores fagområder.
Mik Thetmark er AMR på Åbrinken, der hører under Specialåmråde Udviklingshæmning og ADHD, Region Midtjylland.
Kære Mik Thetmark
Af Benny Andersen, formand, Socialpædagogerne
I interviewet i Socialpædagogen nr. 13/2014 pegede jeg på tre OK-temaer, som jeg mener er afgørende væsentlige. Og der er jeg fuldstændig enig med dig i, at en bevarelse og gerne en forbedring af reallønnen har førsteprioritet. Det mener jeg, der er økonomiske forudsætninger for. Og der er vi enige om at glæde os over at kunne rejse kravet gennem et nyt stærkt forhandlingsfællesskab. Det er det ene tema.
Men jeg er ikke enig i din påstand om, at vi ved de seneste OK-forhandlinger har haft en defensiv strategi. Jeg ‘skyder ikke skylden’ på krisen. Jeg erkender, at der er en sammenhæng mellem, hvad den private sektor kan præstere, og hvad vi som del af den offentlige sektor kan forbruge. Hvis der er stagnation og tilbagegang i samfundet er det ikke realistisk, at vi – uanset størrelsen af strejkekasserne – kan ‘muskle’ os til særlige fordele. Så gælder det om bedst muligt at forsvare det, vi har. Og det mener jeg vi har gjort.
Et andet tema handler om arbejdstidsreglerne. Du har ret i, at der er en snæver sammenhæng mellem arbejdstid og normeringer på den ene side og faglighed, sikkerhed og arbejdsmiljø på den anden. Arbejdsgivernes udspil til forhandlingerne er ens regler for døgnarbejdet på sundhedsområdet og på socialområdet. Det har vi traditionelt afvist. Der er særlige belastninger ved som socialpædagog at have døgnvagter og have det med meget udsatte mennesker.
Men kravet er rejst af arbejdsgiverne. Og det må indgå i vores OK-diskussion. Jeg siger så, at hvis vore medlemmer skulle vælge at følge FOA og sygeplejerskerne og vælge penge frem for frihed, så skal vi være særdeles opmærksomme på konsekvenserne for arbejdsmiljøet. Og vi skal i givet fald sikre, at alle pengene går til dem, der har ulemperne.
Nu forstår jeg sådan set ikke KL’s argumenter. Vi har muligheden for at indgå decentrale arbejdstidsaftaler, og dem kan de jo betjene sig af. Du peger på, at der også bliver indgået dårlige lokalaftaler, det skal vi arbejde med lokalt. Men jeg ser først og fremmest de muligheder, de lokale aftaler giver for ejerskab, indflydelse og fleksibilitet.
Det tredje tema handler for mig om kompetenceudvikling. At give den enkelte socialpædagog mulighed for et fagligt løft og mulighed for at imødekomme de fremtidige udfordringer. Og på den måde bevare fagligheden i fokus for udviklingen på vores område. Det tog vi hul på med Kompetencefonden i OK 2013, og den vej skal vi videre af.
Det er tre af udfordringerne for en ‘moderne kamporganisation’. En fjerde er kampen for et bedre arbejdsmiljø, som er årets kongrestema. Og en femte er at turde bruge tillidsreformen som en indgang til at få indflydelse på udviklingen af den offentlige sektor og sætte fagligheden i fokus – fremfor blot at afsværge den som et overgreb fra arbejdsgiverne.
Der er mange kamppladser. Vi vil opnå resultater på dem alle. Det er derfor jeg definerer os som en del af løsningsfagbevægelsen.